Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Med åndedrættet på pause og Afrika i blodet

Bob Marleys skarpeste søn, Damian, og Nas finder melodien og giver hinanden en blodtransfusion på konceptalbummet 'Distant Relatives', der ikke desto mindre ville have haft godt af lidt improviseret rav i gaden, som det i forgårs kunne opleves på Blågårds Plads
Kultur
22. maj 2010

Ad omveje skal vi nå frem. Torsdag aften mellemlandede jeg på Blågårds Plads. Det var årets første udeaften i København, og mange ønskede del i den. Nippende til hveden i glasset tjekkede caféfolket sommerfrillen i solbrillen, sutterne poppede tempererede høkerbajere, vi labbede thaicurry i os og stirrede os mætte på gaden. Med smalle glugger skyggede store drenge og unge mænd i hættetrøjer en tilbagevendende motorcykel og var ellers travlt optagede af - i al venskabelighed - at uddele gruppelammere til hinanden. Det skal jo koste, når nogen sådan forærer bolden til de andre, og en samling blå mærker har sgu altid været kilde til god spas venner imellem.

Alle ville i sandhed have del i de underlige aftenlugte, således også strisserne, der meldte deres ankomst, mens vi vel egentlig forventede dem. Her var jo lige så rart. Iklædt hjelme og kortærmede babyblå skjorter spærrede de pladsen af i en form for actionhygge. Det skete ikke i ubemærkethed. Ikke just. For så snart ordensmagten gjorde sig synlig, mente en hiphopkyndig lokal, at der skulle akkompagnement til. Og så blæste KRS-One-klassikeren 'Whoop-whoop, that's the sound of the police, whoop-whoop, that's the sound of the police' på repeat fra en lejlighed på 1. sal, hvor højttalerne var smækket op i vindueskarmen og vendt ud mod pladsen. Hermed var idyllen dog heller ikke spoleret. Blågårds Plads summede videre til det nye soundtrack, og ligesom lammetæverne ikke havde protesteret over den lettere forhutlede gårdsanger, der på tredje time skramlede løs på sin medbragte guitar og forstærker, lod han til at være ganske cool med at skulle blande decibel med det indiskrete protesttrack. Ufortrødent klimprede han videre på hakkebrættet, og kakofonien var en herlig realitet. Betjentene lod sig heller ikke genere af lydtapetet. De tog sig ligefrem en lytter foran den gale spillemand, inden pligten og kropsvisiteringerne igen havde bud efter dem. Oh, Nørrebronx.

Disharmonien halter

Og hermed er jeg fremme ved Nas og Damian Marleys friske pladeprojekt, Distant Relatives. Det er en af de stærkeste kollaborationer mellem to etablerede kunstnere, jeg har hørt længe. Når to verdener - i dette tilfælde rappen og dens ældre slægtning, reggaen - mødes, håber man selvfølgelig på det bedste fra dem begge. Men man frygter med god grund det værste. Ofte ender mødet i høflighedsfraser, der ikke rykker en disse, men skæmmer parterne i en konstant følen på tænderne og holden på sit.

Heldigvis ikke her. Mangler Distant Relatives noget, er det nærmere den disharmoni, som opstod så uplaneret og sammenbragt forleden aften på Blågårds Plads. For duoen går næsten til i vokal laberhed og indbyrdes forståelse, hvis det altså kan gøres til en skidt ting.

Tilbage til Afrika

Man kunne i hvert fald have forventet mere ballade, når man ser nærmere på konstellationen. Damian Marley er yngste søn af Bob og markerede sig fra sin debut i 2005 som sin faders værdigste arvtager. Hittet »Welcome to Jamrock« er ikke blot det skarpeste (dancehall)drevne hit fra Jamaica, siden Bob bukkede under, det rummede også faderens flirt med mørket og den uskyldsfattige underverden. 'Out on the street ... they call it murder!' blev en tagline, som hiphoppen med største selvfølge samplede og tog til sig. På samme plade teamede Damian Marley op med Nas for første gang, og den tunge satsning til trods blev nummeret »Road to Zion« en påmindelse om, at selv kommerciel amerikansk hiphop langtfra kan affærdiges som pistol- og blingfikseret, hvad danske rockjournalister med anciennitet og respekt ellers har haft travlt med igen i det forgangne forår.

»President Mugabe holding guns to innocent bodies / In Zimbabwe they make John Pope seem godly / Sacrilegious and blasphemous,« høvlede Nas i sin insisterende indignation over en verden af lave.

Netop Nasir Jones fra New York City er normalt en uforudsigelig størrelse, der siden sit fænomenale gennembrud i 1992 med Illmatic har tilhørt den absolutte rapelite. Associationsrækkerne har vid, diktionen bid, flowet dynamisk alsidighed og stemmen patina. Hans svaghed har altid været valget af samarbejdspartnere. Puff Daddys materielle fokus ødelagde ham næsten i sluthalvfemserne, og suveræn lyrik og levering er mangt en gang blevet skamferet af ringe og enerverende beats.

Denne gang svigter lydsiden ikke, selv om Damian og broderen Stephen Marleys reggae- og dancehall hist og her synes mere vammel end varm, mere broderet end detaljeret. Et råt for usødet udgangspunkt og flere kontraster ville have gavnet Distant Relatives, der i dén grad burde gjalde af gyder og drama i Kingstown og Queens. Men ligesom i de samvittighedsfulde og potmættede tekster finder makkerparret i stedet sonisk inspiration og ståsted i det store moderland, Afrika.

Suveræne højdepunkt

Bookletten åbner med de holdt sammen af det sorte kontinent og ender med Marcus Garvey-citatet »A people without the knowledge of their past history, origin and culture is like a tree without roots

Temaet er gennemgående, men så prædikende er konceptalbummet ingenlunde, selvom sangtitler som »Land of Promise« og »Africa Must Wake Up« lugter lidt i den retning.

I stedet stemmer Nas og Damian Marley ind et vokalt arbejde, der sine steder er så indfølt og organisk okay, at al snakken om, at vi alle kommer fra det samme sted, får ny krop.

Den indledende »As We Enter« er medrivende i al sin vibration, »Tribes at War« simrer på en engagerende bund af tilpas underspillede stammerytmer, mens den somaliske gæsterapper K'Naan sætter scenen:

»I drink poison, then I vomit diamonds / I gave you Mandela, and black Dalai Lamas«.

Albummets suveræne højdepunkt, »Strong Will Continue«, er en konstant changerende og melodiøst rungende fortælling, hvor Damian Marleys skiftevis toastende skiftevis gyngende baryton indhyller en forrygende Nas, der serverer en svada af de helt store. Med åndedrættet på undertrykt pause spytter han rim i et arbejdsraseri, der hørbart henter hæsheden i de sidste røde blodlegemer.

Det skal høres. Eventuelt på Blågårds Plads denne sommer.

Nas & Damian Marley: 'Distant Relatives' (Def Jam/Universal)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her