Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Det levende sværd

Kultur
9. april 2010

Cecilie Eken modtog Kulturministeriets børnebogspris 2008 for den flotte sonetkrans Mørkebarnet, hvor den mørke og den lyse side af barnet skulle i balance for at blive hel. I Det levende sværd er der også tale om at få modsætninger til at mødes i en afbalanceret helhed, men i en hel anden form. Historien er det velkendte eventyr, hvor kongen søger en helt til at redde prinsessen, der er taget til fange af en drage. Selv om historien abonnerer på klichéer fra eventyr- og fantasygenren, er det i virkeligheden mere en dannelses­roman, der leger med klichéerne. Landets dygtigste kriger, kongens våbenmester, Eriann, er nemlig en pige, hvilket ikke passer til, at helten er udset til at få prinsessen og det halve kongerige. Eriann drager derfor ud for at finde en helt og møder den lyshårede Vidar, der ligner en ægte helt. Han har også arvet et sagnom­spundet sværd, men ved ikke, hvordan man kæmper med det og vil faktisk hellere lave mad end bekrige drager. I 21 dage bliver de to lærlinge hos Ullvar den Vise, hvor de lærer hinanden og ikke mindst sig selv meget bedre at kende. Historien bliver dermed en kommentar til kønsrolle­mønsteret og handler mere om at komme overens med sin baggrund og blive mere hel som menneske end om at få prinsessen. Personerne er mere runde end i det traditionelle eventyr, og det gammeldags eventyrsprog bliver blandet med det moderne i en opdateret jeg-fortælling, der består af hovedsætninger. Bogen kan dog virke konstrueret, og legen med klichéerne er i disse postmoderne sider selv en kliché, der ikke altid er interessant. Selvfølgelig ender det hele jo dog godt, og Det levende sværd vil sikkert blive godt modtaget af de yngste selvlæsere eller som højtlæsningsbog.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her