Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Værdigheden i det ufuldkomne

Trods egensindigheden oplevedes Mikkel Thykiers avancerede essays som poetiske tørstslukkere
Kultur
23. april 2010

På en platform helt for sig selv, i en essayform skabt af ham selv, opfører Mikkel Thykier (f. 1977, debut 1997) i disse år et forfatterskab, som ved sin egensindighed og indsigt uvægerlig må aftvinge respekt.

Han var i en hel årrække berømt og berygtet for at kanalisere sin opfindsomhed og originalitet ud i digteriske projekter, der sprængte den traditionelle bogform og derfor kun fandtes som rygter eller i cirkulationseksemplarer - lidt i stil med samizdat-publikationer i det nu nedlagte Sovjet - men han synes på det seneste at have lært at leve med bogen, bruger den i det mindste flittigt. Sidste år kom bl.a. Entré, indeholdende tre begavede og inspirerende tekster om ensomhed, identitet og intimitet, og nu får vi fra samme forlag, det heroiske Anblik, Refleksioner i guld og bly, hvis undertitel, »Tre improvisationer« snart viser som en koket manøvre foran ambitiøse og nok så avancerede essays.

Egyptisk ærinde

Hoved- og slutstykket giver en bemærkelsesværdigt modig og indsigtsfuld analyse af Morti Vizkis forfatterskab, især dettes lyriske dele, og især de tre samlinger Sol (1997), Mange boliger (2000) og Rejsebog (2002). Ligesom hans dramatik kendetegnes de ved burleskhed, leg med en fri fantasi og et boblende, lystfyldt sprog; men derudover har de et esoterisk og spekulativt mellemværende med egyptisk kunst, kultur, religion og civilisationsforståelse.

For at komme ind i dette vældig krævende felt reflekterer Mikkel Thykier sig i bogens første stykke frem til en definition af poesi som det, der overskrider lyrikken og digtet, ja, han vil faktisk helst ind til noget, der kun ligner poesi, som minder om poesi - for så vidt som det arbejder med en minimal afstand mellem sansning og tænkning - men som alligevel ikke er det, selv hvis det betjener sig af mønstre, billeddannelser, rytme m.m.

Først i en sådan 'negativ' kategori bliver der plads til Morti Vizkis praksis. Men dertil kommer dens særlige bevidsthed om spillet mellem maske og identitet. For at beskrive dette spil griber Thykier et sted fra Georges Bataille: »Mennesket kommer først ud af den uudholdelige ensomhed i det øjeblik, hvor ansigtet på et af dets medmennesker dukker frem af alle de andres tomhed«. Denne opdukken ses i egypternes mumieansigter og i gravskulpturernes hoveder, som altid har bevægelse, hændelse i sig, selv midt i en streng fuldkommenhed.

Dobbelte identiteter

Og herfra bliver springet kun kort til de billeder af det momentane og ufuldkomne, man finder hos Morti Vizki, der frem for at opstille identiteter opererer med dobbeltkategorier: Androiden (mellem menneske og maskine), den transseksuelle (der ikke kan finde forløsning for sin seksualitet før hans eller hendes krop har undergået en altomfattende forvandling) og hermafroditten (»der på trods af et måske forfinet og skønt udseende, hvor det ene køn glider umærkeligt over i det andet, er hjemsted for en bevægelse i flere retning på én gang«).

Noget kunne tyde på, at Morti Vizki i Mikkel Thykier har fundet en kongenial fortolker. I hvert fald må den nye lille, kloge bog - om end dels hermetisk indforstået, dels unødigt spekulativ og abstrakt - kunne levere ideer og figurer til den revurdering af Vizki, som rygterne vil vide er i gang. De, som i det stille måtte gå og tørste efter en mere søgende og spørgende litteraturkritik end den gængse, vil kunne hente kvælende drikkelse her.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

'Kvælende drikkelse" eller måske vederkvægende - alt efter hvor tørstig man er, og hvor hurtigt man drikker.