Læsetid: 5 min.

Det gik allerede galt i 70'erne

Bjørn og kopierne havde en enestående ungdom, men gik på ingen tid fra grundsur til nytårskur
Penge. Man håber ikke, at Joseph Beuys kommer forbi og ser hvad den unge mand, han engang havde så kær, har drevet den til. Til gengæld kan de folk, der har sat udstillingen op, tjene formuer på at lave messer. Nørgaard skylder dem stor tak. Fra venstre: 'Allegorisk figur 1. variation', 'Kan et rugbrød være socialistisk? Kan kunst?', 'Hesteofringen' og 'Atypia I. Hvor skal stolen stå?

Penge. Man håber ikke, at Joseph Beuys kommer forbi og ser hvad den unge mand, han engang havde så kær, har drevet den til. Til gengæld kan de folk, der har sat udstillingen op, tjene formuer på at lave messer. Nørgaard skylder dem stor tak. Fra venstre: 'Allegorisk figur 1. variation', 'Kan et rugbrød være socialistisk? Kan kunst?', 'Hesteofringen' og 'Atypia I. Hvor skal stolen stå?

Statens Museums for Kunst

22. april 2010

Tak for den kronologiske gennemgang af Nørgaards værker i en i øvrigt smukt opsat udstilling. Alt står nu lysende klart.

Det begyndte med en kvik, intellektuelt tynget og internationalt orienteret venstresnoet kunstner, og er endt med en forudsigelig småstatsmentalitetsudpenslende, konservativ, masseproducerende, leflende bedsteborger.

Nørgaard begyndte i det helt rigtige selskab, blev misforstået af de forkerte og troede pludselig selv på, at det universelle verdensbillede, han i begyndelsen ikke mente eksisterede, var hans eget.

I værker som for eksempel 3 Podninger og Sammenhobning fra 1967 er der ingen tvivl om udgangspunktet. I 3 Podninger ser vi tre tykke træstubbe, der hver især er bundet sammen med tre pinde ved hjælp af henholdsvis ståltråd, stof og gips. Og i Sammenhobning ser vi en syl i en colaflaske i en tepotte.

Rigtigt eller forkert

Her har vi med en mand at gøre, der har svært ved at forstå sig selv i en kompliceret verden. Den meningsløshed, han oplever, udtrykker han bedst i lige så meningsløse værker. Samtidig lader han os forstå, at vi aldrig kommer til at forstå ham, om han så forstod sig selv.

Han håner os ligefrem, ligesom to objekter, der sammenstilles, aldrig lader sig indfange af faste begreber, men altid vil være genstand for individuelle og kulturelt betingede måder at forstå på, er der heller ingen mulighed for, at vi nogensinde kommer til at se resten af verden med 'sandfærdige' øjne.

Nørgaard følte at der, i vores bestræbelser på at forstå og se alting i en sammenhæng, ikke er nogle rigtige eller forkerte svar. Hans verden er ikke vores verden. Der er kort sagt ikke nogen verden at remodellere, da den kun eksisterer for den enkelte. En pointe, han understregede ved ligefrem at opkalde flere værker efter Wittgensteins ord for de kendsgerninger, der udgør verden, nemlig de mange 'Sagforhold' også fra 1967.

Hesteofringen i 1970 var et godt værk, der gik galt. 'Tulle' blev ofret for sit situationistiske potentiale; når vi ikke kan få kunsten til folket, må vi få folket til kunsten, og hvorfor ikke gøre det med et levende og velkendt objekt? Kniven for struben og livet på museum i glas. Med Ekstra Bladet som partner, så hele befolkningen kan følge med.

Men ingen gad tale om indholdet, alle ville hellere diskutere, om det var kunst eller ej, så uheldigvis kickstartede Hesteofringen det mareridt, kunsten har lidt under lige siden. Skal den diskuteres, er det altid på de yderste rammers præmisser.

