I Sidst Dolly Parton modtog dødstrusler, var da hun skrev sangen »Travelin' Thru« til filmen
Transamerica(2005), der handler om en transseksuel, som rejser tværs over USA sammen med den søn, hun nægter at give sig til kende over for. Nu er hun så også drengens far! Den slags nægter de simpelthen at acceptere i Bibelbæltet, hvor man nok ved, hvad der er propert og korrekt. Så - you're dead meat, Dolly. Det er ellers sådan en smuk sang. 'Travelin' Thru' handler om en rejse. For at finde hjem - også til sig selv. Og Parton lod kritikerne forstå, at hun havde skrevet sangen ud fra en rodfæstet overbevisning om, at »det er okay at være den, man er«.
Og det må hun om nogen vide, thi hun har nu i over fem årtier ikke været andet! Hun kan tage pis på det - som da hun på Oprah påstod, at »if I have one more facelift, I'll have a beard!« - men hun går ikke på akkord. Hverken med sin kunst, sine forretninger eller sit image. Hun fastholder sin ret til at være den, hun er - det overraskende er måske, at hun er så generøs over for andre. Thi selv om man i USA - og her i Danmark med, såmænd - står hårdt på sin individualisme, er det ikke lig med, man pr. automatik mener, andre har ret til samme; så meget har jeg da forstået efter et årti med 'borgerlige værdier'. Men ved også godt, at venstrefløjen har mindst lige så mange blinde vinkler.
Tag f.eks. den furore, det vakte, da Christian Braad Thomsen i 1970'erne publicerede en kronik i nærværende dagblad, hvor han besang Dolly Partons fortræffeligheder; ikke kun hendes musik og hendes sangskrivningskunst, men også hendes fremtoning. Det virkede som en rød klud på datidens kvindesagskvinder, og diskussionen rasede i ugevis. Det er i den forbindelse værd at erindre sig, at store dele af kvindesagsbevægelsen var præget af had (til mænd, jovist, men satenedeme også til andre kvinder), kvælende politisk korrekthed og seksualforskrækkelse. Havde de vrede kvinder gidet gå bag overfladen, ville de måske have indset, at Parton om nogen kæmpede for at få kontrol over eget liv og egen karriere i en mandsdomineret verden. Så tidligt som i 1968 havde hun på sangen »
Just Because I'm a Woman« gjort op med datidens holdning, at mænd skal have lov til at løbe hornene af sig, mens kvinder for guds skyld skal vogte dyden: »
Yes, I've made my mistankes/ But listen and understand/ My mistakes are no worse than yours/ Just because I'm a woman...«
Det ville givet være lettere for alle parter, om der fandtes
toDolly Partoner. En glitrende showbiz-Dolly, der uden blusel går i seng med overdrevne (nogle vil sige smagløse) topti-poparrangementer, gør sig i store platinblonde parykker, knaldrøde negle og læber, overdådige juveler og kostumer samt ublu brug af makeup. Som spiller sig selv i tvivlsomme B-film og tiltrækker et publikum, som folk, der bryster sig af god smag, nødig vil ses i selskab med. Og så en troværdig hipster-Dolly, som mestendels klæder sig i denim, udelukkende skriver sange som »
Down from Dover«, »
Jolene« og »
Coat of Many Colors« og på alle måder udstråler jordnær integritet med bjergluft i blodet og de der smukt dirrende tårer i stemmen.
Så kunne den
crowd, der ryger cigaretter uden filter og ikke bryder sig om country, men gør en undtagelse med Hank Williams, Johnny Cash og Patsy Cline, ignorere den 'dårlige' Dolly og i stedet betingelsesløst elske den 'rene' ditto, uden risiko for latterliggørelse fra ligesindede. Mens den fraktion der elsker at gå med cowboyhatte, tygge tyggegummi, grille igennem og tage temmelig meget på camping kunne dyrke den 'festlige' Dolly som én af deres egne, og alle ville være glade.
Men ligesom man ikke kan adskille den slanke, fyrige Sun Sessions-Elvis fra den sene, voldsomt overvægtige Las Vegas-Presley-parodi, er de to Dollyer to alen af samme stykke. Man kan vælge og vrage mellem hendes sange, men man kan ikke adskille den autentiske hjemmefødning fra den syntetiske popprinsesse, uden at gøre skade på dem begge. Sådan går det ofte med de kunstnere, vi holder af - de er omvandrende paradokser. Og Dolly er en vaskeægte imiteret diamant. Sådan er det bare.
II
Dolly Rebecca Parton fødtes i Sevierville, Tennessee i 1946 under kummerlige kår. Hun var den fjerde af de i alt tolv børn, hendes moder fødte, før hun blev 35. Hendes far var en tobaksfarmer, der som så mange småbønder forpagtede en stump land i et af USA's smukkeste naturområder, the Great Smoky Mountains, den myteomspundne del af de Appalachiske bjerge, der ligger i den sydøstlige del af USA.
Mens området er kendt for sin overflod af scenisk skønhed, ligger dets kulturhistoriske betydning inden for det musikalske, da områdets isolation betød, at mange ældre former for skotsk og engelsk musik forblev intakt til langt op i 1960'erne. Den angelsaksiske balladetradition - som er episk! - dvæler gerne ved livets tragiske aspekter, ikke mindst kærlighedens fatalitet. Dvs. størrelser som udenomsægteskabelige affærer, unge, uskyldige kvinder, der ledes i fordærv og såvel fuldbyrdet som ufuldbyrdet lidenskab til (og nogle gange: efter) døden subsidiært durk ind i sindssygen. Det går generelt de involverede grumme skidt, og det er norm frem for undtagelse, at unge piger findes døde ... gerne druknede i en mose langt ude på heden, mens de knuger det spæde resultat af førægteskabelig sex i deres tynde, hvide arme. Man kan hævde, at sangene havde samme funktion som vor tids tv-serier - beskrivelser af livet, som det leves af folk lig os selv, blot med fejltrinene til forskel. Eller i hvert fald - de involveredes karakterbrist lagt frem til offentlig beskuelse.
Dolly Partons opvækst, hvor en familie på 14 delte en etværelses træhytte uden rindende vand, elektricitet eller træk og slip, spiller en stor rolle i hendes sangskrivning. Der er utvivlsomt blevet pyntet på historien hen ad vejen, men det eneste gode ved fattigdom, har Parton sagt, er, at den spænder ens kreativitet til det yderste. Og hun ejede fra starten musikkens gave, og begyndte at synge samtidig med, hun lærte at tale. Allerede som femårig skrev hun sine første sange, og hendes onkel Bill lærte hende at spille guitar, da hun var otte. Drevet af en ubændig ambition, indspillede hun sin første singleplade som 13-årig, og mens hun stadig gik i gymnasiet medvirkede hun fast i et lokalt tv-show. Dagen efter hun var blevet familiens første student tog hun bussen til Nashville, hvor hun i 1967 scorede sit første hit med »
Dumb Blonde«. Så fik Porter Wagoner, der stod og manglede en kvindelig partner til sit ugentligt syndikerede tv-show, øje på hende og derefter gik det stærkt.
Det er på de cirka 19-20 soloalbums, der starter med
Just Because I'
m a Womani 1968 og slutter med
New Harvest - First Gatheringi 1977, at Dolly skrev og indspillede størstedelen af de sange, hendes renommé hviler på: »
The Bridge« (en selvmordsang med chokerende slutning), »
In the Good Old Days(
When Times Were Bad)« (nostalgi er ikke hvad den har været), »
Evening Shade« (om et børnehjem for folk med stærke nerver), »
Daddy« (datter forsøger at tale sin far fra at forlade mor til fordel for en yngre model), »
My Blue Ridge Mountain Boy« (lillebypigen, der ender som prostitueret i storbyen), »
Daddy Come and Get Me« (en kvinde synger indefra det sindssygehospital, hendes utro mand har indlagt hende på), »Robert« (om incest mellem ikkemedvidende aktører; jo, det går lystigt for sig i bjergene), »
Jeannie's Afraid Of The Dark« (en duet med Wagoner om et par, der mister deres eneste datter) og - nå ja - »
Down From Dover«, om den gravide pige, der venter på at den eneste ene skal vende tilbage; det gør han så ikke, barnet dør og så lyder det til sidst »
In some strange way she must have known she'd never have a father's arms to hold her/ and dying was her way of telling me he wasn't coming down from Dover ...« Afsunget med en røst så klar og ren, man må sig forbarme.
