Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Jeg er hårløs og sat til skue’

Tina Brændgaard har skrevet en beretning om at blive ramt af brystkræft. Bogen kan give andre kræftramte erfaringer at spejle sig i
Kultur
16. april 2010

»Jeg smiler og snakker, og sørger i det hele taget for at skabe så meget opmærksomhed omkring min person som muligt. Kald mig krukket, men jeg har brug for at holde fast i en eller anden form for egenart i det her system af lange gange, kølige instrumenter og hvidt i hvidt. Jeg vil ses. Som et menneske og ikke kun som en krop, der skal repareres på.«

Tina Brændgaard fik som 30-årig konstateret brystkræft. En oplevelse, hun nu har skrevet bogen Klædt af – en fortælling om kræft, håb & kærlighed om. Bogen fortæller både om det konkrete behandlingsforløb, som uinviteret fletter sig ind i et liv, der ellers var fyldt med begyndelser. I gang med at flytte sammen med sin kæreste, færdiguddannet fra medievidenskab på Københavns Universitet og klar til jobsamtale som redaktionspraktikant. Man følger hende, fra hun får fjernet dele af sit bryst over kemoterapi, skaldethed og træthed, til hun konstateres rask. Og bogen fortæller om det mentale forløb: det forløb, hvor man som patient skal acceptere kontroltabet, finde en udholdelig balance mellem at overgive sig til andres ekspertise og samtidig stadig føle sig som et menneske, komme overens med omverdenens ændrede blik og ens ændrede udseende. Værdigheden skal findes på nye præmisser. Nu er spørgsmålet ikke, hvordan håret skal sidde. Det er, om man skal vælge det lilla tørklæde eller bare vise sin skaldede isse. »… nogle gange er det sært befriende at se lortet i øjnene. Jeg er hårløs og sat til skue …«.

Samtidig trækker kræft­­-diagnosen tråde tilbage til Tina Brændgaards mor, der døde af brystkræft, da Tina var 17 år gammel. Oven i sit eget sygdomsforløb skal hun forholde sig til den sorg og magtesløshed, der er forbundet med tabet af moderen. »Det her har intet med din mor at gøre,« som en sygeplejerske på et tidspunkt siger til Tina Brændgaard. Som er sikker på, at hun er sin mors sygdomsforløb. Og i den fortælling dør man af brystkræft.

Rammer identiteten

Klædt af har et fint blik for og fast blik på, hvordan sygdom rammer identiteten lige så meget som kroppen. På, hvordan man med en kræftdiagnose bliver synlig på en ny måde. Man bliver ekstremt synlig som “den syge” og har behov for både at modsvare fortællingen om “den syge” og for selv at kunne vælge graden af synlighed. Tina Brændgaard skriver i løbet af sit sygdomsforløb en blog på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside, og når hun ikke orker at italesætte sin sygdom over for omverdenen, henviser hun folk til den. Og bogen beskriver, hvordan man forsøger at påvirke fortællingen om sig selv, fordi noget har taget fortællingen fra én: »… jeg (er) allerede i gang med at iscenesætte mig selv som den gode cancerhistorie. Det er jeg nødt til, hvis jeg ikke skal bukke under for angsten for at ende som den dårlige, den døde, min mor,« skriver Tina Brændgaard og nedfælder i journalen på Rigshospitalet, at hun er filmanmelder. Selv om hun ved, at det er en tilsnigelse. At være arbejdsløs og cancerramt er for deprimerende.

Som dokumentarbog har Klædt af den styrke, at der er tænkt over udtrykket, hvilket kan aflæses i dispositionen. Bogen er ikke lang, der skiftes bevidst og med sikker hånd scene fra moren i fortiden til Tina i nutiden, og sætningerne er korte. Og det virker som en pointe. At bogen ikke skal agere frirum til at skrive livshistorien for forfatterens før for læserens skyld. Den omhyggelighed og også litterære ambition smitter af og gør, at man som læser kvitterer med øget opmærksomhed i sin læsning.

Alligevel giver det god mening, at der i pressemeddelelsen står, at bogen er tænkt som en historie om håb for syge, pårørende eller nogen, der på anden vis har mistet. Trods det, at bogen rammer nogle almene eksistentielle pointer og hæver sig fra det konkrete sygdomsforløb, letter bogen ikke som litteratur. Læsningen bærer af og til præg af at træde ind i et intimt rum, der er forbeholdt andre sygdomsramte. Og sproget er trods omhyggeligheden og en tydelig ambition om noget andet generelt lidt floskeltungt og præget af for hyppig brug af skyggende adverbier og adjektiver. Bogen er først og fremmest skrevet til andre sygdomsramte.

Og det er bogens primære styrke: at fungere som en fortælling, andre kræftramte og pårørende kan spejle sig i og finde håb og genkendelse i, i en situation fyldt med ensomhed. Ikke mindst genkendelse i de følelser, der føles skamfulde. F.eks. følelserne af jalousi over, at andre går og svinger deres lange hår og får børn, mens Tina Brænd­gaard­ selv går og er i fare for at miste sin fertilitet på grund af behandlinger, og irritation over ikke at kunne alt det, man gerne vil. Det er ikke mærkelige tanker. I del to af bogen fortæller Tina Brændgaard om, hvordan hun samtidig med sin kemoterapi træner til og gennemfører et maratonløb sammen med andre kræftramte. En fortælling, der kan vise andre kræftramte, at man godt kan leve med sin sygdom og nå ekstreme mål samtidig. Og at tilbuddene er derude.

Fortællinger kan give en oplevelsen af ikke at være alene. Jeg tror, at Tina Brændgaards fortælling kan være med til at mindske en ætsende ensomhedsfølelse i, hvad der fremstår som et ofte surrealistisk sygdomsforløb. Og endda give håb.

kultur@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her