Martin Hestbæk er en stille skuespiller. På teatret er han ofte blevet castet som den pæne. I Blodbryllup var han den, der elskede Maibritt Saerens, men som aldrig fik hende. Men måske har han bare ventet på rollen og instruktøren, der kunne for- løse hans særlige kraft.
Det er så lykkeligvis sket nu på Vendsyssel Teater - med en rystende psyko- eksplosion som storebroderen Christian i Festen. Den mere end dobbelt så gamle Mogens Pedersen har iscenesat den 38-årige Hestbæk på en ny måde: Mere almindeligt, men også endnu mere sårbart. Hestbæks puls sitrer fra munden og op mod øjnene, og hans hals bliver blodrød, mens hans fingre peger mod den døde søster. Og så ruller Hestbæk sig ud, indtil hævnen er fuldbragt.
Hvor Vinterberg lod Ulrich Thomsen dyrke distancen på filmen, så sørger Mogens Pedersen for, at Martin Hestbæk får os til at se den smadrede livsevne.
Festen er en grum beretning om en fars voldtægter af sine børn. Men i Hjørring er den ikke så meget en krimi med anklage og bevis. Her er den snarere en kriseskildring af mennesker, der er gået i stykker. Fokus ligger efter den afslørende tale - på sammenbruddene. Og fordi vi som tilskuere sidder helt tæt ved spillerne på to sider af scenen, så bliver vi de egentlige gæster. Vi er medansvarlige for, at Christians tale bliver taget alvorligt. Eller fortrængt.
En helt almindelig mand
Kresten Andersen spiller faderen som en helt almindelig mand. Måske derfor slår hans faderskikkelse så hårdt. Han er hverken en Henning Moritzen eller en Ulf Pil- gaard. Han er bare en mand med trang til at feste - og til at voldtage sine børn. Og sin kone velsagtens. I hvert fald at dømme ud fra Susanne Heinreichs flagrende hustru, der fastholder sit værtinde- smil; lige indtil sidste hævnreplik.
Vendsyssel-ensemblet er stærkt, måske fordi det er pudsigt uegalt. Den smukke Christine Gjerulff har en fin inderlighed som den smukke tjener, der har savnet Hestbæks Christian. Og den intense Anne Oppenhagen Pagh spiller overbevisende søsteren, der gør alt for at fornægte storebrors afsløringer.
Rollen som lillebror Michael er klistret ind i Thomas Bo Larsen-klichéer. Men Morten Christensen finder sin egen tolkning ved at gøre ham mere følsom og begavet. Det sætter også ham i sindsslægtsskab med storebroderen - og det åbner for en grusom indsigt: Hvor faderen foragtede sine store børn så meget, at han blev nødt til at misbruge dem, så anså han åbenbart sin yngste søn for at være så ligegyldig, at han ikke engang gad voldtage ham, men bare sendte ham på kostskole ...
Lone Rødbroe spiller hans bramfri kone med sjovt humør, men også lovligt høj stemme, og Linnea Voss spiller forsmået elskerinde med bred barm og begge ben på jorden. Hans Holtegaard præsterer en stribe latter- replikker som onklen, og som den tyske sprechtstallmeister har Jørgen Bing fundet en fin dobbeltfacon. Og som søsterens sorte kæreste har Roger Matthisen en præcis, magisk umiddelbarhed.
Scenografen Christian Tom-Petersen har fint delt Festen op i pejsestuedrink og spisesalsmiddag. Men her er ingen lir. En enkelt lysekrone er nok til at skildre disse festomgivelser, og lysdesigneren Carl Koytu har skabt resten af herregården bare med lysstråler.
Denne forestillingsfest er faktisk uhyggeligt almindelig. Og det er den beske pointe ved Mogens Pedersens tolkning: At incesten er overalt. Hver aften vil der være mindst én tilskuer, som også har været incestoffer selv - eller som har fået andre til at blive det.
'Festen'. Efter filmen af Thomas Vinterberg og Mogens Rukov. Dramatisering: Bo hr. Hansen. Instruktion: Mogens Pedersen. Scenografi: Christian Tom Petersen. Lys: Carl Koytu. Vendsyssel Teater i Hjørring til den 1. maj. www.vendsyssel-teater.dk