Listen fortsætter: »
Gypsy, Joe, and Me« (død, død og atter død, ja selv hunden dør), »
Traveling Man« (en trekantsaffære, der involverer en omrejsende sælger, en mor og en datter), »
Coat of Many Colors« (hendes egen yndlingssang, der handler om smerten - men også stoltheden - ved at vokse op i en fattig familie), »
She Never Met a Man« (tja ...), konceptalbummet
My Tennessee Mountain Home(1973), »Jolene«, »
I Will Always Love You« (hendes afskedssalut til Wagoner og et megahit for Whitney Houston i 1992), »
The Bargain Store« (smertelig kvindelig erfaring med tilbudsbutikken som metafor), »
The Seeker« (den spirituelle side af sagen), »
Shattered Image« (lad den rene kaste den første sten) og den underskønne '
Light of a Clear Blue Morning', skrevet som en reaktion på afslutningen på de retssager, Wagoner havde ført mod hende, siden hun forlod hans show i utide i '74.
Det er værd at nævne, at fraset »Jolene« gjorde disse sange ikke stor lykke uden for countrymusikkens hitlister. Om end deres lige ikke findes inden for nogen genre. Her ajourføres og moderniseres den appalachiske tradition, så det giver genlyd; sange om død og kærlighed og livets andre mysterier. Tak, skæbne!
III Albummet
New Harvest - First Gatheringmarkerede i '77 et vendepunkt for Parton. Det var det første album, hun selv producerede og som sådan havde total kontrol over; her vendtes blikket bort fra country og rettedes i stedet mod pop og ... Hollywood. Det er interessant, at hun det følgende årti opnåede succes på pophitlisterne med sange, hun ofte ikke selv havde skrevet. Ja, hun opnåede sin største kommercielle succes i 1980'erne, men på bekostning af noget af sin særart. Det påstås, at flere mennesker kloden rundt er i stand til at sætte navn på et billede af Dolly Parton end et af The Beatles. Men der er så heller ikke tvivl om at hendes forretningsentrepriser og kolossale filantropiske indsats i høj grad var med til at fjerne fokus fra den sangskrivning, som i sidste ende er hendes største bidrag til kulturens fremdrift.
Efter pladeselskabsskift i 1987 udsendte hun samme år i selskab med vennerne Linda Ronstadt og Emmylou Harris megasuccesen
Trioog i 1989 vendte hun tilbage til countrymusikken med det vellykkede
White Limozeen. Det blev hendes sidste store sællert, før hun som så mange af countryens superstjerner blev opfattet som passé, da den såkaldte new country bragede igennem i 1990. At countrymusikken siden da er gået i selvsving og har mistet forbindelsen bagud er både faktum og trist, men Parton bærer med sine crossover-manøvrer en del af skylden for meget af det anæstiserede shit, der lukkes ud i genrens skamredne navn. Det må hun tage på sin kappe, thi når man søger det store publikums gunst, levnes der ikke plads til idiosynkrasierne. Resten af årtiet blev fraset enkelte hits magert på alle fronter, men i 1999 slog hun en volte med
The Grass Is Blue, det første af i alt tre bluegrass-albums, der samlet hører til blandt karrierens bedste.
Og Dolly er jo kun 64 og stadig i fuld vigør, så vi har næppe hørt det sidste i den sag. Indtil da kan man nyde de fire cd'er i sættet
Dolly, som udsendt af hendes gamle pladeselskaber RCA og Columbia dækker perioden fra 1959 op til sådan cirka 1995, hvor denne gigant røg ud på indiemarkedet. Og 99 performances med damen er da også en messe værd. Især når næsten alle klassikerne er med.
Og så er der som altid Stemmen - dette unikke instrument så ganske ulig noget andet på Den Blå Planet - at fryde sig over. Dolly, du er den ægte vare. Vi tager hele pakken. Og takker tilmed.
Dolly Parton: Dolly (RCA Nashville/Legacy/Sony) Er udkommet
