Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det øre sprog

Alain Badiou og Barbara Cassin fremlægger i en lille bog deres respektive filosofiske projekter og kommenterer Jacques Lacans absolut mest kryptiske tekst om, at det seksuelle forhold ikke eksisterer
Kultur
1. maj 2010

Nogle gange står man over for en bog i en boghandel og tænker, at man drømmer. Lige dér, forrest, på bestsellerpladsen - om end i filosofiafdelingen - som var det en helt almindelig let tilgængelig bog, står et værk om noget enormt kryptisk. Noget, man kunne tro, man var den eneste, der gik og rodede med. I dette tilfælde den franske psykoanalytiker Jacques Lacans obskure sætning »Der er ikke noget seksuelt forhold«, skrevet på et selv for indfødte franskmænd nærmest uforståeligt fransk i L'Étourdit fra 1973. Med model i Ludwig Wittgensteins endnu mærkeligere Tractatus eller måske i Kierkegaards Philosophiske smuler, i al fald taler Lacan om krummer, selv om han nægter, at de er filosofiske.

Nu har to ret store dyr i den franske filosofiske åbenbaring skrevet en lille bog om l'Etourdit. Den 73-årige Alain Badiou kaldes af visse for Frankrigs største filosof efter Derridas død - skønt de begge er født i Nordafrika. Andre betragter Badiou som en farlig ekstremt venstreorienteret ballademager. Hans vanskeligt tilgængelige filosofi, der sandt nok kalder sig selv for en ny form for kommunisme, nåede ud over snævrerekredse i 2007 med pamfletten Hvad er Sarkozy navnet på? (De quoi Sarkozy est-il le nom). Badious 'kære veninde', den 10 år yngre Barbara Cassin, specialist i græske sofister, er mindre kendt i den store offentlighed, om end hendes redigering af et enormt opslagsværk om uoversættelige filosofiske termer vakte opsigt i 2004. Særligt for de to er, at de samtidig med en filosofiske produktion også har en litterær. At selve sproget, og ikke mindst sprogets forhold til på den ene side virkeligheden og på den anden side sandheden, står centralt i deres arbejde.

Det siges, at filosofi udelukkende er fodnoter til Platon. I dette fodnoteapparat, er Alain Badiou nyplatoniker. I modsætning til sine franske postmoderne kollegaer, der til visses rædsel har slået fast, at sandhed er relativ, og dermed fået verdensbilleder til at flyde frit, leder Badiou efter sandheden. Om end ikke helt i den form, folk ville ønske, de kunne finde den. Badiou har haft fingrene langt nede i matematik og formel logik for at hente sprogformalistiske nytolkninger frem om, hvad der kan siges at være en 'hændelse' i de kategorier, der holder verden i et fast greb. Det er klart, at hvis man for alvor tænker, at der kan ske noget 'nyt', er man ikke konservativ, så meget for Badious 'kommunisme'.

Men for at se, at noget nyt kan komme tilstede, er der et grundlæggende filosofisk princip man må opgive: nemlig princippet om det udelukkende tredje. Det er et princip, der siger, at man ikke både kan sige én ting og det modsatte. Hvilket af nogle identificeres med, at en ting ikke både kan være noget og være det modsatte, her står vi ved kernen af en del filosofisk rod. For nu at komme hen i nærheden af, at det handler om 'seksuelt forhold', kan man som eksempel ikke både være en kvinde og ikke være en kvinde. Eller ikke både være dansker og ikke dansker.

Eller kan man? Er der ikke noget at diskutere her? Det er præcis det, som Barbara Cassin mener. At der altid er noget at diskutere, og at det er således, vor verden bliver til. Hun har i årevis beskæftiget sig med de græske sofister, hendes fodnote til Platon er, at han tog fejl, og hans elev Aristoteles endnu mere - det var ham, der formulerede det udelukkende tredjes princip. Det var sofisterne, der havde fat i den lange ende. Det er ved en uendelig undersøgelse af det sprog, som er vor verden, at vi udvider verden endnu mere.

Fanget i modsætningen

Og det er dét, Cassin kan bruge Lacans mærkelige tekst l'Etourdit til. For selve ordet »l'Etourdit« kan høres på mindst to måder, mens det ret beset slet ikke kan skrives sådan. Det kan høres som 'étourdi' svimmelhed, og indeholder selv svimmelheden ved at være et nyt umuligt ord, der også kan høres som 'en tur i at sige'. Det er psykoanalysens erfaring, at det ubevidste taler igennem tvetydigheder, alt det tredje, der kan høres i sproget udover det, der 'menes'.

Men hver gang vi så forsøger at fange dette i filosofien, forklarer Badiou, fanges vi i, at selve talen sker i modsætninger. Man kan ikke både sige ét og det modsatte? Eller kan man?

Man kan sige, at ganske vist eksisterer det seksuelle forhold ikke. Dyr parrer sig, de har ikke et forhold. Til gengæld insisterer det seksuelle forhold, netop i dets umulighed, det reelle, som så er noget helt andet end realitet. Vi kan ganske enkelt ikke få begreb om det, selv om det driver nysgerrigheden ganske langt.

Og det er denne nysgerrighed, der i verden af i dag er så truet. Måske fordi den først og fremmest er truende? Og dermed er det lykkeligt, at en så herligt dybtgående tankegang, på tværs af tidens identificerende og dermed stivnende tanker, så pludselig alligevel er blevet til endnu en lille kryptisk, herligt forvirrende bog forrest på en boghandlers reol. Man kniber sig i armen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her