Læsetid: 4 min.

Umiskendelig og ufraværende Pia Juul

Juulsk. I ny digtsamling bruger Pia Juul radioen som en tidsmaskine, der genererer danske og tyske stemmer samt motiver som erindring, længsel, besættelse, befrielse, krig og overlevelse
Unik. Pia Juul har altid været mester i at gengive, travestere og montere flere stemmer i sine lyriske tekster, længe før det for alvor blev moderne - og uden at det bliver ren sampling; der er altid en ironisk og umiskendelig Juul'sk grundtone i hendes sprog, siger Informations anmelder.

Unik. Pia Juul har altid været mester i at gengive, travestere og montere flere stemmer i sine lyriske tekster, længe før det for alvor blev moderne - og uden at det bliver ren sampling; der er altid en ironisk og umiskendelig Juul'sk grundtone i hendes sprog, siger Informations anmelder.

Miriam Dalsgaard

23. april 2010

Jeg har brugt den metafor om en nyere digtsamling: at læse den er som at surfe mellem forskellige frekvenser på en radio. Om Pia Juuls seneste udgivelse er det ikke længere en metafor: Den gamle langbølgeradio toner gylden frem på omslaget, indstillet på Koblenz, og hele teksten er orkestreret som radioteater for mange stemmer og med lydeffekter angivet i regibemærkninger. At dette stykke radioteater bærer undertitlen Digte, gør det til et læse-drama, og at disse digte bærer titlen Radioteateret, gør dem til en hyldest til den statslige institution, der gennem årtier var et udviklingslaboratorium for dansk digtetalent, men efter DRs nedskæringsmassakre kun eksisterer i stærkt reduceret form.

Tysk

Nogle sider inde præsenterer teksten glimrende sig selv: »Radioteatret er en tidsmaskine [...] Vi har Eliza C's barndomsstemme og voksenstemme og alle venindernes stemmer og digterens, her taler selv byer fra Tyskland. Vi har samlet en håndfuld personer i Studie 2, de er sig selv, men har ikke selv bestemt hvad de skal sige, det har forfatteren, men hende har vi sendt hjem.«

Den Juul'ske ironi er umiskendelig, også i rollelisten (alfabetisk ordnet): »ELIZA C (10), (20), (40), (60), hovedperson, synes hun selv«, »ELLY BYDE, fjernsynsnarkoman, men ved det ikke«, »FLEMMING, sur«, »GRETE, nabo, ind fra højre«. En alvorlig og aldeles uironisk (ja ligefrem syntaktisk uelegant) præsentation gives dog af 'HAUPTMANN BRÜLL', den historiske lejrkommandant, der forsynede komponisten Messiaen med nodepapir i fangelejren.

Brüll er ikke det eneste tyske på rollelisten, som også tæller kvinden Hildegard, tysklæreren Hanne Birgitta - og først og sidst byen Koblenz, der virker som det tyske islæts ophav - som om det er byens blinkende navn på den gamle langbølgeradio, der har affødt fantasier om Tyskland og krigstid og lyd, der får liv trods dødens kræfter. Er jeg for blasert, når jeg siger, at jeg dog godt kunne undvære de grammatiske remser (»aus, bei, mit, nach, von, zu«), som tysklæreren udspyer, og som for mig bare virker lidt som tom (og undskyld mig) Erlend Loe-agtig tysk-effekt?

Mindet

Tysk-temaet knytter sig til det, som måske er digtsamlingens hovedtema: mindet. I bogens ouverture hører vi lyden af at mindes: »Hvad er det for en gurglende lyd? [...] Er det bare nogen, der mindes, er det dét, gør dét ondt, kan det kvæle et menneske?« Og de indledende regibemærkninger, som angiver en morgenlydkulisse af skrattende fasan, dryppende vandhane, drømmeklynk og vækkeur, ender med opfordringen: Begynd med dit stærkeste minde. Changerende mellem 20, 60 og 40 år oplader Eliza C da sin røst og giver os den tidsoplevelse, som er tekstens gennemgående: fortids fremtid og fremtids fortid; man mindes længslen, og man længes efter mindet. Således den 20-årige Eliza: »Om et par år vil en ung mand ved navn Konrad se på min skulder [..D]et vil jeg altid mindes senere, til den tid. Engang«. Og i en senere replik: »Jeg længes så forskrækkeligt. Efter Konrad udi fremtiden. Efter bækken fra min barndom. Efter havet som jeg så for sent«.

Besat og befriet

Tysk-temaet melder sig i mindets tema som et spørgsmål om minders størrelse: den første tyske stemme er Hildegard (»tysk kvinde fra Koblenz, i live«), som griber ind i Elizas udveksling af minder med drømmeren Krysillis og bagatelliserer dem: »Hvad har I at mindes, som ikke er småt./ Alt hvad jeg mindes er stort og voldsomt./ Torden. Krig. Død. Sult. Ruiner. Død. Død«.

Mindet om krigstraumet stilles side om side med mindet (det altid fortids-fremtidige) om den første forelskelse (længslen efter førstegangserfaringen er et genkommende motiv). Og de to samkøres med stor lyrisk effekt i brugen af »besættelsens« og »befrielsens« tema: »Jeg ville være besat/ og jeg ville befries«, kvæder Eliza, og siden lyder det sådan her i en duet, hvor stemmeveksling og linjebrud falder nøjagtig, som de skal: »ELIZA C: Hvad er det man skal med sit hjemlands vemodige sange?/ KRYSILLIS: Man skal sidde på en øde og græde/ ELIZA C: Man skal blive besat og så skal man synge/ dem under besættelsen, det vil give dem/ en ny skønhed efter befrielsen«.

Ufraværende

Pia Juul har altid været mester i at gengive, travestere og montere flere stemmer i sine lyriske tekster, længe før det for alvor blev moderne - og uden at det bliver ren sampling; der er altid en ironisk og umiskendelig Juul'sk grundtone i hendes sprog. Ironien i denne tone udstråler fra udsigelsens svært lokalisérbare centrum - der leges hele tiden med, at det talende jeg på én gang er her og er her ikke (»forfatteren -hende har vi sendt hjem«), hvilket selvfølgelig er et grundvilkår for skriften, men måske også for sproget og eksistensen. Dette fraværende nærvær eller denne titte-bøh-leg udfolder sig i Radioteatret som stemmer, der kommer og går (som når man skruer på langbølgeradioen) - men også som tid, der er gået, så snart den er inde.

Selv i Radioteatrets rolledigte er der endog et diskret angivet 'jeg', der leger gemmeleg med os - et jeg, som ikke hører til nogen af rollerne, men som gemmer sig i græsset i en regibemærkning, da Eliza C (40) står og kigger ud i haven. »Haven har ingen lyd i sig selv«, står der i regibemærkningen, og så får vi ikke-lyden af et 'jeg' i græsset: »Forskellen på græsfrøet i den tromlede jord og det lange grønne strå jeg ufraværende stikker ind mellem tænderne er ikke hørlig«. Med neologismen 'ufraværende' (der klinger af 'uforvarende') er givet os et herligt adjektiv til at betegne Pia Juuls unikke skriftstemme, som netop aldrig er fraværende, selv når den orkestrerer et kor af andre stemmer. I denne samling også stemmer fra en anden og mere traumatisk historisk virkelighed end den danske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu