Læsetid: 4 min.

Drengerøve i Dyrehaven

Musketererne er de gode, kirkens folk er de onde - og Jokum Rohde er den virkelig grusomme i 'De Tre Musketerer'. Nu også med politiske kårdestik til demokratiet og magthaverne
Musketererne er de gode, kirkens folk er de onde - og Jokum Rohde er den virkelig grusomme i 'De Tre Musketerer'. Nu også med politiske kårdestik til demokratiet og magthaverne
25. maj 2010

»Jeg er jo helten! Kan I ikke snart forstå det?« Sådan råbte Peter Plaugborgs D'Artagnan ud mod tilskuerne i Ulvedalene. Og jo, det kunne vi godt. For Peter Plaugborgs vilde slåskampe med bredstående ridderstilling var ikke til at stå for. To meter charme med rødt punkhår og et D' på ryggen. Sådan.

Det blev en meget charmerende premiere på De Tre Musketerer i Dyrehaven. Pinselørdag bød på sommerens første varme, vindstille aften på den nye, stejle publikumsopbygning omme bag Djævlebakken og det gamle egetræ. Steffen Aarfings elegante, arkitektoniske scenografi var harmonisk placeret i det grønne med en majestætisk Bastille-kobbermur op mod Kamelryggen. For Det Kgl. Teater har her i 100-året for Ulvedalenes første sommerteater anlagt nogle underjordiske scenefaciliteter, der vil kunne bruges i årene fremover. Med plads til sadelsikre ryttere foran scenen - og til dinglende, hængte menneskekroppe i træerne bagved...

Tortur-humør

For gysende og blodig er den stadig, heltehistorien om 'en for alle - og alle for en'. Dramatikeren Jokum Rohde har frit dramatiseret Alexandre Dumas' roman, så den også har fået et Jokum-brændemærke af pinsler og tortur. Her er det ikke mindst fortællingen om den glødende jernmaske, der får det til at gyse i tilskuerne. (Så medbring kun børn på mindst ti år - og ikke de syvårige, som teatret anbefaler. For mareridt giver det let.)

Forfriskende nok har Jokum Rohde dog også fået fat i den muntre ende af sin evige debat om demokratiets umulighed. Når mørket falder over andenakten, vrimler det med præsidentudtalelser, fra »I have a dream« til »Yes we can«. Og så giver nostalgien pludselig lidt bedre mening.

Det er et velsmurt show, dette her, spektakulært og overdrevent i Elisabeth Lintons widescreen-instruktion med stunts og fyrværkeri - og springvand for resten. Som den franske konge, suger Søren Sætter-Lassen blikkene til sig med afsæt i sine tidligere roller som både Christian VII og som Richard III. Hans Louis XIII er nok mest af alt en Berlusconi-type, men vel at mærke en kyniker, der når frem til en angrende fase... »Lækkert!« siger Sætter-Lassen med sin overskudsstemme, når folket hylder ham. Og publikum elsker ham.

Pimpernel-land

De tre musketerer fægter også yderst musikalsk som machotrioen, der altid drikker og slås for fædrelandet. Jens Jørn Spottag har kæk selvironi og kærlighedsrædsel som Athos, mens Henrik Koefoed skaber en ny uimodståelig Koefoed-figur ud af Porthos - og Michael Brostrup, der i sidste sæson var en forførende Bilbao-Fakir på Aalborg Teater, er her en jordnær teolog med styr på kården. Desuden er den multibegavede Nicolai Dahl Hamilton deres forførende tjener med både hjertet og vinflaskerne på rette sted, direkte fra Pimpernel-land.

Men musketererne fægter selvfølgelig allerhelst for kvinderne. Helle Fagralid er den skønneste Constance, smækker og lykkesanselig sammen med Plaugborgs helt, der løfter hende hen over sine skuldre i ubesværet forelskelseskoreografi af Bill Holmberg. Camilla Bendix skaber en rå parodi på en tvangsgiftet dronning med uhelbredelig accent. Men den mærkeligste kvinde er Marie Louise Willes skrydende onde MyLady. Lillebitte og corsage-pumpet, men med uanede trolddomskræfter, der oser gennem Ulvedalene som skrækindgydende mosebryg. Selv Morten Suurballes overlegne og sadistiske kardinal Richelieu fatter aldrig hendes kontakt til de onde magter. Min kirke for en hest!

Tegneserie-kostumer

Og jo, så er der det utrættelige Elverhøjkor, der synger særligt engleskært i klosterscenen. Her har Joachim Holbek komponeret noget af sin allersmukkeste musik. Lige fra de første, fem toners energi og tøven løfter hans musik raffineret forestillingen. Og dirigenten Inge Fabricius styrer blæserne i fin match med Ulrik Gads flotte lysdesign, der også forstår udendørsteatrets panoramapræmis: Fordi scenen er så stor, tager det tid for tilskueren at rette blikket et nyt sted hen, og derfor skal alt foregå mere filmisk end i indendørsteater. Magdalena Stenbecks kostumer er desuden herligt tegneserieagtige med spøjse detaljer og Bakken-korrekte rygmærker - og med kinky tjenerindekostumer af det pureste guld.

Mainstreamteater? Jo, i allerhøjeste grad. Alt for flot og dyrt? Jo da. Der skal sælges 100.000 billetter, hvis det skal løbe rundt; men de 65.000 er allerede solgt. Og med Peter Plaugborg som fremtidsbebuderen for Det Nye Fysiske Kongelige Teater burde målet kunne nåes. Og med de dundrende hestehove, der ansporer drømmen om at befri voldførte kvinder i mørkelagte hestevogne. Eller mænd.

Så jo. Se endelig De Tre Musketerer, hvis du gerne vil tjekke din indre helt.

De Tre Musketerer. Tekst: Jokum Rohde, frit efter Alexandre Dumas' roman fra 1844. Iscenesættelse: Elisabeth Linton. Scenografi: Steffen Aarfing. Kostumer: Magdalena Stenbeck. Lys: Ulrik Gad. Koreografi: Bill Holmberg. Musik: Joachim Holbek. Stunts og fægtning: Tina Robinson, Bo Thomas og Hans Peter Ludvigsen. Hestefægtning: Lars og Lisbeth Poppel. Kordirigent: Julie Smed Jensen. Dirigent: Inge Fabricius. Elverhøjkoret. Lyngby-Taarbæk Harmoniorkester. Sportsrideklubben Jagtfelt. Det Kgl. Teater i Ulvedalene i Dyrehaven. For børn fra 10 år. Kl. 20.30-23. Til 4. juli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu