Tidens største musikalske dramadronning er uden tvivl canadiske Rufus Wain-wright, den 37-årige sanger, sangskriver og komponist, som folk generelt enten elsker eller hader. Hans til dato seks studiealbums er alle præget af en uforlignelig (nogle vil mene overspændt) sans for melodrama, der uden tvivl stammer fra Wainwrights kærlighed til opera samt inspirationen fra idoler som Edith Piaf, Al Jolson og ikke mindst Judy Garland. Født i en musikalsk familie - søn af sangersangskriverne Loudon Wainwright III og Kate McGarrigle, bror til Martha Wainwright - begyndte han at spille klaver som seks-årig og optræde i en alder af 13. Åbenlyst homoseksuel blev han som 14-årig udsat for en traumatisk voldtægt, hvilket førte til mange års cølibat og en total hengiven sig til musikken, hvorefter kan kastede sig ud i den vildeste promiskuøsitet. Debutalbummet fik i 1998 megen ros, men solgte ikke stort, samme skæbne overgik efterfølgeren Poses i 2001. I processen fik han sig både en ordentlig skare kendisfans - inklusive Marianne Faithfull, Yoko Ono, Lou Reed, Susan Sarandon, Elton John m.fl. - og udviklede en voldsom amfetaminafhængighed, men fri af den skabte han hovedværkerne Want One og Want Two (som gjorde mig til fan), efterfulgt af det kommercielle gennembrud med Release the Stars i 2007. Siden er det blevet til en hyldestplade til Garland samt opførslen af hans første opera.
Krævende og ambitiøst
I januar i år døde hans højt- elskede mor Kate, og sorgen over at følge hendes pinefulde kræftsygdom gennemsyrer i høj grad det seneste værk fra denne ildsjæls hånd. Og med de 12 sange, der udgør All Days Are Nights: Songs for Lulu, får man i den grad råt for usødet Rufus Wainwright i koncentrat, kun hans stemme og (indimellem overvældende virtuose) klaverspil. Tror man dermed, at der så er tonet ned for melodramaet og de store armbevægelser, bedes man tænke om igen, thi selv om han ikke er ude i det sædvanlige symfoniske udtræk (iblandet disco, triphop og indierock; man er vel blandingsmisbruger), er der dog ikke tale om stilfærdig og lettilgængelig baggrunds- musik. Faktisk er det et krævende og ambitiøst værk, der inkluderer tonesætninger af tre af Shakespeares sonetter, men det er nu skivens fire første sange, som virkelig rykker ved denne lytter; det elegant flydende åbningsnummer »Who Are You New York?«, det af skønhed hjemsøgte »Sad With What I Have«, den usædvanligt gribende sang til søsteren, »Martha« (til hvem pladen også tilegnes) og den legesygt galopperende »Give Me What I Want and Give It to Me Now«. Her tales der højt og klart med hjertets stemme - filtreret gennem en musikalsk sensibilitet uden lige.
Tilsammen udgør disse en nævefuld af de mest meningsfyldte sange længe hørt, og sammenholdt med det både underspillede og overdådige afslutningsnummer »Zebulon« (hvor kunst, kærlighed og sorg flyder sammen til et uadskilleligt hele) er det noget af den fineste sangkunst fra Wainwrights hånd til dato. At han ikke kan holde så høj en standard hele vejen igennem, er heller ikke sært, men her forefindes intet, der er mindre en brillant. Og som sædvanlig får man indtryk af en kunstner, som måske i virkeligheden tilhører en helt anden tid end vor, og man kan ikke lade være med at lege med tanken om, hvor spændende musikverdenen ville være, hvis der var flere af hans karat på spil. Folk af så indlysende rig musikalitet og med et så konsekvent mod på at udfordre sig selv og sit publikum er bestemt ikke hverdagskost.
22 forskellige sangere
Den gode David Byrne har nu heller aldrig været nogen kunstnerisk slapsvans, og derfor er jeg også en smule ked af ikke at kunne mønstre mere begejstring end tilfældet er for hans - hvad skal vi snart kalde det - sangcyklus om Imelda Marcos, som var gift med Ferdinand Marcos, præsident for Filippinerne i perioden 1965 til 1986. Lavet i samarbejde med big beatkongen Fatboy Slim hedder den Here Lies Love (den inskription, som den efterhånden 81-årige Imelda Marcos vil have til at pryde sin gravsten). Bookletten indeholder en længere tekst af Byrne, hvor han redegør for værkets tilblivelse, tankerne bag og dets hensigt. Vel, modsat f.eks. Lloyd Webbers og Tim Rices beslægtede Evita (1976) er der ingen klar narrativ struktur på Here Lies Love, og brugen af ikke færre end 22 forskellige vokalister - hvoraf langt de fleste giver stemme til Imelda - fjerner den også et pænt stykke fra klassisk musical-territorium.
Ikke kulørt nok
Ikke desto mindre er der tale om musikdramatik - især tematiseres Imeldas forhold til barndomsvennen Estrella Cumpas - og Byrne har til dato opført den fire gange. Men ifølge teksten i bookletten er det, han ønsker, at afdække ikke så meget dramaet omkring Marcos-parrets gøren og laden som at komme med enkeltstående udsagn om, hvordan Imelda tænkte og følte på bestemte tidspunkter. Historien - for så vidt der er en sådan - følger hende fra barndommen, til præsidentparret over stok og sten må flygte fra Filippinerne efter en folkets revolution i 1986. Hvad der oprindeligt fascinerede Byrne var så at sige magtens dramaturgi, dens selviscenesættelse og livet ved et 'hof'. Det skulle der faktisk nok kunne komme noget både underholdende og illuminerende ud af. Turde man mene.
Lovende som det lyder, er der desværre kun kommet et temmelig jævnt værk ud af de mange tanker og store anstrengelser bag. Byrne nævner, at han lod sig fascinere af Marcos' flirt med discokulturen, hvilket også er bevæggrunden for at indskrive Fatboy Slim. Nuvel, der er ikke mange spor af sidstnævnte, og de, der er, får ikke ligefrem låget til at flyve af. Det lugter mest af alt som de solide verdensmusikalske gryderetter, Byrne er så snild til at tilberede. Men fraset to sange (heriblandt pladens bedste nummer, »American Troglodyte«, typisk Byrne i ordets bedste forstand!) uden hans herligt idiosynkratiske stemme, som faktisk er en stor del af charmen ved hans musik. Og selv notabiliteter som Tori Amos, Martha Wainwright, Sia, Santogold, Cyndi Lauper m.fl. kan ikke skjule, at langt de fleste kompositioner her knap hæver sig over gennemsnittet. En to-tre sikre vindere er ikke modvægt nok til paraden af almindeligheder. Det er bizart nok hverken kulørt eller dramatisk nok, den gode gamle konceptualist Byrne, der altid har brilleret ved sit røntgenblik over for hverdags- livets surreelle facetter, synes sært ude af stand til at forløse det farverige og på mange måder oplagte stof, han her har givet sig i kast med.
Det hele falder på gulvet med et brag - så er det godt at have Rufus Wainwright i baghånden.
Rufus Wainwright: All Days Are Nights: Songs for Lulu (Decca). Udkommer mandag.
David Byrne & Fatboy Slim: Here Lies Love (Nonesuch)
