Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Diminutive giganter

Den britiske sekstet Tunng leverer på såvel plade som scene en art moderne folkemusik med strejf af electronica - en genre, der kaldes folktronica - og de gør det med ynde, humor og rytmisk riv
Kultur
27. april 2010

For et par år siden havde jeg besøg af en ældre, respekteret popmusiker, og efter vi havde gennemgået samværets sædvanlige høflighedsfaser, spurgte jeg vedkommende, om der var noget musik, han havde lyst til at høre. »Ja tak,« svarede han, »spil noget, jeg med garanti ikke kender«. Da jeg på daværende tidspunkt havde en heftig kærlighedsaffære kørende med det britiske folktronica-orkester Tunng's (udtales Tongue) brillante andet album, Comments of the Inner Chorus (2006), satte jeg uden tøven det på. Min gæst viste sig at være en intens lytter og lod sig villigt opsluge af gruppens sær- egne klang. Da det var overstået vendte han sig mod mig og spurgte anklagende, »Hvorfor er de ikke kanonstore?« Se, det kunne jeg ikke svare på, for selv om jeg jo normalt ved alt og altid har et svar på alting, gav det nemlig overhovedet ikke mening. Som min gæst korrekt pointerede, burde alene det gribende»Jenny Again« have sendt gruppen ud i stratosfæren. Og i lyset af at vores egne The Rumour Said Fire sidste år fik et lokalt megahit med sangen »The Balcony«, tør man godt slutte, at der findes et publikum derude for akustisk baseret og voldsomt melodiøs musik, som ikke skyr skønheden.

Elektroniske indslag

Vel, måske er Tunng bare for gode til at være sande, thi i deres musik er der en lethed og ynde af en anden verden at finde; men også gru og gys nok til, at det hele får et skær af faretruende, lettere surreelt eventyr, som de måske huskes fra brødrene Grimm. Og så blødes den akustisk indbydende klang op med ofte overraskende - malplacerede, vil nogle måske mene - elektroniske indslag, som dog faktisk er med til at give bandet både kant og særpræg. Ellers kunne det måske være gået hen og blevet for smukt - og det er jo så også et problem her i det 21. århundredes sønderdøvende støj!

Oprindelig opstod Tunng som et fritidsprojekt for vennerne, sangskriverne og guitaristerne Sam Genders og Mike Lindsay, men fik hurtigt en fast kerne, der talte slagtøjsspilleren Martin Smith, laptop-betvingeren og effektmageren Phill Winter, sangerinden Becky Jacobs, og da Genders ikke optrådte live med orkesteret tilføjedes endvidere guitaristen Ashley Bates, der også på det smukkeste forstår at maltraktere en banjo. Dette førte til tre albums på tre år - hvoraf det mesterlige Comments of the Inner Chorus var det midterste - en proces, der afsluttedes i 2007 med det fine Good Arrows.

Subtilt anderledes

Siden da har der været stille omkring gruppen - indtil marts i år, i hvert fald, hvor den atter gjorde sig bemærket med albummet ... And Then We Saw Land, det første uden stifteren Sam Genders, hvilket dog ikke har ændret afgørende på kvaliteten, der fortsat er tårnhøj. Det er på en og samme gang business as usual - og så alligevel subtilt anderledes. Mest markant hvad angår den rolle, Becky Jacobs nu spiller, thi hun er rykket fra positionen som backup-sanger til forsanger side om side med Lindsay, hvilket giver vokalarbejdet både nye dimensioner og ditto dynamik. Det er simpelthen blevet mere interessant at lytte til, idet hun har en stærk og markant stemme i den britiske folktradition fra Sandy Denny og fremefter. Og sangskrivningen, som denne gang krediteres gruppen kollektivt, er hele vejen igennem upåklagelig, her er masser af (alternative) hits og ingen spor af kiksere eller fyld. Det er smukt og indbydende produceret af Mike Lindsay, og de små skæve indfald i arrangementerne sikrer, at det stadig går udfordrende og finurligt for sig. En skive, vi ikke tøver med at anbefale til folk med hang til skønhed, melodi, energi og egensindig opfindsomhed.

Spontant og løssluppent

Da Tunng indtog Lille Vega søndag aften, var det som sekstet, idet gruppen live suppleres med tromme- slager. Dette er naturligvis godt for det rytmiske, som kraftigt understreges ved deres koncerter - men også indimellem på bekostning af subtiliteterne og klangen af de to akustiske guitarer, der bærer musikken igennem. Som for de fleste orkestre, der kobler sig til electronica, skal der spilles uhyre præcist for ikke at gå fejl af det præprogrammerede, og der brændte gruppens live-rutine igennem, thi den formåede at præsentere en små 17 sange, så de over en kam lød både spontane og løsslupne. Visuelt minder orkesteret om en teatertrup fra 1970'ernes Christiania, der står hippie skrevet all over them, men deres professionalisme og evne til at få deres sarte sange til at swinge er ét langt dementi af en mildest talt afslappet fremtoning. Mike Lindsay er - ud over at være en skrap guitarist - også lidt af en festoriginal, men han slap dog ikke på noget tidspunkt for alvor tøjlerne, men arbejdede som en hest for at forløse de pragtfulde sange. Den sødmefulde og kleine Becky Jacobs er et naturligt fikspunkt, og hun fylder sin nye rolle som frontfigur særdeles klædeligt ud.

At gruppens korarbejde - fem af de seks musikere på scenen bidrager vokalt - ikke altid var helt præcist skal (måske) kun tolkes positivt, for det gav det i øvrigt lydefri sæt lidt frækhed og liv. Og selv om seancen kun varede lidt over en time, var det alt rigeligt til, at gruppen kunne overbevise om sin fortsatte eksistensberettigelse og ikke mindst, sit diskret elskelige særpræg. Og så skadede det ikke, at »Jenny Again« lige blev luftet blandt tre i øvrigt fremragende ekstranumre.

Hvorfor Tunng ikke er blevet et større navn, end tilfældet er, finder vi nok aldrig ud af, men så må vi jo blot glædes over disse diminutive giganters gang på Jorden her.

Tunng: ... And Then We Saw Land (Fulltime Hobby/ Playground) Er udkommet Tunng, Lille Vega, Kbh., søndag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her