Vi så det senest, da en svensk kvinde ville stille spørgsmål ved systemets behandling af det syge individ, ved at videofilme optrækket til et selvmordsforsøg. Ingen talte om indholdet, men alle havde en mening om, om det var kunst.

Det betyder dog ikke, at Hesteofringen ikke var et godt værk, bestemt ikke, hvorfor der også bagefter kunne knyttes en række hensigter til det, såsom at det var en kommentar til Vietnamkrigen. Se her usle hyklere, I kan ikke acceptere en halvdød krikke, der bløder, men krigen i Vietnam har I ingen problemer med, fyfy skamme.

Kan de leve med det?

Berømmelsen var dog ikke til at tage fejl af, og værkerne blev både større og mere lumre. Thorvaldsens portrætbuster/Wasserspiegel fra 1976 er stadig en leg med objekter, nu er de blot blevet indhyllet i tunge og letgenkendelige kunsthistoriske referencer, så alle kan være med. Syv buster med grisehoveder i et Thorvaldsen-univers, spejlet i et vandbassin med alt godt fra skulptørens hemmelige værksted og påklistret messingskilte med navnene på en masse banditter.

Reduktionen af kunstneren som formidler af noget bestemt er reduceret til næsten ingenting, det Wittgensteinske univers forlader han endegyldigt, og herefter går det tilsyneladende støt ned ad bakke. Den mand, der få år før fik en flig af superstjernernes Tyskland og herhjemme lavede en række enestående film med sin kone, vil nu have folk til at stå foran et firkantet havebassin og tage stilling til, om de kan leve med den verden, der omgiver dem.

Konservatisme

Samtidig er han begyndt at sætte sig på kommunekasserne. Som en anden Disneyfilm har han taget en sample af sig selv og masseproduceret den til ukendelighed. Klassiske former og værker i forskellige materialer er blevet hans brand.

Det smitter også af på de værker, der ikke er offentlige udsmykninger. Den intellektuelle dybde bliver udskiftet med hyggelige pointer og små, søde 'stik' til den borgerlige selvforståelse. I Christian III's Gravmæle er han rigtig uartig, når han udskifter englen med en gråspurv og kongen med en kop kaffe, og i øvrigt bruger alle mulige materialer lige fra beton til træ og marmor for at sætte en tyk streg under alle de muligheder, man har nu om dage. Ja, sønnike har også så svært ved at finde ud af, hvad han skal være, når han bliver stor, og ja, jeg bliver jo heller ikke yngre, og nej, det var meget lettere dengang i de gode gamle dage, da man kun havde jern, guld eller bronze ...

Konservatismen er nu også slået endegyldigt igennem hos den tidligere venstresnoede Nørgaard, der før netop ikke hyldede håndværkstraditionen, men snarere gjorde det modsatte, hans værker var altid udført sløset og tilfældigt uden de store færdigheder.

Oprørsk outsider

Han var muligvis en kopi, da han var god, men han var en god kopi. Han gjorde de internationale tendenser til sine egne. De værker, han producerer i dag, er kun originale, fordi et helt land har udråbt dem som ypperste symbol på kunsten, selv om de har nogenlunde samme kritiske potentiale som brochurerne fra Wonderful Copenhagen.

En beundringsværdig egenskab, om ikke andet så på det strategiske plan, er hans tilsyneladende rolle som oprørsk outsider, selv om han siden han var 20 år gammel har tilhørt parnasset. Men det er en gåde, hvorfor han forlod det intellektuelle til fordel for det økonomiske.

Nørgaard er blevet for kunsten, hvad Nikolaj Lie Kaas er for filmen, et sikkert kort over for de intetanende masser i en småstat hvor man ikke har kunst for at se på det, men for at kunne sige, det er der.

Re-modelling the world. Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, København til den 24. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ove A. Laursen

Jeg stod selv og klappede i hænderne dengang hestene blev slagtet. Manden måtte have noget på hjertet.
Det havde han så også: sin karriere!