Jeg kan have taget fejl, men det forekom mig, at jordkloden stod stille et lille øjeblik, da Nowhere Boy nåede den scene, hvor en purung John Lennon møder den to år puryngre Paul McCartney for første gang.
For enhver med The Beatles i blodbanerne er det naturligvis filmens ærefrygtindgydende klimaks, men Sam Taylor-Woods imponerende debutfilm har mange andre kvaliteter.
Hun har nu også et taknemmeligt udgangspunkt, thi kontrastfyldte mennesker er per definition godt drama, og få mennesker var mere kontrastfyldte end John Winston Lennon (1940-1980). Freds-fingertegnene sad ganske vist løst på den Lennon, man kender fra medierne, men at sige, at han var en fredens mand, er højst en halv sandhed. Der var således hverken peace, love eller understanding over Lennons vilde alkoholridt 'The Lost Weekend' i Los Angeles i midten af 70'erne, og man kan roligt sige, at Nowhere Boy, der er baseret på virkelige hændelser, kaster et forklaringens lys over legendens destruktive og selvdestruktive sider.
Derfor er det også en lille genistreg, at filmens slaglinje - All he needed was love - på empatisk vis vender en af Lennons berømteste sætninger mod ham selv.
Pludselig død
Det giver fremragende mening, at Nowhere Boy er instrueret af en kvinde, da det i høj grad er en fortælling om en ung mand, som bliver fanget mellem to vidt væsensforskellige af slagsen. Filmen følger teenageren Lennon, som spilles med tilpas rastløs intensitet af Aaron Johnson, i den kaotiske tid, hvor The Beatles formes (i en dejlig drilsk detalje nævnes bandets navn aldrig). Den slutter, da kvartetten drager til Hamborg, hvor de jo foretog de indledende manøvrer til deres nærmest totale musikalske magtovertagelse i midten af 1960'erne.
Taylor-Wood kyler tilskueren ind i Lennons tumultariske (følelses)liv: I filmens første minutter ser vi ham og hans onkel i en hjemlig hyggestund, flade af grin over det gakkede radioprogram The Goon Show. Et øjeblik senere falder onklen om på gulvet for aldrig at rejse sig igen.
Kølig kontra kødelig
Nu er det den stramtandede og skarptungede tante Mimi, der må fuldende opdragelsen af den utilpassede knægt med den anarkistiske begavelse, hvis skolegang går så skævt, at det som bekendt siden resulterede i disse uforglemmeligt bidske linjer: »They hurt you at home and they hit you at school / They hate you if you're clever and they despise a fool.«
Da Lennon ret præcist kan beskrives som 'a clever fool', havde han det selvsagt ikke let. Kort efter onklens død får Lennon at vide, at hans biologiske mor, Julia, bor lige rundt om hjørnet. Han har ikke set hende i 10 år, og da han genoptager kontakten, går det snart op for os, hvorfor Julias søster i sin tid blev lille Johns værge.
Rollerne som de to kvinder - der symboliserer pligten og lysten - i unge Lennons liv kunne dårligt være bedre besat: Selv om Kristin Scott Thomas bestemt ikke besidder et arbejderklasse-ydre, gør hendes umiskendeligt britiske kølige elegance hende nærmest selvskreven som Mimi.
Den anderledes kødelige og indbydende Anne-Marie Duff spiller den mentalt ustabile mor, som Lennon senere skrev den på en gang fjerlette og hjerteskærende Julia om og til. For ikke at nævne Mother, hvori det lyder: »Mother, you had me / But I never had you.«
Skødesløs brutalitet
De ord truer her med at få en helt ny, incestuøs betydning, for Lennons ungdommelige mor flirter uhæmmet med sin kønne søn, når han kommer forbi til banjolektioner. Måske hendes desperate og misforståede måde at forsøge at indhente det forsømte, men sikkert er det, at tilnærmelserne kun forværrer Lennons dybe eksistentielle forvirring.
Filmens tragikomiske fortælletone står fint til dens hovedperson, og instruktørens sikre forvaltning af den er særligt imponerende, hendes debutantstatus taget i betragtning. Nogle anmeldere har kritiseret Taylor-Woods film for at være for pæn, men denne signatur fandt, at der i mindst et tilfælde er foruroligende kort mellem grin og gru, nemlig i den scene, hvor Lennon til en fest med skødesløs brutalitet knalder et musikinstrument ned over hovedet på en bekendt med ordene: »Den skal nok blive et par basører værd, når vi er blevet berømte.«
Livslang kamp
Unge Lennons aggressive tendenser havde altså både et kropsligt og et verbalt udtryk, og nogle af filmens sjoveste scener skildrer, hvordan sarkasmemesteren Mimi var hovedansvarlig for udviklingen af sidstnævnte. Den Lennon, vi møder i Nowhere Boy, er flabet og stridslysten nok til, at hans herostratisk berømte »nu er vi mere populære end Jesus«-udtalelse fremstår som noget, der måtte ske før eller siden. Hvilken er en anden måde at sige, at filmens dialog er fremragende.
Det er tydeligvis det psykologiske trekantsdrama, der er Taylor-Woods hovedprioritet, og sandt er det, at der ikke er megen vildskab over hendes billedsprog, skønt hendes klipperytme afgjort yder filmens musikalske omdrejningspunkt respekt.
Ud over at være en biopic om en specifik kunstner, fungerer Nowhere Boy også som en bredere fortælling om et ungt og hårdt prøvet menneskes kamp for at finde eksistentielt fodfæste.
På den anden side af The Beatles-æraen måtte Lennon ud i endnu en kamp for stabilitet i tilværelsen, denne gang mod præsident Nixon og FBI, der forsøgte at forpurre hans planer om at bosætte sig i New York City. Lennon fra Liverpool vandt, men som alle ved, fik han ikke lov at nyde sin sejr særlig længe.
