Læsetid: 3 min.

Kævlets kælenhed i novelleform

Vil Georg Metz' nye noveller celebrere eller persiflere det selvgratulerende ævl, indre og ydre, som deres personer uhjælpeligt drukner i?
29. april 2010

Georg Metz, klummeskribent på Information og kortbærende kulturradikal, udgiver sine bøger på det markeret populistiske forlag, der akkurat hedder People's Press; hvilket på den anden side ikke er mere mærkeligt end, at Søren Krarup udgiver sine bøger på kulturelitens forlag, Gyldendal.

Men hvad er så pointen - og hvor er realismen? - i novellen »Brevet til Gertrud« fra Georg Metz' nye novellesamling Afsked før ankomsten, hvor en forlagsredaktør refuserer et manuskript, fordi dets socialrealisme er for venstredrejet og dermed for gammeldags i forhold til de nye politiske vinde?

Har Metz kendskab til skønlitterære forfattere, der har fået afvist deres manuskripter på grund af kulturradikalisme? Har han selv haft problemer med sin kulturradikalisme på People' Press? Og er det derfor, at de politiske markeringer og udfald i den nye bog er så forholdsvist neddæmpede i forhold til de satiriske pamfletromaner Et frisk pust, 2005, og Under messen, 2006?

Jeg tror, at Metz er ret ligeglad med set-up'ets realisme i »Brevet til Gertrud«; den realisme, han tripper på, er 1:1-gengivelsen af redaktørens højredrejede ævl, som da også lyder fuldstændig naturtro, bare ikke af højredrejet ævl anno Lars Løkkes 2010, der jo nemlig er langt mere lumsk, men af ideologisk renfærdigt og aggressivt ævl anno begyndelsen af Foghs regeringstid, mest eklatant i henvisningen til USA: »Der blæser en forandringens vind over landet, ja måske i hele Europa, og stærkest blæser den i Amerika. Nye folk står på spring og har ikke i sinde, når de først har fat, at lægge fingrene imellem«. Skal det virkelig forestille at være Obama & co.?

I novellen »Mellem venner i dagene efter« på 40 sider er den samlingens suverænt længste, er tiden helt konkret skruet tilbage til dagene efter Foghs magtovertagelse i 2001: Et selskab af kendte, magtfulde og velhavende 68'ere sidder og bitcher over den nye regering, da pludselig et hidtil tavst ægtepar undsiger den kulturradikale konsensus og hylder de nye magthaveres populisme; ved aftenens slutning er flere medlemmer af selskabet skræmt over til den anden side, mens de standhaftige, heriblandt den Metz-lignende kulturpave Janus Hertz, sidder tilbage som tidsåndens tabere (men Metz er da ikke blevet et dyt mindre mediesynlig i de ni år, der er gået, og han udkommer på People's Press).

Hold kæft, hvor er det dødkedeligt at læse. Og kedeligere end det gammeldags, højredrejede ævl, som Metz i det mindste selv finder det et trip at gengive, er det venstredrejede ævl i novellens første halvdel, som han jo er helt enig i og derfor selv keder sig ved at gengive (otte år for sent).

Det bliver ikke meget bedre, når Metz gengiver aktuelt ævl, som i novellen »Værdiernes grundlag«, om en ambitiøs, ensom kvinde, der bliver ansat til formulere værdigrundlaget for en fremstormende it-virksomhed (som skal ligne hvilken virkelig én monstro?): Det ligner i ét væk, men det ligner kedeligt.

Der er to centrale problemer nemlig, ud over utidigheden, i Metz' gengivelser af ævl: For det første uforholdsmæssigheden, her er Scherfigs skarpe saks alvorligt savnet, og for det andet: Anonymiteten, det lyder ikke karakterfuldt som de personer, der i fiktionen ævler ævlet, men heller ikke som den forfatter, Metz, der forfatter ævlingen af ævlet; det er blødt æltet, generaliseret ævl.

Den store ævlemester

Mens jo faktisk Metz' klumme-ævl i Information lyder umiskendeligt idiosynkratisk som Metz, fordi han dér hyperspecifikt og døgnaktuelt, med ét ord: akut, ævler i eget navn. Den store ævlemester i dansk prosa er Klaus Rifbjerg, i hvis tekster alle som én ævler med samme energiske og nydende schwung. Hos Rifbjerg kommer ævlet så godt som altid op at køre. Det gør det alt for sjældent hos Metz, der tydeligvis, erkendte eller uerkendt, har Rifbjerg som novelleforbillede.

Det ser man især i samlingens ikke-satiriske, indre ævlende noveller, som f.eks. »Når først det regner«, om en mand, der mistænker sin kone for utroskab, i »Den sikreste sans« om en mand med en fantastisk stedsans, der alligevel farer vild, i »Fratrådt« om en mand, der bliver fyret; disse kriseramte mænds ævlen og kævlen med sig selv gengives velskrevet og fintfølende, men også skrækkeligt forudsigeligt, fordi ævle-kævle-gengivelsen aldrig, som hos Rifbjerg, bliver et sprogligt - og dermed også erkendelsesmæssigt - eventyr, for hverken forfatteren eller læseren. Jeg livede et stykke op fra min traurige nedævling, da jeg læste den næstsidste novelle, »Den påtvungne partner«, om en akademiker, der meget mod sin vilje indtages af en højlydt, kvindelig kollega, her leveres solid, perlende komedie,

Og i et helt andet toneleje, et elegisk vel ligefrem, lykkes også den sidste novelle, »Svanesang«, om en døende koncertpianist: Det er sgu forfinet ævl!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu