Læsetid: 3 min.

Hvad blev der af Frank Grevils indre gru?

Frank Grevils grænsesprængende psyke fortoner sig i et for dokumentfikseret teaterstykke. Men Jesper Asholt betager med sin nørdede skrøbelighed
Jesper Asholt ( i midten) giver dirrende albuer til portrættet af den tilstående Frank Grevil. Men forestillingen slutter, når portrættet begynder at blive interessant. På billedet - til højre Camilla Lohmann og Charlotte Fich. Til venstre Claus Flygare og Laus Høybye.

Jesper Asholt ( i midten) giver dirrende albuer til portrættet af den tilstående Frank Grevil. Men forestillingen slutter, når portrættet begynder at blive interessant. På billedet - til højre Camilla Lohmann og Charlotte Fich. Til venstre Claus Flygare og Laus Høybye.

Henrik Ohsten Rasmussen

21. april 2010

Fascinationen af Frank Grevil er oprigtig. Hvad får en mand til at sætte hele sit liv over styr ved at forsøge at bekæmpe den danske stat - ham, ene mand? Det offentlige billede af Frank Grevil er blevet udsat for den mest kyniske rutsjetur: Fra ærlighedshungrende medborger til lurvet alkoholiker. Fra superintelligent analytiker til lunefuld fantast. Fra overskudsagtig embedsmand til ansvarsløs alenefar. Men hvad skete der egentlig? Og hvordan er det gået med ham - efter fængselsstraffen og til nu, hvor han har sit eget oversætterfirma?

Det var antagelig denne undren, dramatikeren Maj Rørbæk Damgaard har ønsket at dyrke i sit stykke om Grevil. Alligevel er hendes stykke hovedsagelig en gennemgang af sagen, lige fra Grevils ansættelse i Forsvarets Efterretningstjeneste i 2001 til hans 'lækage' i 2004 - og til hans modtagelse af den internationale whistleblowerpris i 2009.

Desværre får hun aldrig vristet sig fri af sit glimrende forlæg, nemlig Charlotte Aagaards veldokumenterede og bilagsrige bog I nationens tjeneste. Tværtimod får dramatikeren næsten skrevet to stykker i ét - nemlig både historien om Irak-krigen og så også den spæde starthistorie om fænomenet Grevil. Men egentlig slutter stykket nok dér, hvor de fleste tilskuere havde håbet, at den ville begynde: Med Grevils sammenbrud. For hvorfor bragte manden sig selv i en situation, som sandsynligvis ville smadre ham?

Makulatorstrimlebombe

Det spørgsmål bringer forestillingen på Husets Teater ikke svar på. Til gengæld giver Jesper Asholt en overbevisende, nørdet styrke til sin tolkning af Grevils person. Han er begavet på den utvivlsomme måde. Han er rastløs. Han er eksplosiv. Han er naiv. Og han er uhyggeligt sårbar, da pressen tordner mod ham med slag under bæltestedet. Asholts albuer dirrer, så det gør helt ondt i ens egne.

Desværre er det ikke nok til at redde forestillingen. Manuskriptets 31 scener føles som mindst 131, sådan som instruktøren Heinrich Christensen har fået skue-spillerne til at tonse hen over scenen på deres larmende hæle. De placerer kontorstole og dommerforhøjning og talerstole i én uendelighed, og de makulerer papir med komisk overtydelighed. Faktisk er Nadia Nabils bedste scenografiske indslag at lade løgnene i sagen symbolisere af kugler af makulatorstrimler - bombeformede papirvåben, som bliver større og større, efterhånden som løgnene vokser.

Modbydelighedscharme

De tre skuespillere rundt om Jesper Asholt spiller både hans kolleger i Forsvaret og hans familie - med Charlotte Fich som krakilsk medløberembedsmand og Camilla Lohmann som bekymret veninde. Også de danske politikere, som blev afgørende for sagen, er med. De har ikke navne, men Anders Foghs diktion og stirrende øjne skærer herligt klart gennem Laus Høybyes parodi.

Desuden har Claus Flygare en uhyggelig birolle som Grevils far. Utilregnelig og voldelig, løgnagtig og fordrukken. Flygare er så autentisk i denne modbydelighed, så overbevisende og nærmest charmerende rædselsfuld, at forestillingen lige akkurat vækker håbet om ham som nøgle til personen Grevil. Men nej. Replikkassen lukkes i - og spærrer historien om den sociale arv inde.

Øjenflakken

Husets Teater har angiveligt satset på Grevil-forestillingen med drømmen om at skabe en 2'er til Tamilsagens afgørende afdækning, nemlig Nils Ufers teaterstykke Mens vi venter på retfærdigheden med Peter Larsen på Café Teatret i 1992. Eller bare som en politisk opfølgen på sidste sæsons Blekingegadebanden af Claus Flygare, der havde baseret sit stykke på Peter Øvig Knudsens bog.

Men forestillingen ender i sagsfremstilling og dokumentariver. Og det er ærgerligt, når nu Jesper Asholt har den overbevisende intuitive flakken i øjnene, som kunne have udfoldet sig til et overbevisende teaterportræt af en af de mest uudgrundelige danskere i dette årtusind. Historien om en mand, der helt alene turde gå mod systemet, mod Danmarks regering - og mod USA og verdenssamfundet.

Men den historie ligger stadig et sted i kulissen og venter på at blive fortalt.

'Sandsynligvis'. Tekst: Maj Rørbæk Damgaard - baseret på Charlotte Aagaards bog 'I nationens tjeneste. Frank Grevil - majoren, der fik nok'. Manuskriptet optrykt i forestillingsprogrammet. Iscenesættelse: Heinrich Christensen. Scenografi: Nadia Nabil. Husets Teater. 2 t. 10 min. Til 29. maj. Se mere på www.husetsteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu