Læsetid: 3 min.

De kaldte hende Månestråle

Krigen i Afghanistan handler om meget andet end at slå talebanere ihjel. I bogen fortæller en ung dansk soldat, hvordan hun i løbet af tre år var med til at stable en afghansk kvinde-bevægelse på benene i Helmand
7. april 2010

De kaldte hende Paluasha. Det betyder Månestråle på pashtu. Og der er ingen tvivl om, at den unge danske officer Anne-Cathrine Riebnitzsky har været et livgivende lyspunkt for Helmands kvinder. Med penge fra Danmark har hun været med til at give provinsens kvinder en politisk stemme og åbnet for, at mange hundrede afghanske kvinder i dag har fået mulighed for at tjene deres egne penge og dermed også mere selvstændighed i den ekstremt konservative pashtunske kultur. Anne-Cathrine Riebnitzsky har med andre ord gjort en forskel.

I Kvindernes Krig fortæller hun med stor begejstring og indlevelse om arbejdet med de afghanske kvinder og giver samtidig læseren et unikt indtryk af de mange andre facetter, som krigen mod Taleban også har. Hun fortæller om hønsehold, syprojekter, pigeskoler, kvindeshuraer og om den historiske dag, da flere hundrede burkaklædte kvinder gik igennem byen i total tavshed i hidtil uhørt protest mod kvindernes forhold.

Den gode krig

Det kritiske og selvkritiske blik skal man dog lede længe efter i Riebnitzskys bog.

I et enkelt tilfælde har den unge officer og udviklingsrådgiver dog været i tvivl om sit virke. Det er da den højgravide Nargiss, som Anne-Cathrine Riebnitzsky har brugt som meddeler, bliver skudt ned på åben gade. I dagene efter Nargiss død overvejer Riebnitzsky for alvor, om det nu også har været en god idé at bruge den unge kvinde som spion. Nargiss har løbende leveret efterretninger til de danske styrker om Talebans aktiviteter i og omkring den landsby, hun bor i. Og oplysningerne har bl.a. ført til beslaglæggelsen af et større våbenlager.

»En af de modigste kvinder, jeg har kendt. Hun påførte Taleban store tab, men betalte en høj pris,« skriver Anne-Cathrine Riebnitzsky. Ja, det må man sige. Både Nargiss og hendes ufødte barn døde.

Det er i det hele taget ikke i Kvindernes Krig, man skal lede efter oplysninger om den mindre charmerende side af den danske krigsførelse. Her er ikke et ord om den lokale politichef, som danskerne i årevis har været med til at holde ved magten, selv om han var mistænkt for at være en af Helmands store narkobaroner.

Der er ikke et ord om den selvbestaltede militsleder Mullah Daoud, der for tusindvis af dollar beskytter den danske lejr med metoder, vi intet kender til. Der er heller ikke noget om de danske jægersoldater, der med mellemrum hentes til Helmand for at skyde Taleban-ledere og bombemagere i nattens mulm og mørke, om de civile tab, forsvaret glemmer at orientere offentligheden om, osv osv.

Anne-Cathrine Riebnitzsky er en stor tilhænger af Afghanistankrigen - og det skal hun vel også være som officer og rådgiver for Udenrigsministeriet. Men som læser sidder man tilbage med et glansbillede, som er vanskeligt at tro på.

Gensidig respekt

Det er ikke fordi, Kvindernes Krig er rosenrød. Tværtimod. Der er masser af dybfølt både sorg og medfølelse fra Anne-Cathrine Riebnitzskys side. Både over for de afghanske kvinder, som hun fortæller om og helt tydeligt både respekterer og holder af. Og over for de danske soldater, som hun ser kæmpe og dø i krigen mod Taleban.

Anne-Cathrine Riebnitzsky mister flere af sine gode kolleger i Helmand og betaler selv en høj følelsesmæssig pris for sine ophold i Af-ghanistan. Med daglige fodpatruljer, kontant risiko for at falde i baghold eller gå på en vejsidebombe er hendes indsats et stort psykisk pres, som må afkræve respekt fra enhver.

Adskillige frontberetninger fra Helmand har efterhånden set dagens lys, og blandt dem hører Anne-Cathrine Riebnitzskys absolut til de mest interessante. Først og fremmest på grund af de afghanske kvinder, hun præsenterer os for. Men det ville unægteligt have været væsentlig mere interessant at lade dem komme til orde i stedet for at skulle bruge tid på Riebnitzskys tirader mod bl.a. medierne, der i hendes optik ikke har forstået en meter af, hvad det vil sige at være i krig.

Soldaterne hader pressebesøg, medierne forstår ikke, hvor frustrerende det er for soldaterne og deres pårørende hjemme i Danmark at læse historier, der sætter spørgsmålstegn ved, om indsatsen nytter, osv.

At krigen nytter, er Anne-Cathrine Riebnitzsky ikke et øjeblik i tvivl om. Og når man har læst de 287 siders beretning om Gulalay, Fawzia, Fatima og alle de andre kvinder, som er Afghanistans virkelige helte, håber man inderligt, at hun har ret.

Kvindernes krig. Af Anne-Cathrine Riebnitzsky. Politikens Forlag. 288 sider. 259 kroner. Er udkommet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu