Han er bedst, når han træder ind på scenen - stiv i masken, med få replikker - og bagefter afrapporterer i samme kølige og ironiske stil; beskrivelse, dialog, folk ind og ud, scene slut, klip. Som når han for eksempel sætter sig ved siden af Thor Pedersen ved et 'klimanægtermøde' på Christiansborg og tager bestik af spektaklet omkring sig (politikere, journalister, forskere, aktivister), mens hans sidemand med dæmpet stemme fortæller ham om FN's idiotiske klimapanel. Kontrolleret galskab. Eller når han lader Ida Auken - et af bogens ledemotiver - vise sig i glimt på jagt efter klimaskuespillets næste hot spot. Han giver stikordene, scenen er hendes, og hun er - »fantastisk!«
Der er stribevis af eksempler, også på de genkommende figurer. Den hemmelighedsfulde og glatte, evigt optimistiske Stan, der arbejder på noget stort i sine eksorbitant dyre lokaler i indre by. Og noget diskret. Men Schwarzenegger kommer, helt bestemt. Den hjertelige, men ikke mindre hemmelighedsfulde Beaufort Lasater, der bistår ved forhandlingerne på højeste niveau, men hvis præcise rolle fortoner sig i klimatågerne. Og Morten Lund, aldrig længere end et mobilkald væk og med fingrene i noget, der hedder Carbon War Room, i øvrigt sammen med Richard Branson. Stan, derimod, og hans Hub Culture i indre by har han aldrig hørt om, »nope«.
Scenerne skyder sig ind mod hinanden, figurerne spindes sammen af tynde tråde og vage forbindelser. I nogle svimlende øjeblikke ser man det hele fra oven som en myldrende mikroverden. Dér er Rådhuspladsen og The Yes Men, de internationale stjerneaktivister, foran deres næste store scoop; dér d'Angleterre og Coca-Colas øverste chefer forsamlet til konference; dér Bella Center med en til døde træt Lars Løkke Rasmussen; dér flyvemaskinen med Obama; dér Stan med et glas i hånden, dér Morten Lund med mobiltelefonen, dér Naomi Klein og lige bag hende med langt pandehår, et strålende smil og et cocktailbær mellem læberne, Ida Auken.
Det er mere end bare politisk satire, det er grotesk, komisk, sørgeligt. Det er absurd teater.
Tramper rundt i pointerne
Mindre god er han, når han vil analysere, værre endnu når han udbasunerer sine pointer og bagefter tramper rundt i dem, først én gang, så to, tre, fire gange mere. Og allerværst, når han bliver smålig, ondskabsfuld, til skiftevis sur klovn og forurettet barn. Selv en aktivistisk klovne- og deadpan-journalistik som Michael Jeppesens kræver en form for troværdighed, og ressentimentet svækker den. Det handler ikke om urigtigheder og manipulation, men om billedet, teksten tegner af ham selv og hans rolle i den. Om det, retorikken kalder etos.
Hvad vil han, hvad har han selv på spil?
I klimatopmødets, konferenceskiltenes og akkrediteringens verden er han klovnen og det politiske jetset guderne, apropos bogens titel. Men foran laptoppen er styrkeforholdet vendt om, her er klovnen gud. Er Michael Jeppesen klar over, hvor stor magt sådan en forfattergud med egen medie- platform har? Det virker ikke sådan. Han har latteren på sin side, men i lange stræk ikke troværdigheden og derfor heller ikke sympatien.
Med to undtagelser, der lyser teksten op, i begge tilfælde handler det om hans klovnerolle og hans afsmag for den: Ved pressemødet, når han med svedige hænder og bankende hjerte skal overvinde sin indre modstand, rejse sig og hakkende stille det åndssvage spørgsmål, der udstiller de andre, men også ham selv. Og kickstarter historien.
Her har forfatterguden klovnen i hånden, det er hele forskellen.
Bogen rummer ingen store nyheder, ingen politiske afsløringer, til gengæld tegner den et strålende billede af det forfængelighedens flammende bål, som international politik og interessekamp også er. Pinligt - og pinefuldt - underholdende.
Michael Jeppesen: I gudernes hænder. Da jeg serverede for Schwarzenegger og så klimatopmødet dø. 272 sider, 249,95 kr. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag.
Thomas Thurah er anmelder ved Politiken
