Følg med eller dø

Bedømmelse: 3/6

Det første, der møder én, er et maleri med fem ord i formskrift. Det øverste er 'orden' og det nederste er 'chaos'. I midten på en grøn matrix står tre ord, der er ulæselige, det er computergenerede stillbilleder af processen hvor 'orden' bliver til 'chaos', altså hvor 'o'et bliver til et 'c'', 'r'et bliver til et 'h' og så videre. Frithioff Johansen har hermed mindet os om en piktografisk eller uvirkelig virkelighed bag de begreber, vi bruger til at forstå livet.

Samme værk er lavet som hologram på en sokkel af patineret messing, hvor ordene skriver sig selv om, alt efter fra hvilken vinkel man betragter skærmen.

Fraværet af blod

Hvis man stoppede anmeldelsen og udstillingen her, ville den fremstå som hypermoderne. Stod soklen og maleriet alene i et stort hvidt rum - minus den lange kedsommelige forklaring på væggen - ville man ligeså godt kunne befinde sig på et hot storbygalleri.

Det gør vi som bekendt ikke. Og Frithioff Johansen kan i øvrigt alligevel ikke styre sig og må absolut gentage kunststykket direkte ned i kunstkræmmermarkedet med 'sandt' og 'falsk' og 'black' og 'white'.

Cosmos er en af de udstillinger, der er interessant og spændende, tager lang tid, ligner stor kunst, kan forsvares som kunst, men som alligevel ikke helt er der. Der er ingen tvivl om, at mængden af kvaliteter er stor, men det, der slår én hårdest i hovedet, er alligevel fraværet af blod fra de tunge vener. Vi befinder os kort sagt i en begyndende kunstnerisk udposning, en gevækst der muligvis lever af det samme som hjertet og hovedet, men som alligevel med lethed kunne skæres væk og kasseres.

Ulla Enevoldsen har for eksempel lavet en videoinstallation med forskellige personer, der vises på en stor iskrystal med en akkompagnerende tekst om, at vand er grundlag for alt liv på jorden. Og Bente Sommerfeldt-Colberg har fyldt et rum med en åndende klode - en stor jordklode, der langsomt bliver pustet helt op, hvorefter halvdelen af luften bliver lukket ud igen.

Der er også værker, der balancerer på grænsen, for eksempel har Frode Gundorf Nielsen lavet et næsten helt igennem vellykket kunstværk efter alle hypermoderne æstetisk-poetiske forskrifter. Hans lydskulptur Alien Tapdance er en 15 minutters semi-interaktiv koncert opført af tre vandglas med slanger og luft, en edderkop af stive tråde, der slår mod bordet den står på, og metalplader på væggen. Det hele styres af trykluft og lyder dragende og inciterende og lever fuldt op til titlen.

Kunstnerisk tidslomme

Den eneste anke, som trækker i retning af det føromtalte kræmmermarked eller kunstneriske tidslomme, er æstetikken. Værket er udført i trækasser, der ligner noget, B&O kunne have lavet i et håbløst forsøg på at tækkes Bo Bedre-segmentet. Det er kikset og snedkeragtigt, langt fra den sterilitet, der ville have løftet værket op på øverste etage. En etage hvor naboværket, Kaarina Kaikkonens Mit Omrids, der består af lange strimler toiletpapir, som danner en enorm rund Anish Kapoor-lignende form i salen ud mod Ørnsø, sandsynligvis befinder sig. Og hvor også Kim Grønborgs totalinstallation med spejle og kontormøbler, Ugo Rondinones drømmeagtige tryk af stjernehimlen og Astrid Kroghs Circle Light i aluminium og LED-lys hører hjemme.

Men kan det virkelig passe, at forskellen på succes og fiasko er så hårfin, er kunsten virkelig så ondskabsfuld? Er den ligeså modbydelig som moden, der kan dømme et bukseben ude, hvis folden er en millimeter forkert?

Ja. Der er sket et skred i kunsten, den har flyttet sig fra at være undersøgelser, der spejler virkeligheden, til højst at være overvejelser, der spejler spejlingerne. Kunsten fjerner sig hele tiden længere og længere fra virkeligheden. Og her efterlades en lang række kunstnere i ingenmandsland.

En ordinær tanke

Men har det nogen betydning for Silkeborg, kan de ikke leve fint med at fremstå som et kunstkræmmermarked anno 2000? Er det ikke kun hos dem, der befinder sig foran dem, at de fremstår sådan? Er det ikke kun i deres øjne, at det, de laver, ikke længere er god kunst?

Desværre er den kunstneriske virkelighed nådesløs. Følg med eller dø.

Lad os tage eksemplet med den åndende klode: Sommerfeldt-Colberg undersøger en idé om, at jordkloden er en levende organisme. Det viser hun os ved at puste en stor jordklode først helt op, så lukke luften halvt ud af den, og så op igen. Måske en stor kunstnerisk bedrift for få år siden. I dag højst en veludført metafor eller illustration for en banal og ordinær tanke. Havde hun skulle bruge tanken, skulle hun have spejlet ideen endnu engang og blot ladet en lille rød ballon puste op og ud.

Selvfølgelig tager den fejl

Et andet eksempel på, hvordan det ikke er muligt at stige på andre dele af idékaravanen end den forreste vogn, er den totale diskvalifikation af kulturminister Per Stig Møller, da han røbede, at han ikke mente, at Manzonis lort på dåse var kunst. Han kunne have ment, at det var dårlig kunst, men i og med, at han dømmer hele ideen om moderne kunst ude og i stedet åbenbart prøver at tænke sig 100 år tilbage til dengang, hvor kunsten var et vindue til virkeligheden, gør han sig skyldig i en forbrydelse, der er ligeså alvorlig som at tro, at man kan vælge at tro, at jorden ikke er rund.

Den nye kunst spejler spejlingerne af virkeligheden i æstetisk-poetiske statements. Selvfølgelig tager den fejl. Selvfølgelig kommer der nye erkendelser, metoder og teknikker, men kunsten bliver aldrig rullet baglæns: Uanset hvor velgennemtænkte de mange værker på Cosmos så end må være.

Cosmos på Kunstcentret Silkeborg Bad, til den 24. maj