Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Verdens smukkeste morfinist

'Lang dags rejse mod nat' er Stina Ekblads forestilling. Med tre mænd, der velvilligt lader sig forføre, både af hendes morfinrus og hendes magi
Kultur
29. april 2010

Måske har Stina Ekblad aldrig været smukkere end i Lang dags rejse mod nat på Folketeatret. Jovist, hun har været akkurat lige så skarp og djævelsk som her. Men aldrig så billedskøn.

Hun svajer kniplingetynd over scenen - og dog er hun vævet af den stærkeste tråd. Hun løber let som en teenager - og dog er hun trættere end døden. Hun gør sig svag eller stærk, alt efter hvad der bedst kan betale sig. O'Neill's urmoder er en af verdensdramatikkens mest manipulerende kvindeskikkelser, og Ekblad mestrer alle hendes nuancer, morfin eller ej.

Mændene omkring hende bøjer sig forståeligt nok i respekt og afmagt. Waage Sandø lægger ud med en forrygende normaliseringstone. Bekymret taler han om sin hustru, og beundrende kysser han hendes pande. Indtil han kommer i nærkamp mod hendes misbrug og må holde godt fast om flasken, mens han falder ... Sandø overfører sin afmagt til sønnerne, skiftevis truende og klynkende, så det er rystende at se ham forsvinde ind i sit livsbedrag.

Farligt flygel

Terje Mærli har primært ladet sin instruktion udgå fra spillerne. Egentlig er fortolkningen ret statisk, fordi de fire mennesker bare står og taler. Og andenakten har faktisk svært ved at holde dynamikken, også fordi lyssætningen dyrker det søvndyssende.

Forestillingen har en intens suspense omkring sønnerne. For hvor galt kan det gå, når Ken Vedsegaards storebror har sådan tjek på tingene? Og hvor slemt står det virkelig til, når Thomas Magnussons lillebror er så klartseende omkring sin egen sygdom? Vedsegaard har aldrig haft sådan en sceneautoritet før, og for Magnusson bliver rollen en psykologisk spillesejr. Begge spillere vokser for øjnene af én, som om Stina Ekblad både drysser morfinrus og magi ud over dem på samme tid.

Den næsten Ibsen'ske katastrofe hærger forestillingen med Strindberg'sk nattekraft, forudsigeligt eller ej. Eneste lyspunkt og livline bliver Signe Kærup Hjorts kække tjenestepige. Hun fordufter selvfølgelig, inden morgenen gryr. Men da ser Stina Ekblad såmænd nok lige så blændende ud som før.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her