Læsetid: 3 min.

Original sjælejagt

Sophie Barthes' underholdende 'Cold Souls' lader Paul Giamatti være en blændende Paul Giamatti i en opfindsom historie om eksistentielle kriser og sjæletrafficking
Præstation. Instruktøren af 'Cold Souls' har fortalt, at hun oprindeligt forestillede sig Woody Allen i hovedrollen til hendes fortælling, som minder om tidligere Charlie Kaufmanske fortælletrip. Men heldigvis gør Paul Giamatti det fremragende.

Præstation. Instruktøren af 'Cold Souls' har fortalt, at hun oprindeligt forestillede sig Woody Allen i hovedrollen til hendes fortælling, som minder om tidligere Charlie Kaufmanske fortælletrip. Men heldigvis gør Paul Giamatti det fremragende.

Miracle Film

29. april 2010

Ligner ens sjæl en kikært? Og kan den i så fald tørre ind, hvis man får den fjernet, og den bliver væk?

I Sophie Barthes'
Cold Soulser den slags spørgsmål en naturlig del af den underholdende historie om skuespilleren Paul Giamattis kamp med først at slippe af med sin belastende sjæl og siden at få den tilbage. Filmen opbygger på imponerende vis et eget, sammenhængende univers, hvor sjæle kan opbevares og skiftes ud - og dermed naturligvis også er blevet en populær sortbørsvare med trafficking mellem USA og Rusland.

Det er noget af en genistreg på den ene side at bevare historien solidt plantet i hverdagens New York og på den anden at lade de store metafysiske spørgsmål gakke ud, mens det seriøst diskuteres, hvor mange restsjæle et menneske kan kapere. Det lykkes blandt andet på grund af Paul Giamattis perfekt plagede version af sig selv, som var med til at skaffe
Cold Soulsjuryens store pris ved filmfestivalen i Sundance sidste år.

Onkel Vanja som spejl

Cold Soulsindledes med en prøve på en opsætning af Tjekhovs
Onkel Vanja, som løbende bliver et effektivt og morsomt spejl for, hvordan det egentlig står til i Giamattis indre. Giamatti har problemer med hovedrollen og en følelse af dræbende tungsind. Da hans agent fortæller ham om det nye selskab Soul Storage, er han trods indledende skepsis frisk på at afprøve muligheden for at blive aflastet for sin sjæl.

Indgrebet lykkes. Hans sjæl bliver eksternaliseret og indkapslet - i formen af en ært. Planen er at få den tilbage efter Tjekhov-opsætningen, men så let går det naturligvis ikke. Russiske sjælehajer får nemlig fingre i hans eksemplar, da en rig forbryderboss vil gøre sin talenthungrende skuespillerindekone glad ved at låne hende det, som han fejlagtigt tror er Al Pacinos sjæl.

En absurd virkelighed

Hvis det lyder som en blanding af
Being John Malkovich, Evigt solskin i et pletfrit sindog andre Charlie Kaufmanske fortælletrip, er man ikke helt galt afmarcheret, men Sophie Barthes har heldigvis sin egen stemme. Det absurde bliver en inkorporeret del af virkeligheden frem for at stjæle hele billedet, og der er hele tiden en ro og balance i den kølige billedside, som leder tankerne mod hverdags-sci-fi frem for kulørt vanvid.

Barthes har fortalt, at hun oprindeligt forestillede sig Woody Allen i hovedrollen, og filmen har et slægtskab med nogle af hans mere
crazytitler som kamæleonkomedien
Zelig.

Da Barthes så Giamatti som tegneserieskaberen Harvey Pekar i
American Splendor, bestemte hun sig imidlertid for at skrive rollen til ham.

Giamatti har kvitteret med en blændende præstation som en kriseramt kunstner, som gerne vil føle noget, bare ikke helt så meget. Hvis man holdt af hans neurotiske vinfetichist i
Sideways, får man endnu et mindeværdigt møde her.

Fornem debut

Med blandt andet David Strathairn som leder af Self Storage og Emily Watson i en lille rolle som Giamattis forundrede kone er Giamatti i godt selskab under hele den vilde sjælejagt. Undervejs tager han sammen med det russiske 'sjælemulddyr' Nina (Dina Korzun) turen til Skt. Petersborg for at holde gryden under sjæle-ideen i kog. Dermed lykkes det at strække det sjove setup til spillefilmslængde, selv om man flere gange er bekymret for, om det nu også kan bære til det sidste.

Med spillefilmdebuten
Cold Soulsgør en både original, begavet og underholdende kvindelig filmskaber på fornem vis sit indtog på den internationale filmscene. Jeg glæder mig til at se mere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu