Læsetid: 3 min.

På rejse med Beethoven

Der manglede kontraster og karakter, da en kendt østrigsk pianist gæstede Diamanten
19. april 2010

Takket være DR og især Tivoli bliver København inden for et år begunstiget med solokoncerter af nogle af klodens største klassiske pianister. Daniel Barenboim gav en Chopin-aften i oktober sidste år. Richard Goode og Lang Lang kommer i maj, Arcadi Volodos og Lars Vogt i juni, og András Schiff og Jevgenij Kissin i august. Og i tirsdags indbød Diamanten til en Beethoven-aften med den 38-årige østriger Till Fellner, som sikkert gerne vil regnes som hørende til den bemeldte superliga.

Fellner lancerede et Beethoven-projekt i 2008, nemlig koncertopførelser af de 32 klaversonater hen over to sæsoner, delt op i syv programmer. Ikke kronologisk, men tidlige sonater blandet med sene. Fellner rejser for tiden med program 6, som han har givet i New York og London, og efter København går turen til Wien og Tokyo. Den et par årtier ældre András Schiff søsatte et lignende projekt i 2004, med den forskel at han indspillede det hele live undervejs for ECM, som også er Fellners pladeselskab. Det er i øvrigt ifølge Schiff hasarderet overhovedet at give sig seriøst i kast med Beethovens klaver- sonater, især dem med de høje opusnumre, for en ung kunstner. Han mener, at man, som han selv har gjort, skal vente til en moden alder, hvor man har erhvervet sig en vis portion livsvisdom og kulturel ballast. Det er da et synspunkt.

Bleg kloning

Koncertens første fire sonater stammer fra Beethovens tidlige periode, omkring 1800, men alligevel fra en fase, hvor han hørbart har lagt afhængigheden af Haydn og Mozart bag sig for at erobre nyt land. 'Erobringslysten' er ikke just adjektivet, der falder for, efter man havde fulgt Fellner på vej gennem disse sonater. Han er en endog meget god pianist, teknisk er der ikke så meget at komme efter, og blikket for at forfølge helheder og lange linjer overbeviser. Fellner kan alle noderne på fingrene, hans udlægning af teksten er overvejet ned til mindste detalje. Men når man ved, at den gamle mester Alfred Brendel er hans lærer og mentor, er det svært at undgå at høre eleven som en noget bleg kloning af læreren. Og dermed mener jeg ædelt og beåndet klaverspil med ikke ret meget humor.

Det var åbenbart i de to sonater fra opus 14, at Till Fellner egentlig ikke havde noget interessant at fortælle. Jo længere han kom hen i teksten, desto mere fraværende blev man som tilhører. Fellner samlede så at sige alting på midten: anslagstyper, retorik, dynamik og klanglægning. Og dermed blev det småt med alt, hvad den erobringslystne komponist måtte have ønsket sig af kontraster og karakter. Mangelsygdommene råbte til himlen især i G-dur-sonatens langsomme variationssats, som veksler så betagende mellem netop variationer i anslaget.

Pathétique-sonaten er blevet udødelig ved den højtidelige, langsomme indledning i første sats. Blot 11 takter fyldt med ophøjet lidenskabelig retorik, og da afsnittet kommer igen to gange senere i allegroen, må Beethoven nødvendigvis have haft en dramaturgisk hensigt med det. Det hørte man ikke hos Till Fellner. Til gengæld spurtede han af sted i hoveddelen som en hvirvelvind, det var lige før tøjlerne røg fra ham, men det var da befriende, at han turde.

Teknisk kontrol

Beethoven sagde om sonaten opus 22, at den havde vasket sig, dvs. at den var specielt vellykket. Og mon ikke han mente, at de fire satser tilsammen viste det nyeste og meste vidtgående inden for klavervidenskaben. Frem for alt bugner sonaten af motivisk fantasi og rytmiske spidsfindigheder, en uophørlig leg på kryds og tværs med materialet, men Till Fellner spillede det hele på en mere eller mindre udjævnet overflade.

Heldigvis forandrede billedet sig i nogen grad i aftenens femte og sidste sonate med tilnavnet Les adieux. Beethoven kaldte den en karakteristisk sonate og gav de tre satser et programmatisk indhold: afsked, fravær og genkomst. Den er tilegnet vennen og mæcenen Ærkehertug Rudolph, som måtte forlade Wien sammen med adel og monark under de franske bombardementer i 1809. Sonaten er en af de teknisk vanskeligste ud af Beethovens 32, og Fellner bevægede sig behændigt og smidigt gennem kaskaderne af noder. Anslaget var uforceret, der var absolut kontrol over begivenhederne. Det man måtte undvære, var den smertefulde ensomheds- følelse helt ind til marven af mellemsatsen og en større fokusering på afskedssymbolikken i sonatens begyndelse. Noget sådant er åbenbart ikke Till Fellners anliggende, og deri ligger den afgørende forskel på ham og eksempelvis András Schiff.

Koncert i Diamanten. Beethoven-sonater: Opus 14 nr. 1 i E-dur. Opus 14 nr. 2 i G-dur. Opus 13 i c-mol (Pathétique). Opus 22 i B-dur. Opus 81a i Es-dur (Les adieux). Till Fellner (klaver)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu