Helene Gjerris er dronningen af moderne, danske mezzoreplikker. Hun synger, så man forstår hvert ord. Hun rammer tonerne, så man bliver nysgerrig. Og hun er så smækker, at øjnene nægter at blive mætte.
I Lars Kaalunds billedstærke iscenesættelse af Peter Laugesens fabulerende tekstfantasi over Medea-skikkelsen er Helene Gjerris på én gang den sejrende, den offervillige, den hævngerrige og den nådesløse. Og Fire vinkler på Medea tilbyder fire fritstående Medea-tolkninger, for Figura Ensemble har foræret én scene til hver af komponisterne Henrik Hellstenius, Historien-om-en-mor-Steingrimur Rohloff, Malin Bång og Nicolai Worsaae. Musikken sejler derfor i rigelig bølgegang til og fra Kreta - og i melodiskvulp mellem dørslagelskeren Frans Hansen, bassisten Jesper Egelund og klarinettisten Anna Klett. Men Medeas hævntrussel samles alligevel herligt fysisk i musikken - med en blodkvalme forstærket af den virile bas Jakob Bloch Jespersen, den modige sopran Aileen Itani og den strategiske baryton Andreas Landin.
Lars Kaalund løfter forestillingen til selvstændige mareridtsbilleder for alle syv performere. Med nyslebne knive i originale scener, der rummer vildskaben fra hans Maria de Buenos Aires for fem år siden på Takkelloftet. Men her altså med kvinden som den eneste, der ikke forbløder selv.
'Fire vinkler på Medea'. Tekst: Peter Laugesen. Musik: Henrik Hellstenius, Steingrimur Rohloff, Malin Bång og Nicolai Worsaae. Instruktion: Lars Kaalund. Figura Ensemble på Musikdramatisk Teater. Turné. www.figuraensemble.dk