Læsetid: 4 min.

Forførende film emmer af livsgnist og overskud

Levende. Lone Scherfigs 'An Education' oser af fortælleglæde og gør med fremragende hoved- og biroller en umiddelbart lille historie til en forførende fornøjelse
Man savner ikke de alvorligere aspekter i 'An Education', hvilket især skyldes filmens smittende fortælleglæde og en forrygende Carey Mulligan til at bære det valgte fokus på dilemmaet: mand eller uddannelse. Lone Scherfigs nyeste film var nomineret til tre Oscars - blandt andet i kategorien 'Bedste film'.

Man savner ikke de alvorligere aspekter i 'An Education', hvilket især skyldes filmens smittende fortælleglæde og en forrygende Carey Mulligan til at bære det valgte fokus på dilemmaet: mand eller uddannelse. Lone Scherfigs nyeste film var nomineret til tre Oscars - blandt andet i kategorien 'Bedste film'.

22. april 2010

Det er, som om der bare er lidt lunere i biffen, når man ser Lone Scherfigs
An Education. Som om der er installeret behagelig sædevarme i den røde velour, som omfavnende får stressede skuldre til at synke til deres naturlige position og giver én lov til at føle sig som en del af historien på lærredet.

Som med
Italiensk for begyndereer der fra første færd en inkluderende fornemmelse af, at der er plads til os alle sammen. Mennesker findes i mange former, og i Lone Scherfigs univers er der en lyst til at se dem alle.

An Educationoser af visuelt overskud, skønt skuespil og sans for detaljerne. Filmens historie er i bund og grund hverken særligt original eller omtumlende, men dens skildring af en ung piges forelskelse har hjerte og humor, som gør den til en fornøjelse at være i selskab med.

Den 16-årige Jenny (Carey Mulligan) er nærmest på lærredet i hele filmens spilletid. Kernen i historien er nemlig hendes forelskelse i den karismatiske jødiske mand David (Peter Sarsgaard). David er i 30'erne og vender op og ned på hendes tavletrætte hverdag i forstaden Twickenham anno 1961, da han ruller ind i hendes liv i en flashy bil af mærket Bristol.

Den fagre voksenverden

Jenny er dygtig i skolen, og forældrene har lagt faste planer om Oxford. Motivationen for latinlektierne forsvinder imidlertid hurtigt i røgen fra importerede cigaretter, da David introducerer Jenny for den voksenverden, hun hungrer efter; klassiske koncerter, cocktailkjoler, kunst og ikke mindst det Paris, som hun forbinder med alt, som er det mindste sofistikeret eller sexet.

Filmen skildrer fermt den ungdommelige glæde ved - og tid til - at ligge på gulvet og kigge på absolut ingenting i loftet, mens man synger med på sine favoritplader med lystigt vippende tæer og drømmer om alt det, fremtiden forhåbentlig vil bringe.

Gode biroller

Første del af filmen lader os blive overvældet sammen med Jenny. En charmerende credit-sekvens introducerer effektivt Jennys skoleliv, og på få øjeblikke er scenen sat på hjemmefronten.

Nick Hornby har skrevet manuskriptet over den engelske journalist Lynn Barbers selvbiografi om en tidlig affære med en ældre mand, og historien har et herligt tempo og Hornbys velkendte raphed i replikkerne.

Ofte kommer filmens sjove indslag fra de mange fine biroller, som sørger for, at historien ikke mister jordforbindelsen, mens Jenny falder i svime. Som når en veninde i farten konstaterer, at hun ikke ville blive ked af det, hvis hendes mor døde. Gør det hende til en eksistentialist? »Nej, det gør dig til en ko,« får hun prompte retur.

Giftermål som endemål

Davids venner Danny (Dominic Cooper) og Helen (Rosamund Pike) er også løbende leveringsdygtige i morsomme øjeblikke. Især Helen, som på imponerende vis tager blæste blondine-fordomme til nye højder uden selv at blive uudholdelig. En farveløs lærerinde og Emma Thompson som streng rektor (i en rolle, som er blevet kaldt et forstudie til en oplagt fremtidig præstation som Margaret Thatcher) er også centrale for Jenny at spejle sig i.

For hvilke livsvalg kan man som kvinde drage størst nytte af i 1961? Som den populære tv-serie
Mad Menfor tiden fortæller om på baggrund af den amerikanske reklameverden i 1960'erne, lader det til at have været en sportspræstation ikke at lade en karriere tackle af børn eller giftermål. Efter at have mødt David fremstår skolegang for Jenny som en envejsbillet til kedsomhedens uendelige stepper, og hendes forældre lader kun til at være alt for åbne over for at skifte Oxford ud med ægteskab.

Som i mange dannelsesfortællinger klinger historien ud på en vægtning af den boglige vej frem for livets skole. Slutningen gør på mange måder historien mindre, end man har oplevet den undervejs. Man er selv blevet forført. Af det skarpt tegnede tidsbillede, som sikkert tager os med tilbage til en tid med cool jazzklubber, smukke biler og stilfulde tricktyve med sans for kunst og livets glæder i Paris. Af det swingende soundtrack og den ubekymrede tone i fortællingen, som let kunne have indeholdt mere dissonans i de etiske og moralske gråzoner, som flygtigt berøres.

Universel appel

At man ikke savner de alvorligere aspekter, skyldes især filmens smittende fortælleglæde og en forrygende Carey Mulligan til at bære det valgte fokus på dilemmaet: mand eller uddannelse. Vi ser Jenny forvandles for øjnene af os og går til historien med hendes briller på. Hvem kan overbevisende forklare hende ideen med uddannelse, hvis målet alligevel blot er at blive gift? Hvor er de kvindelige rollemodeller, som viser en anden vej?

En nuance i historien er, at Jenny snarere ser David som en attraktiv adgang til et forjættet univers, end fortæret af en overvældende kærlighed til hans person. Det gør den mere lyse og håbefulde slutning passende, da historien lægger op til at fokusere på skuffelse og erkendelse frem for svigt og bedrag.

Filmen lever ikke mindst i kraft af skildringen af Jenny og forældrene (Alfred Molina og Cara Seymour), som også trænger til spænding i tilværelsen og oplever David som et forfriskende indslag. En afsluttende scene, hvor faderen tilbyder den obligatoriske, britiske kop te til sin datter og indrømmer sine skrupler omkring en signeret bog af C.S. Lewis, er et af de mange fine øjeblikke, hvor man ser et
menneskeoppe på lærredet.

An Educationer en forførende film med en smittende lethed i skildringen af erfaringerne for en ung pige med appetit på en dragende voksenverden. Efter den '
on the road'-skrevne
Hjemveer det dejligt at se Lone Scherfig vende tilbage til en mere fokuseret historie, som stadig sætter karaktererne i centrum. At det sker på engelsk, gør ingenting. Som
An Educationhar bevist med sin internationale sejrsgang, er det en film med en universel appel, som også kun kan lune herhjemme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer