Herning kom først! Museet Heart vandt kapløbet om at vise den første store udstilling herhjemme med indisk kunst. Og hurra for det, betalingen er allerede faldet i form af dejlig medieeksponering og dermed øget opmærksomhed fra magthavere, kommunale pampere og andet skidt.
Helt kort fortalt er udstillingen, som er en vandrende udstilling, der før har været vist i London og Oslo og bagefter skal til Indien, blevet til, fordi de indiske kunstpriser er steget voldsomt. I 1995 solgte Christies for fire millioner kroner indisk kunst. I 2008 var vi oppe på 250 millioner, og samme år blev Indian Highway født.
Et voldsomt hype
Det skyldes naturligvis ikke, at kunsten i Indien er blevet bedre, men at Indien er et land i økonomisk vækst. Og hvad skal alle de nye indiske millionærer have? De skal da have værker af kendte indiske kunstnere, hvorfor vestlige og kinesiske spekulanter opkøber dem i stor stil.
Det ser de vestlige og kinesiske gallerister, og især i krisetider må man udvikle butikken, hvorfor de tåbelige kinesiske kunstnere over natten er udskiftet med ligeså ligegyldige indiske kunstnere.
Og når først gallerierne er på, så ved vi hvem, der kommer logrende ... Museerne.
Men ligesom en rig kvinde uden forstand på tøj, der får at vide, at Versace er moderne, hurtigt kan komme til at se lidt sjov ud, når hun iklæder sig det fra top til tå, så er der også masser af guf på udstillingen 'Indian Highway' til ham eller hende, der stadig drømmer sig tilbage til rejsen til Goa i '95, for højskolen, der har Indientema eller Steiner-børnehaven, der mangler inspiration til det sidste affald.
Værkerne i 'Indian Highway' er kort sagt kurateret, så størstedelen af værkerne kræver en indgående interesse for Indien. For ikke at sige medlidenhed.
For eksempel har Bose Krishnamachari sat et stillads op med 108 blikdåser med små skærme i og hovedtelefoner, der skal give et indblik i hverdagen i millionbyen Mumbai. Det kunne en guidebog have klaret bedre. Hvis det da ikke havde været for den rørende ledsagende tekst, der pædagogisk fortæller, at blikdåserne er såkaldte 'tiffins', som er de beholdere, damerne pakker deres mænds mad i, inden de sender dem afsted på arbejde. Og så ved man det, imens man leder efter en valutakurs og en liste over trestjernede hoteller.
Større end os
Man skal virkelig have spist meget indisk mad for at kunne lade sig forføre, og desværre smitter det også af på de gode værker, at der hele tiden er et stort land i vejen, når man går rundt med åbent sind og hænderne ned langs siden.
Bharti Khers hvalhjerte An Absence of Assignable Cause, som hun har fremstillet med stor detaljerigdom i glasfiber, er for eksempel et mageløst værk, der er lavet af et menneske til mennesker med et universelt kunstsprog, der samler i stedet for at dunke beskueren i hovedet med 500 kulturelle forskelligheder.
Som hjertet ligger der på størrelse med en bil, ligner det en kvinde i kjole, der ligger på siden og løfter det øverste ben op og ned. Det forestiller noget så simpelt som et liv, der er større end os.
Overraskende smukt
Værket er ikke forceret, kunstneren har tænkt en tanke, hvorefter hun har dekoreret det med det, hun har ved hånden - små bindier, de små runde mærker kvinderne sætter i panden, som i dette tilfælde fremstår eksotisk, men uden en lokalpolitisk vinkel. Måske er der noget med ægteskab og øjne i panden, men det er ikke noget, der står i vejen for mødet med verdens største hjerte - tværtimod har hun blot udnyttet bindiernes dekorative potentiale.
Og så står vi pludselig med et overraskende smukt, formelt og originalt værk, der åbner for en verden af tanker og glæde, hvorimod de mange lumre og forudindtagede værker på udstillingen lukker alt omkring sig.
Ud-af-kroppen-oplevelse
Der er selvfølgelig også andre værker, der holder sig under kvalmegrænsen, for eksempel et slot af olietønder, man kan kravle ind i, et maleri med en fisk, en opstilling af indisk køkkengrej samt Subodh Guptas installation af et kontor i en regeringsbygning med skriveborde, stole og arkivskabe med originale dokumenter. Sidstnævnte trækker ligeså meget på vores Hollywood-forestillinger af Indien, som det gør nar af museernes rigiditet og søvndyssende forstokkede konservatisme.
Det bedste værk er dog uden tvivl Amar Kanwars efterhånden berømte videoværk The Lightning Testimonies fra 2007, der udspiller sig på otte synkrone videoprojektioner på alle fire vægge i et stort rum. På én skærm fortæller en kvinde om dengang, hun mistede sin datter, på en anden fortælles historien om 39 dræbte og på en tredje sort hvide fotos og så videre. Det hele handler om 75.000 kvinder, der blev bortført og dræbt eller misbrugt i 1947 i forbindelse med delingen af Indien, og gennem sange, digte og fortællinger bliver man hurtigt forvirret, trist og ramt helt ind i hjertet, indtil det hele bliver for meget, og man får den samme ud-af-kroppen-oplevelse, som de overlevende kvinder, der heller ikke burde være i stand til at leve efter det, de har oplevet. Og så kommer den dårlige samvittighed over at være født så privilegeret. Og så lykkes det alligevel for dem at få sneget noget etnohype ind i os!
