Læsetid: 5 min.

Tre mestre deler aftenen

Berliner Ensemble spiller Shakespeares sonetter iscenesat af mesterinstruktøren Robert Wilson og med musik af Rufus Wainwright. En sand fryd
Berliner Ensemble spiller Shakespeares sonetter iscenesat af mesterinstruktøren Robert Wilson og med musik af Rufus Wainwright. En sand fryd
3. april 2010

BERLIN - De indledende ord »When most I wink then do mine eyes best see« (Jo mere jeg kniber øjnene i, jo bedre ser de) til trods: Det sidste, man har lyst til, er at lukke øjnene. For det er en lise og udfordring for øje og øre, man kan opleve på Berliner Ensemble i forestillingen Shakespeares sonette.

Før 1598 skrev den unge William Shakespeare i alt 154 sonetter. Temaet var kærlighed, især den uopfyldte. I de første 126 sonetter er adressaten en smuk ung mand og i de næste 25 en mørk og mystisk dame. De to sidste handler om kærlighedsguden Cupido. Den amerikanske instruktør Robert Wilson har gjort os den tjeneste at udvælge 25 af sonetterne og hælde sit billedrige tryllestøv ud over dem.

Det stærke ensemble legemliggør 1500-talsfigurer som for eksempel Cupido (Giorgios Tsivanoglous' drillesyge skaldepande med nylonstrømpebeklædt hængevom og kubisk formede vrikkende tæer), Elizabeth I og II (en pluskæbet Jürgen Holtz med og uden håndtaske), Sekretæren (Anke Engelsmanns forvredne stankelben), Narren (den milde underspillede Ruth Glöss) og en af legenderne i Berlins teaterliv, den nærmest æteriske 86-årige Inge Keller (hun debuterede i 1942) som Shakespeare selv.

De er som poppet op af sonetterne. Man har svært ved at forestille sig fremtidige læsninger uden at se de grotesk skælmske ansigter og Wilsons legende koreografi for sig. Selv ligner den lidt tunge texaner Robert Wilson, der oprindelig er uddannet arkitekt, ikke et menneske, der med lethed hæver sig fra jorden. Til gengæld kan han, når han er bedst, få sine skuespillere til at gebærde sig på scenen, som om dansen var deres førsteprofession. Her er han bedst, bedre end længe, og de 15 skuespillere bevæger sig, som havde de vinger på fødderne.

I 2001 drog det københavnske Betty Nansen Teatret på turné med Woyzeck. Teksten var fra 1837 af tyskeren Georg Büchner, og med denne forestilling blev dansk teater verdensberømt. Helt dansk var det nu ikke, for det var Wilson, der havde sat i scene, og for tredje gang i sin karriere havde han allieret sig med Tom Waits, der lavede musikken. Succesen var uhæmmet. Også denne gang har Wilson fundet en musiker og sanger med sin helt egen stil. Hans landsmand Rufus Wainwright udgør aftenens urokkelige taburets tredje ben.

Sørgelige og smukke

Der skal målfoto til for at se, hvem af de tre der løber med aftenens sejr. Shakespeares sonetter er inkarnationen af poesi. De er sørgelige og smukke, men også harske og vittige. Her folder de sig ud, til tider på engelsk, til tider på tysk, til tider med toner, til tider deklameret.

Wainwrights musik er klimprende avantgardistisk renæssanceakkompagnement, men også hidsige technorytmer. Den er hjerteskærende poprockballader som sonet nr. 20 »A woman's face« og nr. 29 »When, in disgrace«, der omgående bider sig fast som en ørentvist. Den er nærmest opera som den festlige og fyrige sidste sonet nr. 154 »The little Lovegod«.

Wainwrights kærlighed til netop operaen opstod allerede i hans teenageår. Men også hans erklærede betagelse af de ulykkelige sangerindeskæbner Edith Piaf og Judy Garland skinner igennem i sangene. De er helt deres egne, men trækker linjer til chanson, musical og cabaret. Mange kvinder sukker efter den følsomme Wainwright med den hæse stemme, men de går forgæves. Han er erklæret homoseksuel, ikon for et utal af bøsser, og hans personlige historie vidner om, at det ikke har været en vej uden sværdslag.

Mænd er kvinder

Denne følsomhed går igen i Robert Wilsons iscenesættelse, der med en næsegrus respekt for Shakespeares ord taler til hjertet og sanserne frem for til forstanden. Eller som den tyske forfatter Heiner Müller skrev i 1986, da Wilson iscenesatte hans »Hamletmachine« i New York: »Jeg havde tydeligt det indtryk, at sprog og tekst blev behandlet som en krop. Omgangen med sproget er som omgangen med kroppen i koreografien.« Kropsligheden træder yderligere frem ved, at mænd spiller kvinder og kvinder mænd i Wilsons bud på sonetterne. På denne vis forstærkes karakteren og fremhæver, i hvor høj grad begge køn bærer begge køn i sig. På Shakespeares tid blev alle rollerne spillet af mænd, men denne wilsonske/wainwraightske konsekvente rolleombytning intensiverer og overrasker og gør figurerne til rigt facetterede mennesker, der bevæger på en ustereotyp måde.

Den konferencieragtige Georgette Dee vælter til tider ind foran fortæppet. Her fører hun telefonsamtaler med Berliner Ensembles direktør Claus Peyman eller afleverer med sin sexede dybe stemme kommentarer i stil med »401 år med de her sonetter, og I sidder stadig på ubekvemme stole! Er der ingen følelsesmæssig evolution sket siden da?« Dee er en kendt tysk drag og kunstfigur. Ingen kender hendes rigtige navn, og hendes optræden virker nok mest spektakulær på et tysk publikum. Den er lidt malplaceret, men er måske Wilsons forsøg på at give saft og kød til sit næsten overjordisk skønne univers.

For som altid, når det er Robert Wilson, er æstetikken i top. Hans ene kendemærke - det skarpe lys, de klare farver og skyggerne - virker som skabt til at kontrastere de svulmende og raffinerede renæssancekostumer. Og hans andet kendemærke - replikrepetitionen - er perfekt for det sonetutrænede øre, der måske ikke lige fanger linjen præcis første gang.

Wilson laver uforglemmelige billeder med et orange bilvrag hængt op på en knækket træstamme, med røde æbler og slanger, med tre mænd i sorte kjoler og orangerødt hår, med cykler i mini- og maxiformat. Han laver SM-stemning med masker og piske, og er man symbolblind, kommer man på en svær opgave. Det skønne er bare, at man ikke behøver at fortolke. Ord, billeder og musik lader ens hjerte pivåbent. Hvert indtryk flyver lige så stille ind og lagrer sig, efterhånden som timerne skrider frem.

»Dante og Shakespeare deler den moderne verden imellem sig. Der findes ingen tredje,« skrev digteren T.S. Eliot i et essay i 1932. På Berliner Ensemble får man følelsen af, at det er Shakespeare, Wilson og Wainwright, der har snuppet hver deres tredjdel.

'Shakespeares Sonette', tekst: William Shakespeare, musik Rufus Wainwright, iscenesættelse Robert Wilson. Forestillingen spiller på Berliner Ensemble igen den 10. og 11. april 2010. Se mere her: www.berliner-ensemble.de

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu