Læsetid: 3 min.

En lille revolution

Ny bog om det tyske CDU viser, hvordan de tyske konservative under Angela Merkels ledelse har gennemlevet en lille diskret revolution
24. april 2010

Sjældent sluttede en periode i tysk politik så brat som Helmut Kohls sidst i 1990'erne. Med 16 år havde han været den længst siddende kansler i Forbundsrepublikkens historie. Allerede sidst i 80'erne kneb det med den folkelige opbakning, og det så ud til, at Kohl ikke ville kunne beholde magten. Men så kom Murens fald. Helmut Kohl genvandt det politiske initiativ og blev et par måneder efter genforeningen den 3. oktober 1990 genvalgt som kansler.

Kohl levede højt på genforeningen. Han havde lovet »blomstrende landskaber« og fik en landsfaderlig status samt anerkendelse som europæisk statsmand. Da valget i 1994 nærmere sig, og det blev tydeligt, at genforeningen ikke ville gå helt så let, som Kohl havde givet udtrykt for, greb den konservative partileder tilbage til noget, som egentlig hørte Den Kolde Krig til: Han mobiliserede ideologien, advarede imod den røde fare, dvs. en regering af socialdemokrater og grønne støttet af DDR's gamle statsparti i nye klæder, nemlig PDS.

Men allerede på det tidspunkt var Kohls tid forbi, uden at det var gået op for hverken vælgerne eller ham selv. Mens man i Europa var ved at indstille sig på nye tider og begyndte at reformere arbejdsmarkedet og de sociale systemer, lå der en lammelse over det nye Tyskland. Milliarder blev flyttet fra vest til øst, statsgælden voksede, men Kohl havde efter mere end 12 år ved magten ikke den politiske vilje til at træffe nødvendige, men upopulære beslutninger, som ville gøre ondt på befolkningen og bringe hans eftermæle i fare. Begreber som Reformstau og Politikverdrossenheit var i disse år for alvor ved at etablere sig i den politiske offentlighed.

Gigantens fald

Men Kohl var en mand der fyldte meget, både fysisk og politisk, så han var ikke til at flytte imod sin egen vilje. Det måtte kronprinsen, nuværende finansminister Wolfgang Schäuble, sande, som inden valget i 1998 håbede på, at Kohl ville træde tilbage og overlade posten til ham. Det så mange som CDU's eneste mulighed for at fastholde magten: Et generationsskift, som ville give partiet og tysk politik en ny dynamik.

Sådan blev det ikke. Kohl ville vinde en sidste gang i 1998 - og tabte. Og det gik ikke stille af. Få måneder efter nederlaget, blev det kendt, at CDU's mangeårige landsfader havde opereret med sorte kasser, og at han personligt havde taget imod store pengebeløb, som blev deponeret på hemmelige konti i ind- og udland. Dag for dag så nye detaljer offentlighedens lys, og en af de største politiske skandaler i Forbundsrepublikkens historie var under opsejling. Efter kort tid var hans politiske karriere ikke alene blevet vanæret, han havde også måttet levere sit partis æresformandsskab tilbage. Også efterfølgeren, Schäuble, var blevet viklet ind i skandalen og blev trukket med i faldet.

I stedet blev Angela Merkel i 1999 den første, der lagde aftand til Kohl og blev ny partiformand. Men ikke kun Kohls politiske liv lå i ruiner. Det samme gjorde partiet, som i årevis havde været formandens forlængede arm, uden rum til kritisk debat og politisk idéudvikling.

Det er ofte hævdet, at Merkel som partiformand og kansler er tøvende og ikke i stand til at træffe afgørelser. At hun er uden ideologisk kant og politisk projekt, at hun er blottet for visioner. Med andre ord: En grå, politiker uden profil, karismatisk ukarismatisk.

Den grå reformator

Der er noget om snakken. Alligevel er det forbavsende at se, hvordan CDU har udviklet sig det seneste årti. Ikke alene er CDU i dag en aktiv kraft i forbindelse med etablering af børnepasningsordninger, som man kender det i Danmark, og at give kvinderne en chance for hurtigt at vende tilbage på arbejdsmarkedet efter endt barsel. Partiet er også ved at anerkende, at andre samlivsformer end det traditionelle ægteskab har en berettigelse, at islam er en kendsgerning i Tyskland, samt at landet bevæger sig i retning af et multikulturelt samfund. Ændringer, som for få år siden ville have lignet en revolution.

Det er den udvikling, der bliver skildret i Mariam Laus bog, som tematiserer de vigtigste emner i tysk politik og følger de tilsvarende diskussioner og konfliktlinier i CDU. Bogen viser, at CDU - modsat koalitionspartneren FDP - ikke er et neoliberalt parti, hvis eneste lykke er skattesænkninger. Dele af partiet bærer det værdisæt, men kun dele af det. I det store hele er CDU stadigvæk et folkeparti, som favner bredt. Hvorfor det for partilederen og kansleren også kan være svært at navigere mellem de forskellige fløje - og fremstå som en stærk leder. Alligevel må Merkels formandskab forstås som en lille konservativ revolution.

Serie

Seneste artikler

  • Aristoteles sammenblandede ikke Gud og det levende

    28. september 2019
    Også uden for de traditionelle akademiske institutioner kan der bedrives hæderlig og grundig forskning. Forskning, der ifølge Annick Stevens tjener sit eget frigørende formål, selv om det handler om en så gammel traver som Aristoteles
  • Ingen kapitalisme er heller ingen løsning

    21. september 2019
    Kapitalismen smadrer miljøet, undergraver lokalsamfundet og udhuler demokratiet. Den 85-årige schweiziske sociolog Jean Ziegler storsælger med sit frontalangreb på den kannibalistiske kapitalisme, men hans kunstige samtalebog leverer hverken sammenhængende analyser eller skyggen af løsninger
  • Læst udefra: Læs Kant, som du vil, men afliv ikke hans tænkning

    22. juni 2019
    Med Immanuel Kant blev tænkningen menneskelig, siges det. Denne begivenhed er lige så central for den vestlige filosofihistorie, som den kan være vanskelig at formidle. Ny introduktion fejler, hvor andet populærfilosofi undertiden også gør
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu