Hvad er det for et verdensbillede, vi giver videre til vore børn? Det kan beskrives sådan: En tank fra Anden Verdenskrig. Vrede grækere. Et kæmpestort tøjdyr. En patient i en hospitalsseng. Cowboys til hest. En reklame for Husqvarna. Letpåklædte kvinder, der synger. Hillary Clinton. En ung mand med en knækket penis. Boksere i kamp. Mand, der gnider næsen mod et træ. En bingoværtinde. Racerbiler. Et billardbord. Soldater i Afghanistan.
Det er sådan noget, man kan se, hvis man lynhurtigt zapper rundt på tv-stationerne på et tilfældigt tidspunkt. Tilsammen et flimrende og fragmentarisk verdensbillede - lige modsat det, man får, hvis man en søndag aften bliver hængende på det program på DR2, der hedder Bonderøven.
Her leves livet langsomt og harmonisk.
På god fod
Jeg kender en gammel mand, der normalt ikke gider se tv. Men søndag aften med Bonderøven vil han ikke undvære. Udsendelsen giver ham fred i sindet, og sådan har mange det sikkert.
Der sker ikke ret meget. Frank går rundt på sin gård, Kastanjegården på Djursland, og småsnakker lidt med dyrene, hygger om sin familie, en kæreste og et lille barn, samt arbejder med alt forefaldende i et sindigt tempo. Han har altid flere projekter i gang.
Da Christian S. Nissen i sin tid oprettede DR2, måtte han døje mange drøje hug fra kultur-Danmark. Man frygtede, at alle de oplysende og kulturelle udsendelser skulle udstanses og hænges til tørre på denne kanal, hvorved DR1 slap for public service-forpligtelsen for så meget bedre at kunne konkurrere med TV 2. 'Den hemmelige kanal' blev den straks døbt, for seertallet var i begyndelsen ganske lille. En populær udsendelse som Bogart med Ole Michelsen fik således halveret sit seertal ved at blive overført til kanalen.
I dag er DR2 garant for udsendelser med gods i, og med formater som Deadline, Smagsdommerne og søndagstillægget Deadline 2. Sektion er samme kultur-Danmark kommet på god fod med DR2. Det er også her, man i dokumentarform får besked om de to verdenskrige, der kører som et fast element først på aftenen. En evig serie, hvor nye, yngre generationer kan se, hvad der skete. Med Danskernes Akademi bringes videnskab ud til folket.
En glad mand
Højere seertal har DR2 fået henad vejen, og det er her Bonderøven kommer ind med en usædvanligt høj score. I marts offentliggjordes således, at 474.000 seere havde fundet frem til udsendelsen på en enkelt søndag aften, altså nær ved en halv million!
Et interessant fænomen, da udsendelsesrækken er produceret med de enklest mulige midler: en mand foran et kamera. Samme genre som f.eks. Poul Thomsens Dus med dyrene i sin tid. Den kan ikke fylde meget i budgettet hos Danmarks Radio. Selvfølgelig spiller det ind, at DR p.t. ikke har en ny krimiserie kørende i samme tidsrum, men det er ikke hele forklaringen.
Forklaringen er snarere, at Frank personificerer drømmen om et mere enkelt liv end det, de fleste bymennesker lever. Han har god tid - og når alligevel meget. Han er ikke nogen typisk 'økologist' med intellektuel tilgang til emnet, selv om han gerne vil være selvforsynende og genbrugende, men snarere den almindelige mand, der taler højt, tydeligt og letforståeligt. Ingen stress der. Han går rent hjem. En glad mand. Det er, hvad han udstråler. Man kommer tæt på årstidernes skiften.
Kasketten
Bonderøv er normalt et ringeagtende udtryk, men her er det gjort til en hædersbetegnelse. Der er meget lidt eller intet drama i udsendelserne. Nu er Frank gået i gang med at hente træ og save det op, så det kan bruges til at bygge et skur til grisene af. Forrige gang gjaldt det opførelsen af et drivhus. Så tænder han et bål, så renser han flasker, der selvfølgelig har patentprop, så de kan bruges igen. På den baggrund bliver det pludselig spændende, hvad der vil ske, når han sætter seks gæslinger ind i en indhegning, hvor der i forvejen bor to gamle gæs. Vil hannen nappe i dem? En rigtig cliffhanger på bonderøvsk.
Han har også en gammel kasket. Den hang i stuehuset, de han overtog gården. Men skyggen er faldet ned over øjnene, og den er godt slidt, så han ville gerne have en ny. Men ak, de laves ikke mere. Så fik han tilsendt en hel masse fra seerne, og én af dem var mage til den gamle. Så nu er han en endnu gladere mand.
Bonderøven bliver genudsendt på DR2 lørdag kl. 19.30