Læsetid: 5 min.

Når hyggen tager overhånd

Kim Larsen har begået en arketypisk Kim Larsen-plade. Og det er vel godt nok. Eller er det?
Kim Larsen burde se bort fra det nære, trygge og varme og i stedet rette det skeptiske blik udad.

Kim Larsen burde se bort fra det nære, trygge og varme og i stedet rette det skeptiske blik udad.

Kristian Juul Pedersen

1. maj 2010

Der findes så kun én Kim Larsen. Gudskelov, vil nogen måske tænke. Ikke desto mindre er han som sanger, sangskriver og performer (og såmænd også som personality) et unikum, der af mange opfattes som dansk til benet. Men da dansken som han/hun er flest efterhånden til bevidstløshed har vist sig som en angst, neurotisk og grådig småborger med ligusterfascistiske tendenser og udtalt fremmedangst, holder den selvopfattelse ikke helt vand. Om end med et lille folks evner og anlæg for både selvovervurdering og hukommelsestab eksisterer der stadig en udbredt opfattelse af, at vores nationale særart på plussiden tæller størrelser som rummelighed, tolerance og godt humør. Det lader vi stå et øjeblik.

Men det er jeg så faktisk DF taknemmelig for - til overmål at have demonstreret den folkelige mangel på format, da jeg altid har haft afsmag for den nationale selvsuggestion og selvfedme, der mestendels baseres på ønsketænkning og lemfældig omgang med alkoholiske drikke - ihukommende at vi er Europamestre i druk. Så er man da god til noget. Det ville faktisk klæde os, hvis vi vedstod os vores karakter, som den nu engang er, og lod alle illusioner fare. Så kunne vi måske ligefrem føre en art samtale bagom selvtilstrækkeligheden.

Kant og fremdrift

Men det er måske efterhånden også trængt ind hos Kim Larsen, der jo som mange kunstnere fungerer som seismograf i forhold til det samfund, han omgives af. Hans sangkunst besidder godt nok de fleste af de egenskaber, der gør ham til noget særligt og har skænket ham tilnavnet Lune Larsen - i parentes bemærket et tilnavn, der emmer af Den Danske Syge, der staves Hygge.

Men kigger man sangene nærmere efter i sømmene, savnes nogle små, men vigtige detaljer. Op gennem 70'erne (dvs. de gloriøse år med Gasolin' og de første to fabelagtige soloalbums, Værsgo fra '73 og 231045-0637 fra '79) og 80'erne besad hans sangskrivning ofte en klangbund af om ikke social indignation så i hvert noget, der lignede. En erkendelse af at ikke alt var lige rart, rundt og hyggeligt i Danas Have. Det gav en kant og fremdrift og var med til at omgærde den store mand med et skær af farlighed. Så det gav mening, når han i interviews fortalte om sine læsevaner, at han uden blusel dyrkede den type forfattere, som uforfærdet tog den mudrede hvirvelstrøm, vi kalder menneskesindet, under seriøs behandling - hvad der også var spor af i hans på overfladen så enkle sangkunst. Og det var med til at give sangene lige et drys af det der ekstra, uden hvilket ...

>Banal og intetsigende

Når Kim Larsen nu så udgiver sin første deciderede soloplade siden Hvem kan sige nej til en engel (1994), turde man forvente, at noget radikalt anderledes og vedkommende pressede sig på. Medmindre han da skulle vise sig at være i stødet til et uforpligtende, men gennemført overskudspræget frikvarter, som det huskes fra mesterværket Værsgo for snart 40 siden. Men i stedet hoster han under overskriften Mine damer og herrer op med 14 bagateller, der primært handler om kærlighed, når den er allermest banal og intetsigende. Længe leve kærligheden und so weiter, men herregud, der skrives dagligt så mange sange om emnet, at rører man ved den bavian, skal der noget ekstra til, hvis man vil svinge sig op over de værste klicheer. Og det er der sandt for dyden ikke meget af her, hvor kun ganske få numre løfter sig op over det lammende ligegyldige og viser det format, man ikke så meget forventer som kræver af Kim Larsen.

For ligesom en romanforfatter ikke med vold og magt behøver levere en roman med jævne mellemrum - og slet ikke en gang om året, pleeze! - medmindre vi taler et værk, der virkelig presser sig på og vil mere og andet end holde gryden i kog, behøver man som sangskriver ikke delagtiggøre omverdenen i hver eneste stiløvelse, man lokker ud af guitaren. Og fraset den søde »Blå lanterne« og den poetisk mættede »Kom igen« er der med en markant undtagelse ikke meget her, jeg føler trang til at vende tilbage til. Forstå mig ret - det er ikke dårligt som sådan og i ren håndværksmæssig forstand såmænd udmærket. På den anden side er det bare heller ikke hverken specielt godt eller interessant.

Rygmarvsreflekser

»Måske skulle man bare stikke piben ind - holde kæft og tie stille«, synges der på nummeret med den sigende titel »Bitter frugt«, pladens eneste sang, der »lukker for hyggen og det varme vand/ mens de sender soldater til Langbortistan/ for at forsvare et demokrati/ der er færdigt og for længst forbi ...«

Et kort øjeblik mindes man om alt det, Larsen kan, når han er bedst, men det er hurtigt ovre, og alt er atter på det ak så jævne. Pladens bedste nummer, som desværre så bare demonstrerer, hvad man ellers sådan lige savner på Mine damer og herrer, hvor Larsen mestendels kører den af på rutine, maner og rygmarvsreflekser - og ikke ret meget andet. Hyggen har her i den grad taget overhånd. Med andre ord et arketypisk Larsen- album - bare uden the good bits.

Kim Larsen er som f.eks. Bob Dylan så stor en kunstner, at han kan slå hele vognlæs af skæve, uden det rokker stort ved renommeet. Desværre, for selv giganter har godt af at blive rystet i deres grundvold. Vel, det værste, man kan anklage en stor kunstner for, er middelmådighed, og der vil jeg i denne forbindelse ikke holde mig tilbage. Ikke at jeg tror det gør en forskel. Men gid Larsen dog i stedet ville løfte blikket fra det nære, trygge og varme og i stedet rette det skeptiske blik udad.

»Hvis jeg er en rigtig sød dreng/ må jeg så følge dig hjem?«, spørger han på det sygeligt nuttede »Når jeg danser med dig«. Hvortil svaret herfra skal lyde - »Du kan gå hjem alene og skrive nogle bedre sange, Kim.«

Og nej, vi behøver ikke komme helt op på de eksistentielle nagler eller ud i stratosfæren, vi beder blot om en bismag af substans.

Afslutningsvis må det med, at jeg til hver en tid vil gå i spidsen for et optog til ære for Kim Larsen. Det bliver bare ikke på basis af Mine damer og herrer.

Kim Larsen: Mine damer og herrer (EMI). Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Andreas Ebbesen

Håber linket er det rigtige.
Men da jeg er blind, og Ud&Se's hjemmeside ikke ligefrem er for blinde, håber jeg på jeres forståelse.
Men Klaus Lyngaare så læse lige nedenstående .
http://ipaper.ipapercms.dk/DSB/udogse/2010/04/hed
Der forklare Kim Larsen om signe bevæggrunde for hans nye skive.
Bl.adet ikke er inn og brokke sig hvis man mener noget andet end magthaverne.
Så hør lige pladen en gang til inden du smider den over skulderen.
VH. Heidi Madsen.