Læsetid: 1 min.

Et mærkeligt skib

9. april 2010

En anmeldelse med et års forsinkelse er en sjældenhed – selv inden for den børnelitte­rære verden. Men modtageren af Kulturmini­steriets forfatterpris for børne- og ungdoms­bøger, Anita Krumbachs Et mærkeligt skib skal dog omtales. Et mærkeligt skib er en kortroman om den ensomme dreng, Elo, der forsøger at blive en slags del af familien hos en nytilflyttet familie. I begyndelsen er det fint, men med tiden bliver det for meget med hans klæben og evindelige besøg. Et mærkeligt skib er en fortættet fortælling, men så meget mere står der mellem linjerne. Krumbach har billiget ordet bouillonterning om sin skrift, fordi sproget er kogt helt ind. Det er en dyster bog, hvor man på en gang føler sympati og irritation for Elo, og som viser at livet er ikke lutter lækker svampestuvning for alle børn. Slutningen stemmer med bogens mol-tone, hvor håbet for Elo måske er spinkelt, men håbet for litteraturen stort. Krumbach, der har gået på Forfatterskolen for børnelitteratur, har skrevet en insisterende bog, som børnene måske ikke selv vælger, men den skal anbefales, for det er én af de bøger, man efter endt læsning sidder med i hånden og tænker, at det er derfor, der skrives litteratur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu