Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Surt sødt show

Fummelfingeri fratog Matti Breschel fra at udfolde sig fuldt i Flandern, men Fabian Cancellara sørgede for at det alligevel blev til sejr for det danske cykelhold Saxo Bank
Kultur
6. april 2010

Det er en særlig dansk disciplin at blive glad og stolt, når betydningsfulde folk fra store nationer siger noget pænt om os, og især sportspressen jagter dagligt udsagn fra udlandet om, hvor gode de bedste af vores idrætsfolk er. Således var det da også sød læsning i sidste uge, at Tom Boonen nævnte Matti Breschel blandt sine skarpeste konkurrenter til at vinde Flandern Rundt. Selv har den tidligere verdensmester to gange vundet dette løb, der af belgiere regnes for verdens vigtigste og smukkeste, og som er et af de klassiske endagsløbs såkaldte fem monumenter. Men belgierne behøver ikke os til at fortælle, hvor god Tom Boonen er.

Matti Breschel har siden sin bronzemedalje ved VM for to år siden været anset for en fremtidens mand i landevejscyklingen og bedste bud på en dansk vinder af en forårsklassiker. Flandern Rundt eller Paris-Roubaix, der ligger godt for hans evner, og som har været hans drømmeløb siden han var lille. Det er ikke løb som med deres krav til robusthed og erfaring vindes af grønskollinger, og med sine 25 år har Matti nået alderen, hvor det ikke længere er tilfredsstillende at være et stort talent og vinde mindre betydningsfulde løb i ny og næ. Derfor var det lovende tegn, da han for to uger siden kørte stærkt i Milano-Sanremo og i midten af sidste uge vandt det mindre, men prestigefyldte løb Dwars door Vlaanderen, ved at køre alene til mål og slå blandt andre Tom Boonen i samme bulede terræn som Ronde van Vlaanderen køres i. Det var efter dette, at Boonen nævnte danskeren, som en han ville holde øje med.

Og ord holdt han også. Initiativet i løbet overlod han og hans hold Quick Step til team Saxo Bank, men da Matti første gang rørte på sig og meget tidligt selv satte konkurrenterne under pres på en af de stejle brostensbelagte såkaldte ’mure’, sad Boonen lige i hans baghjul.

Indtil da, små 80 km før mål, havde Saxo Banks kompetente hjælperyttere siddet samlet i front og gjort løbet hårdt i arbejdet for holdets to kaptajner, Matti og Fabian Cancellara. Et smukt og noget usædvanligt syn set et med danske bifokale briller. En dansk og en schweizisk hovedperson på et dansk cykelhold, der havde sat sig for at bestemme udviklingen, og som mere usædvanligt ikke blot var dansk af navn, men også af gavn: halvdelen af det hed Frank Høj, Kasper Klostergaard, Anders Lund – og så Matti.

Matti ramt af ulykke

Hvis et hold sidder med to så stærke kort som Matti og Cancellara er det strategisk i orden at fægte med åben pande, men man kunne nu få den tanke at holdets insisterende synlighed også var dikteret af holdejer Bjarne Riis’ jagt på en ny sponsor, der skal afløse Saxo Bank efter denne sæson.

En tanke der kan bestyrkes ved Riis’ besked til sine ryttere om, at de ikke skal ramme formen i det allertidligste forår og vinde småløb på Mallorca, men toppe når løbene er vigtigst og synligheden størst.

Matti var den synligste af alle, indtil ulykken ramte ham. Jo, man kan godt kalde det en ulykke. Han kørte som benådet. Dagen hvor han nok ikke kunne gå på vandet, selv om det havde regnet fra morgenstunden, men kunne svæve over bakker og brosten med alfeagtig lethed.

Det gør ufatteligt ondt at køre Ronde van Vlaanderen, men smerten syntes ikke. Matti har en fortid som international fotomodel, og han førte sig på murene og brostenene med samme skødesløse cool elegance som i sin tid på en catwalk eller foran et kamera.

Indtil hans forbremse begyndte at slibe på hjulet, og hans saddel vrikke sig løs. Ting der kan ske, men ikke må, når man kører, som Riis siger, på det bedst organiserede cykelhold i verden.

Og værre blev det. Fabian Cancellara havde kort forinden haft lignende mekaniske problemer og fik skiftet cykel i en ruf, men mekanikeren havde skudt genvej til et andet punkt på ruten for at give schweizeren sin reparerede cykel igen, da Matti skulle foretage sit cykelskift. Der var ingen mekaniker og ingen reservecykel, så han måtte fortsætte på den lavere og helt anderledes byggede Stuart O’Grady-cykel.

Det simple spørgsmål er: Hvorfor har holdets to kaptajner ikke deres egen reservecykel stående på taget af den forreste af de to ledsagebiler? Der er grund til at give skideballer til nogen, men Riis kan vel give sig selv en. Han sad i den ene af bilerne.

Sejr med slagskygge

At en håbløst distanceret Matti Breschel kunne køre sig op til en plads blandt de første 15 vidner om stærke ben og især stærk moral, men da havde Fabian Cancellara og Tom Boonen allerede foretaget den endelige udskilning, og på selve Muren ved Gerardsbergen, det traditionelle definitive udskilningspunkt, var Cancellara siddende i sadlen kørt fra en oprejst stridende Boonen, og de resterende 15 kilometer til mål var opvisning af verdens bedste tempokører. En af de smukkeste sejre i en af de smukkeste udgaver af et af de smukkeste cykelløb.

Men en sejr med kraftig slagskygge. Muligvis havde Matti Breschel intet kunne stille op mod en holdkammerat i det humør, men vi fik det aldrig at se.

Sort uheld er en anden dansk disciplin i bortforklaring. Her duer den ikke. Matti har tidligere demonstreret voldsomt temperament. Nå de fortjente skideballer er delt ud, kan han kun bruge vreden på søndag i Paris-Roubaix, hvor Cancellara og Tom Boonen igen er de store favoritter. Det bliver sjovt.

hjh@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her