Læsetid: 3 min.

Kvinder, vin, sang og ramasjang

Overraskelser i ærmet redder Joann Sfars biografiske film om Serge Gainsbourg fra at ende som blot endnu en film om et ustyrligt og selvdestruktivt kreativt geni
Skandalemager. Det er   navnlig i skildringen af Gainsbourgs alt andet end rosenrøde selvopfattelse, at instruktøren Joann Sfars evne til at tænke ad af boksen skinner igennem.

Skandalemager. Det er navnlig i skildringen af Gainsbourgs alt andet end rosenrøde selvopfattelse, at instruktøren Joann Sfars evne til at tænke ad af boksen skinner igennem.

SF Film

29. april 2010

Alle ansigter er unikke, men nogle er unægteligt mere unikke end andre. Frankrigs store poet, musiker, levemand, lidderbuk, klovn og skandalemager Serge Gainsbourg (1928-1991) var indehaver af et fjæs af den sjældne slags, der trækker bukserne ned på begreber som smuk og grim. Og i skuespilleren Eric Elmosnino har man mod alle odds fundet en mand med et ansigt, der faktisk ligner den ægte vare.

Små 20 år efter sin død huskes Serge Gainsbourg blandt andet for et yderst veludviklet talent for at spille på sproglig dobbelttydighed. Men hans person og personlighed er mere berømt og berygtet end hans værker.

Gainsbourg gik hverken med livrem eller seler. Han gik derimod i den grad om bord i livet: Drak, røg og horede som var der ingen morgendag.

Sexbombens entré

Den livsstil er godt drama, men også efterhånden meget velkendt drama. Ikke mindst derfor er det klogt af Joann Sfar, en tegneserieskaber, der her debuterer som filminstruktør, at ty til overrumplende, lettere absurde, men samtidig meningsmættede greb undervejs. Hvad de greb nærmere går ud på, skal ikke røbes her, ud over at de bestemt gør sig fortjent til betegnelsen 'filmmagi'.

Det er navnlig i skildringen af Gainsbourgs alt andet end rosenrøde selvopfattelse, at Sfars evne til at tænke uden for kassen skinner igennem. Skønt Gainsbourg følte sig som den grimmeste mand i byen, var kvinderne på ingen måde immune over for hans helt særlige karisma. Bridget Bardot og Jane Birkin var blot to af mange erobringer, og førstnævntes entré i Gainsbourgs tilværelse er så cool og visuelt slagkraftig, at man egentlig er ligeglad med, om den har noget med virkeligheden at gøre eller ej.

Noget for noget

Sfar anvender en ganske bredtfavnende fortælletone, hvilket virker velvalgt hovedpersonens kompleksitet og genremæssige diversitet taget i betragtning. Der flirtes med slapstick, ligesom flere scener befinder sig i et ikke synderligt behageligt grænseland mellem crazykomik og blodig alvor.

Selv om Eric Elmosninos ansigt altså er en stor aparte-æstetisk oplevelse i sig selv, var min foretrukne del af filmen ikke desto mindre de første 20 minutters tid. Her skildres Gainsbourgs - der dengang stadig lød fødenavnet Lucien Ginsburg - barndom i Paris, som på det tidspunkt var besat af nazisterne.

I en scene slår denne hellraiser in spe en rask handel af med sin mor: Han lover at øve sig på klaveret, hvis hun køber en legetøjspistol til ham. En eminent antydning af, at de kreative og de krigeriske facetter af hans personlighed tager fælles tilløb.

Lige så umuligt at stå for er det, når den fremmelige knægt charmerer sig ind på en nøgenmodel (Gainsbourg agtede oprindeligt at blive maler). Han kan simpelthen ikke vente med at fortabe sig i voksentilværelsens fristelser.

Omvendt synes den voksne Gainsbourg også at have barnlige træk. En scene, der udspiller sig på kunstnerens kaotiske hjemmefront, illustrerer effektivt, hvordan Gainsbourg med sin anarkistiske fantasi kunne være hvis ikke verdens bedste, så formentlig verdens sjoveste far det ene øjeblik og en alt andet end tryghedsindgydende skikkelse det næste.

Under visningen af filmen slog det mig i øvrigt, i hvor høj grad Gainsbourg i satirikeren Tom Lehrer har en åndsfælle på den anden side af Atlanten. Måske til dels fordi Lehrer - der er født en uge efter Ginsburg/Gainsbourg og ligeledes er af jødisk oprindelse - har et bedragerisk vandkæmmet revisorydre og aldrig har levet rock'n'roll-livet, er han ikke blevet genstand for samme opmærksomhed.

Den amerikanske Serge

Men Lehrer lader ikke franskmanden noget efter, når det kommer til kunsten at forene en sjofel og sagsanlægsudløsende sans for humor med sofistikerede sproglige manøvrer. Begge løfter de det underlødige og det smagløse op på et højt plan. Næppe nogen helt let kunst.

Med en spilletid på 130 minutter har Gainsbourg sine mindre inspirerede passager, som så også står tydeligere frem som følge af, at filmen i sine bedste øjeblikke er så eminent. Sfar kunne ellers ret problemfrit have strammet op, fordi hans udgangspunkt tydeligvis ikke har været at levere et fuldendt billede.

To af Gainsbourgs groveste streger er således udeladt: Duetten 'Lemon Incest' med den purunge - og siden i egen ret overskriftgenererende - datter Charlotte samt den tv-transmitterede Whitney Huston-episode (som er omtalt i Tine Byrckels portrætartikel fra den 15. april og også kan ses på YouTube). Det vel nok sidste, man kunne skyde Gainsbourg i skoene, var et behov for at blive elsket af alle.

Ikke desto mindre er Gainsbourg en dybt imponerende debutfilm samt lidt af en filmisk drilledjævel i disse så sundhedsfikserede tider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

Jeg ved ikke så meget om Tom Lehrer, men han havde ikke en chance overfor Gainsbourgs elegante franske "sleaze". Gainsbourg var en sand mester når det drejede sig om "sleaze". Men okay Lehrer lever vist stadig, mens Gainsbourg er død, så det udligner vel sig selv.