Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Nye skeletter i skabet

Under Byen farer stadig forbilledligt vild. Men de er også blevet et mere erotisk og blodigt bekendtskab. Også i koncertformat, hvor de anden påskedag blottede deres sangkatalog både obskønt og forsigtigt
Under Byen farer stadig forbilledligt vild. Men de er også blevet et mere erotisk og blodigt bekendtskab. Også i koncertformat, hvor de anden påskedag blottede deres sangkatalog både obskønt og forsigtigt
Kultur
7. april 2010

Det skabte står og vakler så smukt. Musikerne rusker og river blidt og flabet i deres eget sangkatalog. Sangenes indspillede natur bliver udspillet både obskønt og forsigtigt. Og forsangerinden opsøger både falskheden og skønsangen i sin stemme med dødsforagtende henførelse.

Det er anden påskedag. Under Byen er gået på scenen og er i gang med den første af tre koncerter på tre dage i Copenhagen Jazzhouse. Uden et ord, lige som der undervejs stort set heller ikke bliver sagt noget. Og så ytres der alligevel en del. På hjørnescenen i kælderetagen, med fødderne plantet i tøris, i blåt baglys eller mønstret af forvredent arkitektoniske projektioner blotter Under Byen deres musik mere end normalt - rydder ud i møblementet, så både musikere og publikum kan trække vejret dybere ned i deres tit overvældende eller mystificerende sange.

Og det står snart skærende klart, at bandet har formået at evolutionere sig selv i nye retninger via deres seneste album, Alt er tabt, hvis mere transparente lydmix opdyrkes fornemt koncerten igennem - så vi kan se og høre xylofoner (to!), tangenter, sav, trommer, koklokker (fem!), mundharmonika, forvredne såvel som luftige røster og strenge, arabiske forsiringer på både violin og stemmelæber, serielle klaverfigurer og nå, ja, rockens treenighed, guitar, bas, trommer - som bare aldrig lyder, som de plejer.

Septetten er - grundet graviditet - blevet reduceret til en sekstet, så der nu 'kun' er én trommeslager. Forhindringer er ikke nødvendigvis af det onde, og resultatet - udover stærk koncentration - er at sangene synes sprættet op. Inde bag huden er alle organer hele og sunde, blodet pisker gennem de intakte vener og arterier. En diskret passion og en selvsikkerhed i tiltagende summer gennem nervesystemet. Og et stadig mere erotisk groove holder hjertet i gang - bestyret af trommeslager/percussionist Morten Larsen og bassisten Sara Saxild, som tøver flabet det ene øjeblik, sniger sig lurende afsted det næste. Eller insisterer på det mest bestemte - ofte som inddriver af sangenes melodiske hovedstol med sit smidige fingerspil.

Sammenrend af solister

I det hele taget er Under Byen et sammenrend af solister, som for længst har opløst det traditionelle rockmusikalske hierarki. De glider ind og ud af hovedroller, men er først og fremmest et kammerspil uden biroller. Og det på trods af, at Sennenvaldt har kastet lidt generthed af sig, for det indebærer egentlig blot, at hun indtager sin retmæssige position på scenen, hvor hun før havde en hang til det absurd tilbagetrukne. Hun står stadig i andet geled her i Jazzhouse, men centralt placeret, uden tidligere skyhed. Stadig med samme forlokkende glød, gestikløse griben indad og nedad.

Det er stadig anelsesfuld musik, men en grum blodig kropslighed blottes her inde bag antydninger og hviskende vokaler. Og Sennenvaldts seneste sangtekster er også mere morsomme, mere kropslige, i et-tag-fat med hverdagssprog og tragikomik.

Jeg'et forsvinder stadig i andres hænder, og hun filosoferer stadig over væren, intethed, skønhed. Men »Kom bare og vær omvendt/Jeg er smidig som ind i helvede«, lyder det også fra hende på scenen i en slags malinesisk blues med skandinaviske frostsår fra den nye plade.

Den menneskelige tilstand er ikke stilstand, selvom man kan forledes til at tro det, når man hører bands, som de er flest. Lykkeligvis er Under Byen ude af stand til at sætte deres evolution i stå, at gå i et med tapetet. I stedet rumsterer de gerne og ofte inde bag væggene. Der er altid nye skeletter i skabet at rasle gloser af, andre ugler at dresse i velfærdsmosen, uventede unoder at sætte i værk inde bag fladskærmstyranniet, glemte eksistenser at bjærge fra på de åndsforladte kogeøer.

Går gennem genrevægge

Det er godt gammeldags opstemmende at overvære et band, der kunne have valgt en elverpoppet vej, men i stedet valgte at fare vild. Igen og igen. De kunne have skubbet Sennenvaldt helt i front. Betonet melodierne i deres musik. Høvlet modhagerne af, og muret omvejene til. Sat skilte op og klippet hækkenes strittende børster. Gået med skyklapper efter omkvædet med popsnedkerens rovdyrinstinkt. Opsøgt luftige lag i nærheden af new age, Sigur Rós, Múm, Björk, Stina Nordenstam ja, sågar Enya. Forestil dem f.eks., kære læser, musikvideoerne: Sennenvaldt i lange, luftige gevandter i eventyrskove og på klipper oppe i stormfulde højder. Eller forestil dem bandet live, på Orange Scene, med et kirkekor i ryggen og en henført Dyrskueplads i synet - og forsangerinden i spotlys-krydsild gestikulerende med langsomme manende bevægelser. En masse luftige vokaler, ringlende guitarer og forlorent henførte harmonier. Nej, vel?

I stedet for at bejle til sentimentalitet og selvdød muzak iscenesat som uantastelig skønhed, går de gennem genrevægge, rækker ind i aflukker, man har glemt, at man besidder - indtil de åbner sig for bandet på en højhellig anden påskedag. »Forskning og flirt bør aldrig ophøre«, som Henriette Sennenvaldt synger. Intet synes sandere i disse sekunder. Det er det, Under Byen står og falder så smukt med.

Under Byen - Copenhagen Jazzhouse, Kbh., mandag. Under Byen spiller tredje og sidste udsolgte koncert samme sted i aften

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her