Læsetid: 4 min.

Sange fra kvindeskødets mørke

Svenske Sara Stridsberg, som blev belønnet med Nordisk Råds Litteraturpris, har skrevet en fantastisk, suggestiv drømmeprosa om kønnets og dødens slimede sump
Sump. Sara Stridsberg fik for nylig Nordisk Råds Litteraturpris, og skønt det ikke var for hendes sidste roman, 'Darling River', viser romanen om menneskets åndelige sump den svenske forfatters styrke.

Sump. Sara Stridsberg fik for nylig Nordisk Råds Litteraturpris, og skønt det ikke var for hendes sidste roman, 'Darling River', viser romanen om menneskets åndelige sump den svenske forfatters styrke.

Sven Halling

16. april 2010

At læse Sara Stridsberg er som at være på et trip i de par dage, jeg har levet med hendes nye bog, har jeg følt mig som en skriftnarkoman, der bare venter på næste lejlighed til at isolere sig for at tage et nyt skud.

Er det så et godt trip eller et dårligt? Hvis der nu virkelig var tale om narkotika, måtte de fremkaldte hallucinationer nok betegnes som noget, der bevæger sig mod et dårligt trip: en aldrende, svulmende Lolita med alt for meget sukker i årerne, en albino, der knepper en hæslig luder i et abebur, Lolitas bortløbne mor, der måske nok udgør en flugtlinje i romanens indespærringer, men også en mater dolorosa-vandring gennem prostitution, for- hørsceller, alkohol og
»otvättad kön«. Det hele gar- neret med maleriske skildringer af kvindekønnet som et åbent sår, mande- køn, der trænger til at blive vasket, dårlige tænder, aborterede fostre, sivende kropsvæsker, bylder, blærer, sår, svulster.

Darling Riverer inddelt i fem kapitler med monumentale, eksistentielle titler:
Ödet, Tiden, Spegeln, Sjukdomen, Ensamheten, som igen gennemkrydses af fem tekstspor. Tiden er 50erne, stederne er USA, Paris, Europas udkanter, stemningen er dyster. To af tekstsporene følger Stridsbergs Lolita-fantasi Dolores/Lo, som med ærbødig hilsen til Vladimir Nabokov angives at være opkaldt efter en roman af en berømt russisk eksilforfatter, og som har både smerte og roser i sit navn.

Det mørke kontinent

I tekstsporet Darling River (fortalt i første person) prostituerer den purunge Lo sig ved flodens bred, mens daddy holder vagt ved bilen. I Den dödas bok (fortalt i tredje person) er vi dels ved Dolores barselsseng, dels hendes dødsleje hvilket stort set kan komme ud på ét i Stridsbergs univers, hvor kvindeskødet, også det fødende, er fyldt af dødens mørke. Skildringen af Dolores, som hun ligger syg og opsvulmet og væskende i
»jungfrukammarn«og bliver passet og proppet med søde sager af sin far, overgår i sin udpensling af kroppens forfald næsten skildringen af Valerie Solanas dødsleje i
Drömfakulteten(Stridsbergs fiktive biografi om SCUM-manifestets forfatter).

Det tredje spor skildrer Dolores mor, der har forladt mand og barn og krydser rundt i Europa med kamera og bil. Det fjerde spor (Jardin des Plantes) handler om en videnskabsmand i Paris, en albino, der, foragtet og forstødt af kvindekønnet, bliver mere og mere besat af den hunabe, han studerer i bur. Analogien mellem aben i sit bur og Dolores i sit
»jungfrukammar«er åbenlys, ligesom relationen mellem videnskabsmand (kirurgen, psykiateren, forskeren) og Kvinden (moderen, hysterikeren, den syge krop, det mørke kontinent) er et genkommende motiv også i kvindernes spor. Med Jardin des Plantes-sporet får vi denne relation fra et mandeperspektiv, der er alt andet end fallisk beherskende snarere udsat, afmægtigt, bundet til kvindekønnet i tilbedelse og rædsel.

Endelig får Encyklopedi-sporet lov til at afslutte hvert kapitel (dog ikke det sidste) med en poetisk-leksikalsk opsamling og sammenfletning af bogens ledemotiver: fotografiet, spejlet, sommerfuglen, sneen, buret, drømmen

Sommerfuglesvulst

Lad det være helt klart, at dette ikke er en socialrealistisk fortælling om misbrugte og videnskabeligt beherskede kvinder på samfundets bund. Stridsberg skriver ikke socialrealisme, hun skriver drømme. I hendes prosa insisterer det abjektale og det skønne, døde fostre og sommerfugle, som genkommende drømmebilleder, og som i en drøm spejler alle relationer mellem personerne hinanden og kan vendes om.

Hos Stridsberg opleves det abjektale med poesiens troldsplint i øjet, eller med synet forvrænget af poesiens tumor-lignende sommerfugl, for nu at bruge bogens eget billede. Dolores lider af en mærkværdig øjensygdom, som gør, at hun ikke ser tingene, som andre ser dem. I en delirisk udvikling af et af bogens ledemotiver, sommerfuglen, kan lægen røntgenfotografere en sommerfugle-formet tumor bag hendes øje, men hver gang han åbner hende for at skære den bort, er den væk. Stridsbergs prosa forsyner sin læser med netop sådan en sommerfuglesvulst i blikket, så vi ikke ser tingene, som man plejer at se dem; så vi ser skønhed i barneluderen ved flodens dyndbred og omsorg i den far, der agerer som hendes alfons.

Men er Stridsbergs prosa så ikke luderromantik, sproget, som med sin forskønnelse forråder det hæslige? Et par steder synes bogen selv at tematisere denne mulighed, f.eks. når der står: »Melankoli er et smukt ord, men den lugter dårligt i et værelse.« På samme måde står Stridsbergs smukke drømmeprosa i et vist misforhold til sine ildelugtende motiver.

Darling Riverrummer en tydelig
hommage àNabokov, men under læsningen tænkte jeg flere gange på Rainer Maria Rilke. Kan man kalde et tekstspor Jardin des Plantes uden dermed at sende en hilsen til Rilkes berømte panterdigt, som netop bærer denne stedsangivelse i sin titel? Digtet om panteren, der pludselig sender sit blik ud gennem burets tremmer mod beskueren som et rovdyrs angreb på sit bytte. Denne perspektivomvending, som gennemgående tematiseres og iscenesættes i Rilkes
Neue Gedichte, forekommer også i forholdet mellem videnskabsmanden og aben: »Nogle gange er han i tvivl om hvem der studerer hvem«. Men mere end denne blikomvending, denne rystelse af det falliske bliks beherskende position, er det kvindeskødets store mørke, der fører mig fra Stridsberg til Rilke, til hans requiem for Paula Modersohn-Becker, som døde i barselsseng fordi alt det mørke, der var kommet ud af hende med barnet, ikke ville trække sig tilbage igen, som Rilke skriver.

Stridsberg er dette mørkes digter, og hun står i så tæt og drømmepoetisk forbindelse med det, at det bliver en uendelig, rig kilde til hendes hypnotiserende skriftstrøm, som skyller fantastiske billeder med sig og mumler en smuk og smertelig sang om, hvad det vil sige at være kvinde, hvad det vil sige at være mor, hvad det vil sige at være kvindefødt, hvad det vil sige at være en talende, billedskabende krop og en krop skabt af sprog og billeder, hvad det vil sige at være et kønnet, dødeligt menneske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu