Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Endelig en film der virkelig sparker røv

Matthew Vaughns 'Kick-Ass' er en umådeligt underholdende film, der vittigt og begavet både hylder og kommenterer superheltegenren
Kapow. Superheltekomedien, 'Kick-Ass' bugner med smukt koreograferede kampscener med blandt andre superhelten Kick-Ass og Hit Girl, der er filmet på opfindsomme måder, at det får adrenalinen til at pumpe.

Kapow. Superheltekomedien, 'Kick-Ass' bugner med smukt koreograferede kampscener med blandt andre superhelten Kick-Ass og Hit Girl, der er filmet på opfindsomme måder, at det får adrenalinen til at pumpe.

Kultur
15. april 2010

Der er noget fundamentalt forkert ved at overvære en 11-årig pige gå ind i et rum fuld af narkohandlere og sige »Okay, you cunts ... let's see what you can do now!«, hvorefter hun slagter dem alle. Men det er ikke desto mindre, hvad man får lov til at se i Matthew Vaughns politisk højst ukorrekte Kick-Ass. Og det er en af grundene til, at filmen er så sjov og vellykket.

Den tør nemlig at gøre meget af det, som ellers er forbudt i amerikanske film, og den gør det på så begavet en måde, at den bliver en skarp og vittig kommentar til de genrer, især superheltefilmen, Kick-Ass mere eller mindre parodisk forholder sig til.

Og tilsyneladende er det efterhånden blevet Vaughns facon: I sin instruktørdebut, gangsterfilmen Layer Cake (2004), og i fantasyfilmen Stardust (2007) både overholdt Vaughn genrekonventionerne og legede med dem, gjorde dem til sine egne og kommenterede dem, hvilket er ganske forfriskende, ikke mindst når man har at gøre med genrer, mange andre filmskabere allerede har skamredet.

Hybris og nemesis

Således er superheltefilmen heller ikke ligefrem noget nyt, men det er det humoristiske, postmoderne greb, som Matthew Vaughn og manuskriptforfatter Jane Goldman - der også skrev Stardust - benytter sig af i den velspillede Kick-Ass med udgangspunkt i en populær tegneserie af Mark Millar.

»Hvorfor er der egentlig ikke nogen, der har forsøgt sig som superhelt,« spørger den lidt nørdede teenager Dave Lizewski (Aaron Johnson) sine to lige så nørdede, tegneserieglade venner, der afviser tanken som vanvittig. Folk har ikke superkræfter som Spider-Man eller fedt udstyr som Batman, og det vil være vanvid at prøve at stoppe forbrydere uden.

Det afholder dog ikke Dave fra at prøve. Han er ikke ligefrem i god form, og hans eneste superkraft er, noterer han sig som filmens fortæller, at han er usynlig for piger. Alligevel køber han et temmelig kikset superheltekostume, kalder sig Kick-Ass og patruljerer storbyens gader ved aftenstide. Ungdommeligt overmod er en stærk kraft, der minder om hybris, og som de fleste ved, slår nemesis hårdt tilbage.

Et møde med to biltyve fører kun til en gennembankning, de færreste ville have overlevet, ødelagte nervetråde og mere metal i kroppen end Wolverine, hvorfor Dave alias Kick-Ass igen kan indtage byens gader og nu tage imod så mange tæv, at han bliver lidt af et fænomen på internettet, hvor videoklip af hans bedrifter snart ender.

På dybt vand

Samtidig er en veltrænet, hævngerrig ekspolitimand, der kalder sig Big Daddy (Nicolas Cage), og hans 11-årige datter, den lige så veltrænede, livsfarlige Hit-Girl (Chloë Grace Moretz) - hende, som både bander og slår ihjel - på jagt efter en kun alt for virkelig mafiaboss, Frank D'Amico (Mark Strong), som i øvrigt tror, at det er Kick-Ass, der spænder ben for ham. Og snart er vor unge helt ude på vældigt dybt vand - men så har han trods alt også fået skolens lækre pige, Katies (Lyndsy Fonseca), fulde opmærksomhed.

Kick-Ass har alt det, der hører sig en superheltefilm til: En farverig skurk i skikkelse af Mark Strongs Frank D'Amico, som næsten er en parodi på den skruppelløse mafiaboss, der prøver at lege familiefar, men forsømmer sin søn i en sådan grad, at sønnen, Chris (McLovin himself, Christopher Mintz-Plasse), med inspiration fra Kick-Ass selv forsøger sig som superhelt, Red Mist.

En antihelt, Kick-Ass, der vokser med opgaven, men som ikke har gennemtænkt sit risikable forehavende. To andre, mystiske superhelte, Big Daddy og Hit-Girl, der kan alt det, Kick-Ass drømmer om, f.eks. uden det store besvær at nedkæmpe en flok grimme mafiahåndlangere med store håndvåben. En masse smukt koreograferede kampscener, der er filmet på opfindsomme måder, og som får adrenalinen til at pumpe rundt i ens krop.

Og et cool soundtrack bestående af rock-, pop- og regulær filmmusik, der kækt og mere eller mindre direkte refererer til det, der sker på lærredet.

Helt ned på jorden

I en scene, hvor Kick-Ass og Red Mist cruiser rundt i Red Mists seje øse, rocker de ganske passende til Gnarls Barkleys 'Crazy'. Og senere lægges der op til en af filmens helt store skuddueller med et stykke af Ennio Morricones ikoniske musik fra Sergio Leones Hævn for dollar (1965).

Det er et Quentin Tarantino-agtigt øjeblik, der kunne være blevet for meget, men Matthew Vaughn slipper helskindet fra, fordi han filmen igennem forholder sig både kærligt og (selv)ironisk til den populærkultur, Kick-Ass er en del af.

Men den rummer også meget mere end det, der hører genren til. Det er en metafilm, hvor fortælleren, Dave alias Kick-Ass, undervejs henvender sig til publikum og endda nævner andre film, hvor en afdød hovedperson gør det samme, f.eks. Billy Wilders Sunset Blvd. (1950), og sår derved tvivl om, hvorvidt han faktisk fortæller sin historie fra det hinsides. Nej, jeg afslører ikke noget.Samtidig er Kick-Ass' univers så (forholdsvis) rodfæstet i en genkendelig, realistisk virkelighed, som det næsten er muligt. Det gør ikke bare ondt for Kick-Ass at få tæv i filmen - det gør også ondt at se på, hvilket helt fjerner den romantisering af heltefaget, som andre superheltefilm lever højt på.

Hit-Girl er ret beset en lille pige, som er blevet hjernevasket af sin far, der er en ikke mindre tragisk skikkelse plaget af minder om den kone, Hit-Girls mor, som Frank D'Amico slog ihjel.

Og Dave Lizewski er en ganske almindelig ung mand, der må sande - med en omskrivning af Spider-Mans motto - at man også har et stort ansvar, selv om man ikke har store kræfter. Og således hiver Matthew Vaughn og Jane Goldman superheltefilmen helt ned på jorden igen, og hold da op, hvor er det fantastisk underholdende at overvære.

Endelig en film, der holder, hvad titlen lover: Kick-Ass sparker røv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Arthur Schopenhauer

Fremragende anmeldelse!

Goldman og Vaughns behandling af Gaiman's Stardust var fremragende, og det tyder på, at Kick-Ass er endnu bedre. Sjovt tema, der leger med et ret komisk fænomen fra virkelighedens verden. Se fx. http://bit.ly/121Xf7 (og utallige YouTube klip) for eksempler på real-life superheroes.

Desuden kan filmen Defendor med Woody Harrelson også varmt anbefales, da den beskæftiger sig med samme fænomen.