Læsetid: 4 min.

I gråzonen mellem impuls og kunst

Daniel Johnston er rockscenens forvoksede barn, og hans sange henvender sig uden filter direkte til lytteren. Hvorvidt han er psykotisk ringvrag eller rockens helt store naivist er dog op til den enkelte - i virkeligheden er han vel begge dele
I begyndelsen af koncerten akkompagnerede Daniel Johnston sig selv på 
 en bizart udseende guitar.

I begyndelsen af koncerten akkompagnerede Daniel Johnston sig selv på
en bizart udseende guitar.

Martin Bubandt

12. april 2010

Efter koncertens afslutning skulle Informations udsendte træde af på naturens vegne og overhørte derfor følgende replikskifte ved pissoiret.

Første person: »Nå, hva' syn's du så?«

Anden person: »Jeg vidste ærlig talt ikke, om jeg sku' le eller græde ...«

Anledningen var Daniel Johnstons performance lørdag aften i Store Vega, hvor han fremførte en række af sine sange, akkompagneret af det ferme hollandske ensemble Beam, et show, som efterlod denne anmelder i vildrede. Ikke kun over det, han havde bevidnet, men også motiverne for overhovedet at være mødt frem. For jo - det er hævet over enhver tvivl, at mange af Johnstons sange er endog rigtig gode. Det er lige så indlysende, at Johnston afsynger dem så pivfalsk, som overhovedet tænkes kan. Men sang han dem kun pivfalsk, ville det være lig selvpineri at tilbringe over halvanden time i hans selskab, og i et forløb, der svingede fra det rent ud gudsjammerlige til noget foruroligende og paradoksalt sublimt, rettedes blikket i lige så høj graf indad som opmærksomheden udad. For har man oplevet bipolare lidelser up front and personal, ved man, at det ikke er noget, der kan tages let på. Og derfor måske denne nagende følelse af freak-show, som indimellem bemægtigede sig Deres udsendte.

Så hvad var motivationen egentlig for at bevidne denne 49-årige mandsperson, så åbenlyst skadet af psykofarmaka - de uafladeligt rystende hænder, den af overdrevent sukkerindtag hærgede krop, det barnlige gammelmandsansigt, en konstant gnavende fornemmelse af at han altså ikke rigtig var til stede - og på mange måder en menneskelig tragedie. Svaret er måske bare nysgerrighed - men blæser i øvrigt i vinden.

For der er alligevel noget andet og mere i og på spil. At Johnston er diagnosticeret kronisk maniodepressiv, har lange perioder med diverse indlæggelser bag sig, og at han, når han momentvist er gået af sin medicin, har gjort skade på sig selv og andre, er alment kendt af hans efter fremmødet at dømme anseelige fanskare. Derudover lider han af sukkersyge og har grundet sit medicin- indtag nyreproblemer. Så da han på et tidspunkt spørger publikum: »Hvilket land er jeg i?« er det (muligvis) ikke koketteri, men snarere i tråd med en adfærd, der af flere øjenvidner er blevet skildret som venlig, distræt, pirrelig, koket, eksalteret og trist - alt sammen inden for et forløb på ganske få minutter.

>Gemen grundangst

Som sådan lægger han sig i en trist, men også fascinerende tradition inden for rockmusikken, hvor lemfældig omgang med LSD har skabt psykotiske ringvrag, som ikke desto mindre under forløbet har kreeret værker, der bliver stående. I flæng kan nævnes Syd Barrett, Brian Wilson og Roky Erickson. Og altså denne Johnston, hvis kunst er blevet emblematisk for dele af randrockens koryfæer - Butthole Surfers, Sonic Youth, Half Japanese, Nirvanas Kurt Cobain m.fl. - og hvis sange er blevet indspillet af folk som Tom Waits, Beck, Mercury Rev, eels, ja sågar vores egen Nikolaj Nørlund. Så han er altså ikke en hr. Hvemsomhelst, og trænger man ned i det efterhånden af omfang anseelige oeuvre, der befinder sig et sted i gråzonen mellem impuls og kunst, kan man ikke undgå at blive draget ind i dets særegne univers.

For Johnstons sange er uforfærdet direkte og smerteligt ærlige, på grænsen til det pinagtige. Og så opererer han med et sorthvidt, men slagkraftigt verdensbillede, hvor Satan kæmper et stadigt pågående slag med kræfter som - æhøm - Caspar the Friendly Ghost, Captain America og Johnston selv. Når han altså er i om- drejningshøjde, thi mange af teksterne omhandler den for ham helt umulige kærlighed, en gemen grundangst, en overvældende besættelse af The Beatles og ikke mindst smerten ved ikke at kunne kommunikere med sine medmennesker. Afsunget med en gribende stemme, der lyder som om den er kronisk i overgang, men også fuldstændig blottet for attitude og maner.

>En vaklende skønhed

Johnston gjorde sig først bemærket i hjembyen Austin i Texas i 1980'erne via de kassettebånd, han vederlagsfrit delte ud. De indeholdt hjemmeindspillede sange af ringest tænkelige teknisk kvalitet, hvor han til husbehov akkompagnerede sig selv på klaver eller harmonium, og hen ad vejen også et fuldstændig ubegribeligt inkompetent guitarspil. En optræden på MTV i 1985 gjorde ham semiberømt, og i 1990 producerede undergrundslegenden Kramer så et 'rigtigt' album med ham. Blandt fans er det skillelinjen mellem den oprindeligt 'autentiske' Johnston og den senere 'polerede' - en linje, der sikkert kun bliver bredere i lyset af hans seneste udgivelse, Beam Me Up!, indspillet sammen med det 11 mand store hollandske eksperimentalensemble Beam, som altså også backede ham op til koncerten i lørdags. Pladen består af både gamle kendinge - Johnston genindspiller uden blusel de samme sange igen og igen - og nye numre, og kvaliteten er vildt svingende, selv for en så lidet konsistent kunstner som Johnston. Ikke at ensemblet egentlig falder igennem, der er blot passager, hvor parterne transmitterer fra hver sin planet.

Og sådan oplevedes det såmænd også til koncerten, der indledtes med et minisæt med Johnston solo. Han akkompagnerede sig selv på en bizart udseende akustisk guitar, som han maltrakterede efter værste evne, hvorfor det var en lettelse, da Beam kom på banen. Og man må rose orkesteret for dets lydhørhed over for Johnstons idiosynkratiske vokalarbejde, men det sætter så også hans begrænsninger i grel relief, når baggrunden udfyldes med strygere, blæsere og filigran galore. Alt det finurlige og elegante og swingende, disse 11 musikere kunne, har i sidste ende uendelig lidt med Johnstons snævert ensporede og kaotisk ufiltrerede, men også varmt altfavnende vision at gøre. Ujævnt og indimellem også foruroligende - såmænd var der dog lige de der øjeblikke af en både gysende og vaklende skønhed, denne signatur så nødig vil være foruden. Men man gik ikke ligefrem opløftet derfra, det gjorde man altså ikke.

Daniel Johnston & Beam,
Store Vega, lørdag
Daniel Johnston & Beam: 'Beam Me Up!' (Hazelwood/ VME). Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu