Læsetid: 3 min.

Klodernes kamp i Koncerthuset

Ungt spansk dirigenttalent scorede højest hos Carl Nielsen
12. april 2010

Dette forår bringer fortsat nye unge ansigter på dirigentpodiet i DR's Koncerthus, og som forskræp følger det ene superlative cv efter det andet. I sidste uge var det den 32-årige spanier Pablo Heras-Casado, som store europæiske operahuse og amerikanske eliteorkestre til- syneladende kappes om. Han gik frisk til Radiosymfonikerne kun bevæbnet med sine hænder, altså uden dirigentpind, og selv om aftenens hovedprogram voldte ham en hel del vanskeligheder, efterlod han et så sympatisk indtryk, at man gerne vil høre ham igen.

Det første var mærkværdigvis det bedste. For hvordan går det til, at en ung spanier i den grad føler sig hjemme i et stykke som Carl Nielsens Pan og Syrinx? Det er fantastisk musik og stort set ukendt for de fleste danskere. Den ni minutter lange naturscene veksler mellem soli, sart kammermusik og heftige orkestertutti. Tonesproget er ret avanceret, til tider spilles der i flere tonearter samtidig, de solistiske replikker er ofte vildt fabulerende, især i klarinetten ved gruppens nye finske ankermand, Olli Leppäniemi, som er en kæmpe gevinst for orkestret. Men cello, bratsch, engelskhorn og fløjte var også på toppen, og når det var påkrævet, styrede Heras- Casado den lille hyrdeguds erotiske jagt på nymfen med temperament og plastisk akkuratesse.

Chopin i metermål

Chopin fylder 200 i år, og det var vel anledningen til, at hans klaverkoncert i f-mol stod på programmet. Det var ærgerligt, for man havde ikke engageret de rette protagonister til denne hyldestfest.

Hovedpersonen, tyrkeren Hüseyin Sermet, udtalte i et radiointerview torsdag aften, at han skam ikke var Chopin-pianist, og det måtte man give ham ret i. Han spillede sådan set udmærket, men det havde blot ikke meget med Chopin at gøre. Sermet forcerede de 30 minutters pianistiske terrænløb ved konstant at krybe over, hvor gærdet var lavest, så alt blev en ensartet, grå masse ottendedelsnoder. Hvorfor man undervejs ønskede, at koncerten bare ville være højst halv så lang.

Han havde ikke blik for de mangfoldige farver, disse svimlende luftture op ad klaviaturet gemmer på. For Chopins uendelige sang, udsmykket af et beåndet og finmotorisk katalog af improvisatoriske ornamenteringer, skræddersyede til instrumentet og med tydeligt slægtskab til operaens verden, den italienske bel canto-stil, der på Chopins tid var den altdominerende. Hvilket turde være særligt fremtrædende i larghettoens passionerede recitativ i begge hænder med det åndeløst skælvende orkester. Heller ikke Heras-Casado havde gravet sig ned til partiturets undertekster, ofte lød orkestret tungt savende, og de mange udholdte strygerklange lå livløse hen under solistens tirader. Det var kort sagt ingen fest.

Ikke i skabet

Gustav Holsts orkestersuite Planeterne kræver en eminent og erfaren pultvirtuos, og så langt er den unge spanier endnu ikke kommet. Ansvaret for denne middelgode opførelse må ubetinget lægges på hans spinkle skuldre, for hans uskarpe direktion uden pind fik alt for mange detaljer til at vakle, flere af orkestergrupperne lød decideret usikre.

Den indledende sats om Mars er en formidabelt konciperet krigsmaskine i 5/4-takt, som især bliver virkningsfuld ved et sejt crescendo op til gigantiske messingudladninger. Men orkestret blev ikke holdt fast i en skruestik, og de dissonante brøl larmede bevidstløst frem for at vælte salen med kosmisk vælde.

Der er mange ting, som skal sidde i skabet i denne orkestersuite, og det skortede det på. Den bevingede budbringer Merkurs kviksølvagtige rytmik haltede, og trods en god portion entusiasme hang de tre markant forskellige afsnit i det store hit, glædesbringeren Jupiter, ikke sammen.

Det var ellers her, publikum på plus 60 sad og svømmede hen, da John Danstrup dukkede op på den indre tv-skærm i DR-monopoldagenes Horisont, som brugte de indledende takter som signatur. Nej, det var klodernes kamp for en højere styrelse, man var vidne til, men én gang er trods alt ingen gang. Kom igen, Pablo, og gerne med Carl Nielsen.

Gentagelse af Torsdagskoncerten den 9. april i Koncerthuset. Carl Nielsen: Pan og Syrinx. Chopin: Klaverkoncert nr. 2. Gustav Holst: Planeterne. Hüseyin Sermet (klaver). Dirigent: Pablo Heras-Casado

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu