Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Jazzmusikere på randen af et nervøst sammenbrud

En del danske jazzmusikere forlader scenen i frustration, men der er nok af dem tilbage til at glæde sig over deres mangfoldighed
På 'Humilitas' optræder Carsten Dahl med en ny kvartet, Experience, og her udforsker han et univers af delvist fri improvisation i ekspressionistiske rammer.

På 'Humilitas' optræder Carsten Dahl med en ny kvartet, Experience, og her udforsker han et univers af delvist fri improvisation i ekspressionistiske rammer.

Erik Refner

Kultur
9. april 2010

I de senere år har man kunnet se flere og flere danske jazzmusikere, også af dem, vi kalder 'fremtrædende', forlade scenen i frustration. Begrundelserne har spændt fra almindelig hjælpeløshed over for den ligegyldighed, et stort publikum udviser over for kompleks musik, over manglen på jobs, fordi krisen især kradser på spillestederne, til mere iboende, personlige kriser hos de pågældende. Nogle af dem har heldigvis kæmpet sig tilbage - Bob Rockwell kan igen høres i København, og pianisten Kasper Villaume har også været på plakaten et par steder (for nu at nævne et par af de stærkest savnede) - men så er der også en gruppe, der forbliver på scenen, men som kan karakteriseres som 'jazzmusikere på randen af et nervøst sammenbrud'.

Til den gruppe hører pianisten Carsten Dahl, og når jeg tør præsentere ham sådan - med henvisning til en elsket, spøjs filmtitel - er det ikke fordi jeg har nogen ret til at bagatellisere, endsige gøre grin med de kriser hos denne fænomenalt vidtfavnende pianist, der medvirker til, at en del steder knapt tør hyre ham pga. risikoen for et afbud i sidste øjeblik. Når jeg tør, er det fordi han med mellemrum selv taler meget åbenhjertigt om sine personlige problemer, og fordi han i forbindelse med udgivelsen af sin nyeste cd, Humilitas, har sat spot på et musikalsk/eksistentialistisk problem, der også anes i musikken: Carsten Dahl kan for meget. Han kan - og gør - alt det, han bliver bedt om: akkompagnerer færøske sangere, indspiller standards for japanske producere, spiller hancock'sk med Ginman & Blachmann, spiller jarrett'sk solo, forbereder sig på Bachs veltempererede (på femte eller sjette år) og en hel del andet. Men midt i denne tilsyneladende succes indser han så, at der ikke er nogen, der beder ham om at skabe det, han helst selv vil: det uprøvede. Alle vil i stedet ha' noget af alt det, de ved, han kan, og så opstår der blokeringer. Han tror ikke på sig selv og ryger ned i dybe huller; alt sammen gengivet - summarisk, indrømmet - fra hans egen beretning til DRs P2 for nyligt.

Ikke desto mindre har man lov at tro, at Humilitas er et udtryk for Dahls inderste. Her optræder han med ny kvartet, Experience, hvis anden hovedfigur er altsaxofonisten Jesper Zeuthen, og her udforsker han et univers af delvist fri improvisation i ekspressionistiske rammer, som ikke mindst trommeslageren Stefan Pasborg mesterligt er med til at levere - et univers, der snarere end nogen af de nævnte er forbundet med Ornette Colemans oprindelige kvartet eller med Jarretts nu snart 35 år gamle kvartet med amerikanske Dewey Redman. Det er lyden af disse, vi hører, men det er de fire musikeres egne temaer (bassisten Nils Davidsen leverer også), der danner grundlaget, og det er spændingen mellem Zeuthens forrevne fraser og klagende tone og på den anden side Dahls søgen indad i harmonierne med al sin klassiske dannelse som ballast, der gør det til en meget vellykket cd - også selv om man med Dahls egne udsagn in mente hele tiden må spørge: Er han virkeligt 100 procent til stede i denne musik? Efter en kort tøven ender jeg med at svare ja.

Søgen efter det melodiske

En altsaxofonist med en lige så imponerende volumen som Zeuthens er amerikanske Dick Oatts, på det seneste partner i flere sammenhænge med den i New York bosatte danske pianist Søren Møller, også på Møllers netop udgivne Christian X Variations. Oatts har et lige så gennemtrængende cry i sin tone som Zeuthen, men bruger det i mere konventionelle sammenhænge. Melodisk skaben står forrest hos ham, ligesom det gør hos Møller, hvis efterhånden kendte afhængighed af ostinater heller ikke fornægter sig her. Møller skriver desuden godt, men netop hans og især Oatts' uopholdelige søgen efter det melodiske løsen kan give musikken et febrilsk, pauseløst præg, selv om den strukturelt brydes op af Møllers ret virtuose brug af en klassisk blæserkvartet.

På cd'ens cover får vi ikke så mange detaljer om, hvad det er hos Chr. X, der har fascineret Møller, som vi gjorde mundtligt, da han i sommer præsenterede projektet ved en festivalkoncert på Gråbrødretorv, og det er nok meget godt, for hvis man vil nøjes med at huske Chr. X's måde at få tyskerne til at frafalde kravet om, at danske jøder skulle bære Davidsstjernen, og glemme hans rolle under Påskekrisen, så kan man også mere uhindret værdsætte musikken.

Også musikken på pianisten Peter Rosendals Pica-Pau blev første gang præsenteret ved samme festivalkoncertrække som Møllers og med støtte fra Danske Jazz-, Beat- og Folkemusik Autorer, der gerne ville have nyskreven musik frem på scenen. For Rosendals vedkommende endte det med en række stykker med brasiliansk påvirkning (og portugisiske titler). Noget af det kom faktisk fra hans skrivebordsskuffe, hvor det havde samlet støv, men hvis der ligger mere dér, må han gerne komme frem med det nu.

Rosendal skriver, som han spiller: med let hånd. Nej, ikke letfærdigt, men med en mygt dansende undertone, uden at der mangler punch. Choro og samba er et univers, han udtrykker sig helt naturligt i. Vi besnæres uden at blive kørt over, og vi føler, vi har fået en dansk mini-Villa-Lobos, når vi hører ham også sætte sin klassiske baggrund ind i projektet. Det er på én gang yndefuldt og komplekst, og Rosendal støttes forbilledligt af sine tro væbnere, bassisten Graig Earle og trommeslageren Janus Templeton, samt i udvalgte numre af den brasilianske klarinettist Paolo Moura, guitaristen Jacob Fischer og Hans Ulrik, hvis sprøde tenortone og floskelfri, omhyggelige frasering igen må glæde. Som det i øvrigt også er tilfældet på Ulriks udgivelse sammen med bassisten Jesper Bodilsen, trommeslageren Anders Mogensen og den amerikanske pianist George Colligan, The Meeting. Kvartetten afsøger her mulighederne i tre velprøvede standards og en håndfuld egne temaer uden at presse metrene længere, end at vi kan genkende dem, og ud over Ulrik imponerer Mogensen med magtfuldt trommespil.

Rosendals partner, Jacob Fischer dukker også op som partner for den svenske pianist Jan Lundgren i en række temaer af Andre Previn på We Like Previn, en hjertesag for den svenske tandlæge og amatørproducer Torgil Rosenberg. Det er et projekt, der måske kunne have været mere interessant, hvis det havde været lidt uperfekt her og der. Men ingenting er uperfekt, når Fischer og Lundgren spiller begavede, fantasifulde soli over Previns evergreen-pasticher, af hvilke jo i hvert fald »You're Gonna Hear From Me« selv har opnået status som semi-standard. Den frydefuldhed, i hvert fald denne anmelder kan føle ved Fischers og Lundgrens modulationer, skæmmes dog lidt af et alt for lidt udfordrende spil af bassisten Hans Backenroth og trommeslageren Johan Löfcrantz og en alt for musicalagtig måde at nærme sig disse sange på af den ligeledes svenske sangerinde Vivian Buczek. Hvorfor lod tandlægen dog ikke Fischer og Lundgren spille denne musik som duetter?

Moderat løssluppent

Termen 'for artig' melder sig også, når man ser på tre danske pianisters møde med det japanske cd-publikum. Niels Lan Dokys Return to Denmark, Magnus Hjorths Someday og Henrik Gundes Dark Eyes er alle helt eller delvist japansk producerede og henvender sig til et japansk publikum, som mener, at jo oftere nutidens pianister kan give mindelser om Bill Evans, eller jo mere de spiller af hans repertoire - d.v.s. primært 'Den Store Amerikanske Sangbog' - jo bedre. Enhver, der vil sige, at disse danske musikeres eventuelle individuelle forbilleder er nogle andre end Bill Evans, kan jeg gerne give ret (Gunde er jo bl.a. en glimrende Erroll Garner-imitator, senest på en cd udelukkende med Bent Fabricius-Bjerres musik), men selv om vi ved, at de kan andet og mere, så falder de og deres ledsagere på disse udgivelser alligevel ind under begrebet 'den kun moderat løsslupne standardtrio'. Dog, selv underlagt denne japanske sordin slipper der alligevel attraktive detaljer igennem: Dokys hyldest til Duke Jordan, Hjorths kispusagtige afvikling af Monks »Ask Me Now« og Gundes særdeles dobbelt- tydige »From Esbjörn's Point of View« - en hyldest til den da netop afdøde unge svenske Werther eller en afklædning af samme Werthers ulidelige lethed?

Ulideligt let er det bestemt ikke at høre guitaristen Torben Waldorffs amerikanske kvintet på endnu en ny cd fra det musikerstyrede selskab, ArtistShare, American Rock Beauty. Cd'en rummer en del rockelementer, men titelnummeret er nu en hjerteskærende ballade, hvori der spilles stort af både Waldorff og af kvintettens anden hovedperson, tenorsaxofonisten Donny McCaslin. Waldorff og McCaslin har efterhånden fået fordelt rollerne mere tydeligt mellem sig. Danskeren tager sig af den mere motiviske og den mere impressionistiske del af udtrykket, mens superekspressionisten McCaslin sørger for de mere gennemtrængende budskaber i alle registre, dog uden, lige så lidt som Waldorff, at tabe det melodiske af syne.

Waldorff imponerer både som komponist med et mere reflekterende melodisk spil, end jeg mindes tidligere, og med en usædvanlig stærk udtryksfuldhed i det lave register, og han tager sin rolle som kapelmester meget alvorligt ved at tildele McCaslin mere afmålt plads, end mange andre ville gøre med denne hvirvelvind.

Stramme tøjler

Det klæder musikken overmåde smukt, at McCaslin er i stramme tøjler, og stramme tøjler er også en af hemmelighederne bag den frodighed, der præger komponisten og orkesterlederen Jakob Davidsens musik.

Det, der udløser frodigheden på Davidsens seneste cd med sin gruppe, Mangfoldighed, er det stik modsatte: ørkenen. Music From the Desert er Davidsens fantasifulde tolkning af dét sted, hvor intet andet end musikken vil gro. På trods af at han efter eget udsagn aldrig selv har sat benene i en ørken, udløser han på den mest fascinerende organiske vis musikalsk spændingen mellem på den ene side goldhed og stilhed og på den anden voldsomheden, når elementerne raser. Den mangfoldighed, der kommer af Davidsens eget sjældne talent for at strukturere musikken og af hans musikeres personlige farvning af den, forhindrer, at vi kan tale om programmusik. Alle ørken- sekvenserne indeholder deres egne indbyggede overraskelser, og samtidig har Davidsen sat intermezzi ind, som ikke er skrevet med hovedtitelen i baghovedet.

I septetten erstatter Peter Fuglsang, overvejende på klarinet, den hidtidige trompetstemme. Det giver komponisten nogle helt nye klangmuligheder, og samtidig spiller Fuglsang nogle af værkets mest overbevisende soli, uden at der bliver mindre plads til Iain Ballamys ekspressive tenorsax eller Peter Danemos exceptionelt fint afstemte trommespil.

Jakob Davidsen har hidtil hørt hjemme i crossover-musikken, når der skal uddeles nationale musikpriser. Med den rummelighed, der er og bør være i jazzbegrebet i dag, ville det være naturligt, at han rykker derover. Gerne allerede ved den næstfølgende prisuddeling. Han vil stå langt fremme i køen af dem, der skal afhente statuetter.

Carsten Dahl Experience: Humilitas (Storyville) Søren Møller: Christian X Variations (Gateway) Peter Rosendal: Pica-Pau (Stunt) Ulrik/Colligan/Bodilsen/ Mogensen: The Meeting (Blackout) Jacob Fischer/Jan Lundgren: We Like Previn (Violenza) Niels Lan Doky: Return to Denmark (Bro Recordings) Magnus Hjorth: Someday (Cloud) Henrik Gunde: Dark Eyes (Marshmallow) Henrik Gunde: Plays Bent Fabric (Stunt) Torben Waldorff: American Rock Beauty (ArtistShare) Jacob Davidsen: Mangfoldighed III/Music From the Desert (Gateway)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her