Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Vor tids Scheherazade

Hvilken fryd at forføres af en fortællerske, der rundhåndet strør om sig med æstetik- og kulturhistorie. Der svæver en aura af verdens-litteratur over A.S. Byatts Børnenes bog
Kultur
16. april 2010

Da jeg begyndte at læse bøger, var der - som for mange litteraturelskere, tror jeg - et pirrende eskapistisk moment forbundet med det. Bøgerne var som tidslommer, små eller store, man kunne forsvinde ind i. Og jeg kender stadig ingen større fryd end selvforglemmelsen; at blive forført, gerne hen over 667 sider, af en dreven fortællerske, der rundhåndet strør om sig med æstetik- og kulturhistorie. En sådan dreven og uforskammet lærd fortællerske er britiske A.S. Byatt (f. 1936).

Handlingen i Byatts nyoversatte Børnenes bog er forankret i børnebogsforfatteren Olive Wellwood. Vi følger hende, hendes familie og progressive omgangskreds over årene 1895-1919. Denne historiske periode frem mod Første Verdenskrig, også kaldet fin de siècle, er præget af heterogene frihedsbevægelser, politiske såvel som æstetiske.

I England, hvor scenen primært er sat, lakker dronning Victorias regeringstid mod enden, og tidens opblomstrende socialister spalter sig ud i et spektrum fra reformvenlige Fabian-socialister til revolutionsberedte anarkister. Samtidig kæmper den militante kvindebevægelse, suffragetterne, for kvinders ret til uddannelse og stemmeret, mens æsteticismen er mere optaget af sig selv end af virkeligheden. Olive opdrager sine børn til frihed og fantasi, men de smukke idealer har også en bagside - børnene lider under en kunstner-mor, som er verdensfjern og sætter sin fortællekunst over alle andre hensyn.

Naturbarnet

Et dominerende træk i fin de siècle er længslen efter det oprindelige: naturen, barndommen. Max Webers begreb om naturmennesket indebærer et forsøg på at nedbryde den moderne verdens jernbur og vende tilbage til naturen. For C. G. Jung bliver denne tilbagevenden synonym med en rejse indad, og hos Byatt forenes begge billeder i et eventyr, som Olive skriver til sin ældste og mest elskede søn, Tom. Eventyret Tom under jorden handler om en dreng, der får sin skygge stjålet af en rotte og må ud på en farefuld rejse ned under jorden, som Orfeus i underverdenen, mod jordens indre, for at genfinde den.

Tom under jorden er et fikspunkt i Byatts monstrøst komplekse roman, fordi Olive hele tiden digter videre på historien, mens hendes søn, Tom, præcist udvikler sig til et radikalt naturmenneske. Måske som følge af et traumatisk kostskoleophold og forældrenes forsøg på at danne og civilisere ham, lever Tom som et dyrisk barn, der ikke vil blive voksen. Han ligner således også en tragisk Peter Pan-figur.

Ud over Tom har Olive også børnene Dorothy, Phyllis, Hedda, Florian, Robin og Harry - i nævnte rækkefølge - med ægtemanden Humphry. Familien bor på landet i huset Todefright, og Olives søster Violet holder hus for dem. Det viser sig efterhånden, at alle børnene ikke er lige biologisk beslægtede med deres forældre, og familiehemmelighederne bobler under overfladen.

Familien Wellwood er blot én af flere familier, Byatt sætter under lup. I tradition fra Jane Austen og senere George Eliot, udfolder Børnenes bog sig nemlig også - eller blandt andet - som en mikroskopisk undersøgelse af et senvictoriansk lillebysamfund, med alt hvad det indebærer af selskabsliv og normer om ægteskabet som det eneste saliggørende mål for kvindelivet. Serveret i en kærligt parodierende tone.

Børnenes fin de siècle

Men først og fremmest tegner Byatt portrættet af den betændte og dekadente fin de siècle, som i flere henseender spejler vores nutid, og som tilhører børnene, på godt og ondt. Det sidste gør den, fordi børnelitteraturen blomstrer i perioden med forfattere som Richard Jefferies, J.M. Barrie og Rudyard Kipling, der bruger naturbarnet som oprindelighedsfigur, og fordi man i Tyskland side om side med psykoanalysen udarbejder teorier om børn og barndommen. Fra en olympisk fortællerposition øser Byatt af sin enorme æstetik- og kulturhistoriske viden:

»C.G. Jung (...) blev efterhånden overbevist om, at børn tænkte på samme måde som fortidens folk. Han sammenlignede 'oldtidens fantasifulde, mytologiske tankegang med børns måde at tænke på og laverestående folkeslag med drømmene.'«

Børnenes bog er netop skrevet på en klangbund af mytologi og eventyr. Bogen hviler på en grundstruktur af anakronistiske billeder og figurer og kan som sådan læses som et forsøg på at lade børnene komme til orde og genindskrive en ny form for oprindelighed.

Den er traditionsbevidst, stilsikker og overlegen, Byatts sammenvævning af æstetikhistorie, mytologier og samfundsanalyse, og stadig virker læsningen legende let, fordi hun er så dreven en historiefortæller. Jeg har tidligere i disse spalter udnævnt Byatt som oplagt kandidat til Nobelprisen, og det er hun ikke mindst på grund af Børnenes bog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her