Læsetid: 3 min.

Et dysfunktionelt vildnis som kopi

Søren Jessens 'Vildnisset' er mest af alt en plat og mislykket efterligning af Erling Jepsens 'Kunsten at græde i kor'
26. april 2010

I 2002 udkom Erling Jepsens fine og foruroligende Kunsten at græde i kor - en roman, som blandt andet udmærker sig ved sin naivistiske fortællerstemme, sin underspillede og paradesænkende humor, sin tagen ting og talemåder bogstaveligt, og sit således spiddende, svagt groteske portræt af det missionske Sønderjylland og 'det oversamarbejdende barn', der gør alt, simpelthen ALT, hvad der står i dets magt, for at holde far glad og væk fra selvmordet. Også selv om det indebærer incest.

Jeg kan vanskeligt læse Søren Jessens Vildnisset som andet end en falmet og temmelig træg efterligning af Kunsten at græde i kor. Selv Tarzan-figuren, som hos Jepsen forløses så fint i den dobbeltsidede skytsengel Hr. Tarriel, har Jessen genbrugt, om end i en mere klichétung variant: Forestillingen om Tarzan i junglen bruges som det fantasirum, vildnisset, drengefortælleren forsvinder ind i, når virkeligheden tynger.

Og det gør den ikke mindst hver gang den alkoholiserede far sætter sig ind på det lokale bodega, der sjovt nok hedder Vildnisset. Så er husfreden efterfølgende forstyrret, far må sove på sofaen, hvis han da ikke bliver vred og stikker mor en flad.

Lugten af fennikel

Det er den alkoholisme- og voldsproblematik, der lurer, i Jessens udgave af den dysfunktionelle familie.

Men ret skal være ret, et kort handlingsreferat: Vi følger 11-årige Jens og hans familie bestående af mor, far og en udviklingshæmmet storesøster, Marianne, hen over sommerferien mellem femte og sjette klasse med et afsluttende spring frem til vinter.

Årstallet er 1975, og byen er en forstad til Herning; familien flyttede hertil fem år tidligere fra Sønderjylland, fordi far blev forfremmet til distriktschef for Frisko Is.

Jens ser op til sin far, Ismanden, som er så god til at snakke med folk, men han fornemmer samtidig, at der er noget galt, især når far kommer sent hjem og lugter af fennikel. Jens prøver i flere tilfælde at hjælpe og dække over far, han er i den forstand et oversamarbejdende barn.

For at udholde familiespændingerne, som i øvrigt forværres af en mormor med tiltagende senilitet, flygter Jens som sagt ind i et opdigtet univers, en jungle fuld af tømmerflåder, ulvehyl og en uovervindelig Tarzan. Men før eller siden brister illusionen naturligvis.

Det største problem i Jessens Vildnisset er den uskyldige fortællerstemme. På den ene side er Jens' generelle reflektionsniveau så lavt, at man keder sig. Vi skal igennem for mange unødvendige digressioner, ordbogsopslag og andre infantile erkendelser a la »Tåge er i virkeligheden en sky, som har lagt sig på jorden [...]« og »Man er jo den man er, og det er man vant til. Men man kunne også være en anden, og hvordan ville det mon være?«.

Intet at smile ad

På den anden side springer enkelte refleksioner op på et niveau, der gør fremstillingen utroværdig. For eksempel når Jens eftertænksomt klassificerer mennesker ud fra den måde, vi spiser is på: Der er dem, som spiser chokoladeovertrækket - det bedste, først, og dem, som får en smule chokolade med hver mundfuld.

Selv tilhører Jens den sidste type. Et andet problem er, at humoren, det vil sige drengefortællerens naive og bogstavelige tilgang til de voksnes verden og talemåder, slet ikke fungerer. Et eksempel: Jens har drukket masser af rød sodavand til familiens rejsegilde og netop affyret en smart replik til en pige, hvorefter han reflekterer: »Godt sagt. Hurtigt tænkt. Far har engang sagt, at man kan drikke sig klog. Det må være det, jeg har gjort. I rød sodavand.«

Jeg kan end ikke svinge mig op til at smile af Jessens livtag med Jepsens underspillede humor, ja, med hele Jepsens særegne stil og voldsomme tematik. I mine øjne er Vildnisset mest en plat og mislykket efterligning.

Læs hellere Jepsen én gang til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu