De underlige børn har altid været der. Men i vores psykologifokuserede tid fylder de mere end nogen sinde med deres adfærdsproblemer og halve diagnoser. Skoler og forældre bekymrer sig. Er det ADHD eller OCD, Tourette eller Asperger? Eller er det bare livet - eller forældrene? Men hvordan er det egentlig at være det mærkelige barn, sådan indeni?
Den tanke optager tydeligvis børneteatret lige nu. Synsvinklen er altså vendt, så teaterforestillingerne fortæller om at være anderledes, set fra barnets side, ikke bare fra de voksnes. Og det giver kuldegysninger og eftertanke.
Så mobber jeg bare
Med stykket Mærkelig har dramatikeren Jesper Bræstrup Karlsen igen præsteret en tekst, der kryber ind i den skumle del af samvittigheden. For har man som relativt 'almindelig' nogensinde forstået dette her med ikke at være helt som de andre?
Team Teatret og instruktøren Mikael Helmuth har fortolket Mærkelig, så angsten for at være anderledes vitterlig forplanter sig til tilskuerpladserne. For der er jo noget mærkeligt over de fleste af os. Så når drengen ikke kan holde ud, at hans lillebror er handicappet, kan man vel godt forstå det. Og inden forestillingen er omme, kan man også sætte sig ind i, at frygten for en særling nede i et ensomt hus lidt væk fra skolen, er nok til at gøre børn til hverdagsmobbere i skolegården - og til mordere i fantasien. For Oliemanden sætter sære oliemærker, siger folk. Og mærkelighed smitter. Ganske bestemt.
Forestillingen er vildt avanceret - og samtidig præcis til de 10-12 åriges univers. Hver replik er nødvendig. Og Heine Grove Ankerdal spiller drengen, der er så bange for at blive smittet med mærkelighed, at man som tilskuer næsten også føler smitten klø i håndfladerne. Samtidig spiller Anne Karina Nikolajsen så kontant som pigen i 5.a, at Uffe Kristensens fraskilte krisefar netop får den voksnes selvoptagede handlingslammelse, som gør barnets angst endnu større - og endnu mere usynlig. Fordi det bliver så tydeligt, at de voksne overhovedet ikke fatter, hvor meget tankerne om det unormale egentlig fylder hos børnene.
Tidligere på sæsonen instruerede Maria Vinterberg den hårrejsende forestilling Amokløb om teenagere, der går grassat på skoler og bliver til massemordere; selvfølgelig fordi de har det elendigt med sig selv. Det var også på Team Teatret. Og på Jako-Bole Teatret i Aalborg viste Leiv Arne Kjøllmoens forestilling Fordampet noget om, hvordan det er at skulle leve med hypersanselighed og ADHD konstant. For hvordan er det at komme til at hoppe hele tiden eller lave tics? Og hvordan er det at være bange hele tiden?
Randers Egnsteaters nye forestilling Gerda og Aksel skildrer en pige, der blev mærkelig, dengang hendes lillesøster døde. Og Morten Bo Kochs dramatikerdebut går ind i barnelogikkens overlevelsesevne, hvor trangen til at løbe væk bliver en ulykkelig fortrængning. Indtil altså at pigen bliver fundet og langsomt får sin hukommelse tilbage. Solveig Weinkouffs iscenesættelse rammer skolestarternes drøm om bare at rejse til verdens ende, men også deres håb om at gensamle en familie. Og samtidig skaber Lone Rødbroe et skægt portræt af krudtuglen, der fik alt for meget ansvar af sin mor - og den elskelige Morten Bo Koch dyrker selv den præcise madpakkeudpakningskunst som den hyperkontrollerede jakkesætsvoksen, der har måttet slette al barnlig glæde inden i sig for at kunne klare savnet af sine søstre.
Så gør jeg det selv
Selvfølgelig er ikke alle forestillinger besat af det underlige. Men mange fokuserer på børns evne til at forstå ting, som voksne ikke fatter. Teater Portamentos og skuespilleren Henrik Paludans fortælleforestilling Jernmanden handler godt nok om et fantasimonster, der besætter Jorden. Men netop fordi forestillingen hele tiden fortælles fra barnets synsvinkel, trænger barnets handlekraft igennem - og sejrer.
Andre forestillinger har den voksne nørd i centrum, altså det barn, som aldrig blev forstået, og som derfor er blevet mærkelig. Trio fra Barkentins Teater er en skøn smileforestilling om drengen med den ulidelige mor, der ikke ville give ham lov til at få den hund, han ønskede sig så brændende. Først som midaldrende, kejtet mand tager Ole Barkentins herligt stædige musiker affære, så både børn og voksne jubler over et firbenet vidunder...
Martha fra Teater Vestvolden handler om en kvinde, der har forskanset sig i et hus på stranden med adgang forbudt-skilte overalt. Og Heidi Katzenelsons rasende krop viser, hvor meget der skal til, før hendes vrede og forbitrelse kan vendes til tillid igen; ikke mindst takket være Thomas Danielsens charmerende gåsedukkeføring. For kærlighed skal der til, hvis det mærkelige skal være til at leve med.
Også i teatret. De mest interessante forestillinger viser børnenes egne oplevelser med at være anderledes - og at børnene ofte selv har nøglen til løsningerne. Fordi ungerne forstår det mærkelige bedre end de voksne.
Mærkelig. Tekst: Jesper Bræstrup Karlsen. Iscenesættelse: Mikael Helmuth. Scenografi: Thomas Ravnsgård. Dramaturgi: Dorthe Skøtt Bébe. Team Teatret i Herning. 10-14 år. Turné. www.teamteatret.dk
Gerda og Aksel. Tekst: Morten Bo Koch. Iscenesættelse: Solveig Weinkouff. Scenografi: Filippa Berglund. Musik: Bjørn Christensen. 6-12 år. Til 23. april samt turné. www.randersegnsteater.dk
Jernmanden. Tekst: Efter Ted Hughes novelle. Konsulent: Øyvind Kirchhoff. 6-12 år. Turné. Teater Portamento.
Trio. Tekst: Holdet. Instruktion: Kurt Bremerstent. 6-12 år. www.barkentins-teater.dk
Marta. Tekst: Instruktion: Bjørn Birch. Scenografi: Karen Tennent. 4-8 år. www.teatervestvolden.dk
