Læsetid: 2 min.

Alting lykkes i en jazzovn

I hvert fald når Niels Lan Doky præsenterer Sinne Eeg som Monica Zetterlund
I hvert fald når Niels Lan Doky præsenterer Sinne Eeg som Monica Zetterlund
28. maj 2010

De, der gik i Montmartre tirsdag aften til Sinne Eegs og pianisten Lars Janssons åbningsaften for at høre en remake af Monica Zetterlunds og Bill Evans' berømte indspilning fra 1964, måtte være skuffede, for den udeblev.

Remaken, altså. Men der er var øjensynligt ingen blandt publikum, der var skuffede, så ingen kan - trods plakatens løfter om celebration af Zetterlund & Evans - have forventet andet end dét, de fik: Eeg og Jansson som sig selv, dog med vægt på de celebreredes repertoire fra dengang.

Og godt det samme, for Zetterlunds egenartede blanding af kølighed og uskyldigt drømmeri er ikke Eegs sag. Lige så lidt er Evans' dengang næsten haiku-agtige knaphed - blot et enkelt kor, før alt var sagt - Janssons gebet.

Han behøver mere plads og tog den, ligesom Eeg øste af sit efterhånden ret robuste udtryk og afregnede sangene kontant. De stockholmske midsommernætters sarte lys var afløst af skarpe spots på scenen, hvor den stod på direkte appellerede swing, noget, der nærmede sig vokal shout, og bøllebank fra trommeslageren Morten Lund. Ikke noget unødigt føleri her, skulle vi lige hilse at sige. Poesien var taberen, og det samme var Zetterlunds og Evans' forelskelse - i hinanden og i musikken.

Vinderen var, som i alle andre tilfælde, hvor hun optræder, Eegs fornemme stemmepragt, hendes sikre timing, pletfri intonation og rytmiske bevægelighed - det sidste især demonstreret i et par ikke-Zetterlund/Evans-stykker, Michel Legrands og Marilyn Bergmans »Windmills Of Your Mind« og Bill Loughbrough og David Wheats mundrappe »Better Than Anything«.

Forfriskende

Det var desuden karakteristisk for aftenen, at den titel i Zetterlunds/Evans-repertoiret, Eeg skilte sig sikrest fra, var Harold Arlen og Dory Langdons ekstroverte »So Long, Big Time« om en storspillers bekendelser.

I den mere stille afdeling var det tydeligt generende for hende at have både Zetterlund og Blossom Dearie til at kigge sig over skulderen i Johnny Mercers mageløse engelske tekst til Legrands »La valse des lilas«, og den medleyagtige behandling af hendes egen »My Treasure« og folkevisen »Jag vet en dejlig rosa« blev et vidnesbyrd om, at Eeg heller ikke i balladerne viger meget fra den ret ortodokse måde at synge på. Jo, tempoet ændres naturligvis, men det gør ikke nødvendigvis det dynamiske niveau, tekstforedraget eller frasernes placering i forhold til slaget.

Det kan være forfriskende med en sanger, der har et så nøgternt forhold til dét materiale, andre ville angribe med mere introverte midler, men når man står i et så intimt lokale som i St. Regnegade med et publikum, som netop er samlet for at mindes en meget lyrisk konstellation i jazzen, er det mærkeligt, at hun ikke prøver at give lidt mere af sig selv - uden at gå Zetterlund i bedene, vel at mærke.

Nu blev det - med den blændende trios hjælp, naturligvis - lige så udadvendt, som man tænker sig det er, når Eeg står på scenen på en Blue Note-klub i Japan.

Men dét accepterede publikum jo også gerne, selv om Montmartre dybest set havde lokket med noget andet. For Niels Lan Doky lykkes alting i en jazzovn.

Sinne Eeg & Lars Janssons trio Jazzhus Montmartre tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu