Læsetid: 3 min.

Smadr eller bliv smadret

'R' er noget så sjældent som en dansk fængselsfilm. Og der lægges ikke fingre imellem i skildringen af livet - og dets bratte ophør - inden for murene
Da denne signatur  så fængselsdramaet 'R', tænkte han: 'Findes der nogen, som fortjener det her'?

Da denne signatur så fængselsdramaet 'R', tænkte han: 'Findes der nogen, som fortjener det her'?

22. april 2010

»De er jo lige halvanden gang større, end du er. De går og venter på dig. De ved godt, du kommer.« Sådan lyder en fængselsbetjents ikke voldsomt empatiske velkomsttale til unge Rune, der skal påbegynde afsoning af en voldsdom i Horsens Statsfængsel.

Allerede inden Rune har sat foden indenfor på de ganske få kvadratmeter, der skal være hans hjem de næste to år, fornemmer både han og vi, at det bliver et ophold af de mere darwinistiske.

En verden til forskel

Det eneste positive man kan sige om Runes situation, er, at han på forskellig vis har mulighed for at handle sig ud af den. Hvis han er villig til - endnu engang - at slå på tæven samt indgå i fængselsmiljøets omfattende narkohandel, har han måske en fremtid med forstand og førlighed i behold.

Rune spilles af Johan Philip Asbæk, der i mere end en forstand er i topform: Fysisk tager han sig temmelig anderledes ud, end han gjorde i eksempelvis To verdener. Meaner and leaner ville man sige på engelsk, men stadig (jævnfør fængselsbetjentens bemærkning) ikke det mindste intimiderende i forhold til så mange andre af de øvrige indsatte, som for hovedparten spilles af tidligere straffede.

Lus mellem tre negle

At en film har to instruktører, er i sig selv usædvanligt, og at den ene, Michael Noer, er fra dokumentarfilmmiljøet mens den anden, Tobias Lindholm, er fra fiktionsfilmens sfære, er højst usædvanligt. Men lige i denne sammenhæng giver det glimrende mening, fordi R - der da ej heller følger den traditionelle dramaturgiske kurve - mere end noget andet går ud på at skildre et miljø med alle dets regler og ritualer, skrevne som uskrevne.

Og det lykkes i den grad de to instruktører at anskueliggøre Runes trængsler. På den rasende uæstetiske fængselsgang, hvor en stor del af handlingen udspiller sig, synes det næste voldsudbrud aldrig langt væk, og Rune må efter bedste evne navigere mellem tre grupperinger: Fængselsbetjentene, de danske indsatte og de indsatte med anden etnisk baggrund.

Lederen af sidstnævnte spilles af den karismatiske instruktør og skuespiller Omar Shargawi, der i et af filmens få glimt af humor afskriver de danske indsatte som en flok 'tatobøsser'.

Kameraet bliver inden for fængslets mure til den bitre ende, men filmmagerne sætter råheden i relief dels ved at lade en bedstemor aflægge besøg i fængslet, og dels ved at lade Rune indlede et venskab med den unge Rashid (spillet af Dulfi Al-Jabouri). I endnu højere grad end Rune selv ligner Rashid en, der burde være et andet sted, men også han må altså overleve ved kløgt snarere end muskelkraft. Spørgsmålet er så, hvor gode kår en sådan alliance har i så barsk et miljø.

Som fortjent?

Som de foregående dages aktivitet i nærværende avis vidner om, er R en debatskabende film. Den bygger på omfattende research, og det er grumme svært at læse den som et indlæg for strengere fængselsstraffe. Selve den tid, den kriminelle tilbringer i fængslet, synes her omtrent en tillægsstraf. Den egentlige består i den udfordring, det er at finde en plads i hierarkiet, at finde nogen, der - mod en eller anden form for modydelse - vil beskytte en. Hvis man fejler på dette felt, er den straf, som samfundet har udmålt pludselig en decideret sekundær bekymring.

Et koncept som resocialisering synes stadig mere blåøjet, som filmen skrider frem. Fængselslivet fastholder tydeligvis de indsatte i deres kriminelle løbebane, og også Noer og Lindholms persontegning er helt igennem sober: Instruktørduoen går ikke til yderligheder for at skildre Rune som en i bund og grund god dreng, der er kommet for skade at træde ved siden af. Og heri ligger, lettere paradoksalt, R's humanisme. I stedet for at tænke: »Det her har han ikke fortjent,« tænkte denne signatur: »Findes der nogen, som fortjener det her?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu