Læsetid 5 min.

Elektronisk opbrud

Den elektroniske musik stortrives i disse dage i opbruddets tegn. Og fokus synes for en stund flyttet fra menneskers opdagelse af maskiners potentiale til maskinernes assistance i menneskets opdagelse af sig selv
28. april 2010

Det her er et postkort fra den elektroniske musikscene. Hvor genreskel for tiden synes i konstant opløsning, og hvor de mest energiske musikere knalder løs i flere forskellige retninger og territorier. Hvor der med andre ord er opbrud i forenings- livet, og det er svært at fastholde en dagsorden. Blandt de genrer, der for tiden lyner, kan nævnes uk funky, wonky, uk garage. Og så er der for alvor næring at hente i grænseområder og ikke-territorialiserede egne, hvor musikere er i færd med at spejle sig i et enormt musikalsk netværks nye muligheder.

Engang var den elektroniske musikscene stedet, hvor man drømte, dansede og af og til dopede sig til nye verdener og forestillinger. Det begyndte faktisk - i avantgardistisk regi - allerede før Anden Verdenskrig, men det havde - med rave-kulturen og de nye summers of love i England - en slags bred kulmination i 90'erne. Her undersøgte man fremtidsdrømme og nye kropslige såvel som mentale potentialer. Science fiction, kunne man kalde det, og det ville Goodiepal sikkert også gøre.

Denne danske tænker og musiker kritiserer således disse dages elektroniske musik for netop at mangle science fiction, at savne utopisk brændstof. Og det kan der være noget om. Men til gengæld er den svanger med muteret og diskuteret erindring, gør-det-selv-legesyge i fornyet form, rytmiske, geografisk vidtrækkende dialoger med nuet og kroppen. En mindre fremtidsrettet musikalitet, en mere humanistisk diskussion.

Åbenbar legesyge

Tag bare britiske Sara Abdel-Hamid alias Ikonika, der i dén grad kan høres som en musikalsk selvrealisering. Hendes debutalbum Contact Love Want Have starter med tracket »Ikonoklast«, et passende navn, fordi Ikonika albummet igennem løber om hjørner med en række genrer i et billigt klingende univers. Den spartanske, men slet ikke puritanske musik synes bygget af hjemmestøbt plasticværktøj, som bruges i dissektionen af genrer som dubstep, uk garage og uk funky. Og det sker med åbenbar legesyge og skaberlyst, i en ånd og med en enkelhed som leder tankerne hen på de tidlige house- dages opdagelyst i 80'erne og rave-kulturens enklere, danselystne former i 90'erne. Men i ny, nedbarberet, omformuleret form.

Nu er det så som så med revolutionerne på Contact Love Want Have. Ingen science fiction, men til gengæld masser af humor, uhøjtidelighed og elastisk kropslighed. Et menneske formidler den elektroniske musik gennem sit helt eget temperament.

Det gør landsmanden Ramadanman også på sin nye, selvbetitlede ep. Lydene er dyrere, men også historisk klingende. Der kan være mindelser om dansemusik fra de glade 90'ere, men også Burials soul-spøgelser synes at hjemsøge sangene. Og så har hr. Ramadanman en fræk evne til at skabe komplekse rytmestrukturer, som trækkes ned i tempo af langsomme harmonier. Ja, i det hele taget er Ramadanman EP et møde med en mand, som groover sig igennem elektronikken, men samtidig spænder ben for sig selv og lytteren. Med stor morskab og inspiration til følge.

Liflig lækkerhed

En anden form for dansemusik udarter sig hos canadiske Dan Snaith alias Caribou, der på sit nye album Swim synger henført, mens han undersøger det, han selv kalder for liquid, flydende, dansemusik. Menageriet bølger og sitrer frem og tilbage og vækker i sin liflige luftige lækkerhed mindelser om London-knægten Joy Orbison, som for tiden sætter ild i mere romantisk anlagte klubfolks hjerter og lænder. Swim minder også om en slags småpsykedelisk rave-udgave af Hot Chip. Stærkt vanedannende.

Den elektroniske musik var i et par år og til og med i hvert fald 2008 i vid udstrækning defineret af dubstep, som var en mere teknisk betonet stilart af de mørkere. Den saliggørende britiske duo Mount Kimbie er blevet kaldt en form for post-dubstep. Ny musik har det jo med at udarte sig i ikke-territorier med flydende normer - indtil re-territorialiseringen fryser en ny republik til fast grund og ordnede forhold. Og så er der nogle, der må videre, herunder Mount Kimbie, som derude i det fri skaber en glasklart melodisk, nuldrende nysgerrig og ganske arkitektonisk undersøgelse af mulighederne dér, hvor gammelt og nyt mødes.

For det er ikke dyb uigenkendelighed, som de vader i. Dubsteppen leverer stadig ekkorum og slæbende rytmik til dele af duoens seneste ep, Sketch On Glass, men vigtigst af alt, så giver duoen en fornemmelse af at være udenforstående, at befinde sig udkanter eller vildnis, hvor de ikke lever efter nogle regler eller nogle miljøers krav om troskab - de dedikerer sig i stedet til den fordomsfri undersøgelse og deres egne - ganske vist - genkendelige skønhedsidealer.

Syre i maskinerne

Mount Kimbie har nogle gange besøg af James Blake, der også fungerer strålende på egen hånd. Han besjæler ikke så meget sine sange, som han blæser syre i maskinerne med, hvad der lyder som bidder fra p-funk-synth og vocoder-vokal. Og ud på den anden side - i hvert fald på hans seneste ep, The Bells Sketch - kommer mærkeligt muterede ballondyr, der bevæger sig i abrupte mønstre. Sært og sært cool.

En anden brite rækker over oceanet til det i disse dage stærkt vibrerende Californien. Med sin nye single, Say Goodbye To What er Bullion mere beslægtet med det psykedelisk samplerdeliske trip, man kan indløse billet til hos Gaslamp Killer og Gonjasufi, end han er med den - ligeledes transatlantiske - wonky, som han før har excelleret i. Og i kommunikationen mellem Storbritannien og USA kan man høre, hvordan de nymodens kreative netværksstrukturer stortrives i accelererede feedback-processer.

Bag lydenes forhæng gemmer der sig troldmænd, men de er alle mennesker af kød og blod. Vi føler os alle trygge ved faste rammer, men har det også med at blive lidt utidige bag indhegningerne. Disse musikere forstår at springe over gærder af forskellig højde - om de så er bygget af konventioner, konservatisme eller kraftfuld musiksoftwares definitioner. Og måske mere end nogensinde før kan man høre musikere udtrykke deres temperament, humor, erindringer, nostalgi, kropslighed igennem softwaren - bruge den til deres eget formål.

Ikonika: Contact Love Want Have (Hyperdub/Specialimport) Ramadanman: Ramadanman EP (Hessle Audio/Specialimport) Caribou: Swim (City Slang/ Bonnier Amigo) Mount Kimbie: Sketch On Glass EP (Hot Flush/Specialimport) James Blake: The Bells Sketch EP (Hessle Audio/Specialimport) Bullion: Say Goodbye To What (One Handed Music/Specialimport)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu