Læsetid: 3 min.

En buldrende jazzåbning

Kun lidt er, som det var, i Jazzhus Montmartre, og det gælder også musikken
Trommelegenden Jeff 'Tain' Watts på scenen i Jazzhus Montmartre.

Trommelegenden Jeff 'Tain' Watts på scenen i Jazzhus Montmartre.

Lars Rievers

4. maj 2010

De er der endnu, lokalets tre bærende piller, den ene faktisk helt oppe på scenen, reliefferne på langvæggen fjernest fra indgangen samt de rustikke langborde, hvor man stillede the little men in the green suit - Dexter Gordons synonym for en hoben Tuborg-flasker. Men ellers er der ikke ret meget, den erfarne Jazzhus Montmartre-gæst fra 60'erne vil sige ligner sig selv fra dengang, før Mogens Gyllings berømte masker til juli kommer op i restaureret form på den ikke reliefsmykkede del af langvæggen.

Nu er der tør italiensk hvidvin i de langstilkede glas på langbordene, der kantes af cafestole af den elegant letvægtige slags. Hakkedak i garderoben og Harvey i baren er afløst af velkendt, anonymt smilende og diskret uniformeret café-staff. Der er indgang i selve lokalet og ikke gennem porten. Der er lyst og åbent i rummet, hvis bar er rykket helt bagud mod de store vinduer mod St. Regnegade, og hvis langvæg mod porten prydes af Kirsten Malones sort-hvide foto anno dazumal.

Scenen, hvis bagvæg ikke mindst af akustiske årsager nu udgøres af tunge, vinrøde portierer, er større; over den hænger en drabeligt udseende spotlyskrans, flygelet har byttet plads med trommerne, og publikum kan ikke længere sidde oppe i den lille passage ved trinene op til køkken og musikerrum, hvor man kunne komme helt tæt på bruset fra Alex Riels, Makaya Ntshokos eller Art Taylors trommespil.

Hvordan Jazzhus Montmartres køkken klarer springet fra 60'ernes friturefims og dåsetun til dagens stjernespækkede italienske må vente. Det musikalske genåbningsprogram kan der imidlertid godt siges noget om.

Storslået solospil

Det består af en sekstet ledet af den kompositorisk ambitiøse amerikanske trommeslager Jeff 'Tain' Watts med to danske i rytmegruppen, pianisten Jacob Christoffersen og bassisten Morten Ramsbøl, og en ren skånsk blæsertrio: basunisten Vincent Nilsson, tenorsaxofonisten Tomas Franck og trompetisten Anders Bergcrantz. Som 7. m/k skulle man måske tilføje Watts' private og musikalske partner, arrangøren Laura Kahle, der - i lighed med hvad hun gjorde for Watts, da denne for nylig var gæst hos DR Big Band (med en cd, The Impaler, til følge) - har skrevet hans musik ud for blæserne.

Da Montmartre næppe lever længe efter sin genopstandelse, hvis huset ikke også kan tiltrække et publikum, som ikke er erfarne jazzkoncertgæster, så lad det være sagt umisforståeligt her: dette kan på papiret se ud til at være kammermusik, men er det ikke. Der bør ikke konverseres, hvis man vil fange nuancerne i det lejlighedsvist storslåede solospil, som især Christoffersen og Franck leverede på for-åbningsaftenen fredag. Desuden lægger Watts på vanlig newyorker-maner det almene decibelniveau meget, meget højt, uden at der synes at være nogen musikalsk mening med at udfordre denne del af vores smertegrænse.

Ingen småsnak

Montmartre-cheferne Doky & Bech har meget sympatisk bekendtgjort, at der ikke skal spises og snakkes, mens der spilles. Det løfte kan de sagtens holde her. Der kan ikke snakkes. Men de demonstrerer samtidig, at jazzhuset er åbent for musik, der radikalt bryder med den rytmegruppe-tradition, som Kenny Drew, NHØP og Alex Riel skabte i de samme lokaler for godt 45 år siden: den åbne, smidige, knitrende ledsagelse med stort solistpotentiale. Watts' spil er med sine mange underdelinger af rytmen (uden at vi taler om egentlig polyrytmik), sin tyngde og sine buldrende slagserier (han spiller næsten konstant med lilletrommens seiding uspændt) det stik modsatte. Det er massivt, ulyttende og ugæstfrit over for de øvrige solister. Som gruppens leder må Watts naturligvis tildele sig selv en fremtrædende rolle i sådan et projekt, og hvis man er specifikt interesseret i, hvordan der spilles trommer i denne sene fase af den nyklassicisme, som Wynton Marsalis har skabt i jazzen, så er Watts bestemt et studie værd i sig selv, for den magtfuldhed og virtuositet, hvormed han udfører sin rolle i denne højenergimusik, er indiskutabel.

Unfair sammenligning

Energiudladningerne skygger imidlertid lidt for, at Watts som komponist ikke skaber voldsomt uventede udfordringer for sine solister, og især efterlod de Morten Ramsbøl i en helt anden og fuldstændigt låst rolle end den åbne og udfordrende, der på den selvsamme scenekvadratmeter dengang blev tildelt og så mesterligt udfyldt af NHØP. Når jeg tør gøre denne højst uretfærdige sammenligning, er det kun fordi Ramsbøl i andre sammenhænge har vist, hvilken strålende musiker han er.

Ramsbøl og Watts er også med, når åbningsprogrammet i Montmartre fra på torsdag fortsætter med den franske violinist Didier Lockwood. Man kan håbe, at Doky, der da selv vil sidde ved klaveret, vil fortælle Watts, at han på de aftener ikke kan regne sig som kapelmester.

Jazzhus Montmartre, pre-åbning, fredag: Jeff 'Tain' Watts Sekstet. Kan høres til onsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sonja Bautz

Dirigenten der slog på pauke.

Fæl tanke, men det er få der har et dynamisk melodisk forhold til bevægelse.

Der er vel en grund til at Coltrane til sidst skreg ?