Læsetid: 4 min.

Med Dylan i himlen

Teaterkoncerten 'Bob Dylan' banker på himlens dør - og den åbner sig. For Cederholm og Hellemann-brødrene har skabt en kompromisløs musikalsk oplevelse. Med Ulla Henningsen som sugende smertekvinde under Frelsens Hær-kysen
De sorte randes mænd står sammen i Anja Vang Kraghs raffinerede Dylan-uniformer i Århus Teaters suggererende teaterkoncert. Her Ashok Peter Pramanik, Claus Hempler, Ole Thestrup, Bjørn Fjæstad og Jacob Madsen Kvols i et mørkt øjeblik.

De sorte randes mænd står sammen i Anja Vang Kraghs raffinerede Dylan-uniformer i Århus Teaters suggererende teaterkoncert. Her Ashok Peter Pramanik, Claus Hempler, Ole Thestrup, Bjørn Fjæstad og Jacob Madsen Kvols i et mørkt øjeblik.

Jan Jul

17. maj 2010

Egentlig begynder
Teaterkoncert Bob Dylanførst i det øjeblik, den slutter. For da står Ulla Henningsen og synger sjælen ud. Hendes sølvkors hamrer mod barmen, og hendes Frelsens Hær-kyse er bundet stramt under hagen - i længsel efter den lidenskab, som hun mistede. »
So if you meet someone who gives you all of his love...« lyder hendes formaning. Men det gjorde hun altså ikke selv. Så klarinetten må spille hendes afsavnsmelodi færdig.

Hér rammer teaterkoncerten på Aarhus Teater den smerte, som Bob Dylans musik både kærtegner og nedsparker. Og her smelter scenebilledet sammen med musikken, så det bliver ligegyldigt, om genren hedder teaterkoncert eller musikforestilling.

Cederholms bøn

»En teaterkoncert er en koncert med teater i. Ikke teater med musik i. Her er karakterer, situationer, kostumer - alle de velkendte ting fra teatrets værktøjskasse. Det er ikke playback, ingen dialog og ingen biografiske referencer til de oprindelige komponister. De mennesker, som flyver rundt over publikums hoveder, er ikke artister, men sangere og musikere, som synger og spiller live.«

Sådan definerer Nikolaj Cederholm teaterkoncerten som fænomen i programmet. Spørgsmålet er så, om Dylan-teaterkoncerten fungerer efter hensigten. Om man bare kan opleve udskejelserne som en ualmindeligt veloplagt koncert. Eller om psykologien og rolletolkningerne kan holdes tilbage, når musikken får så fast et greb i følelserne.

Personligt var jeg vild med førstedelens vanvittige Frelsens Hær-univers. For scenografen Kim Ditzel har skabt en kaffestue med de vildeste proportioner - gør døren høj, gør porten vid, jo tak. Alt er overdimensioneret, lige fra Biblen i jubilæumsudgaven til stablen af kaffekopper. Det brunmønstrede tapet holder verden på plads. Og Anja Vang Kragh har surret sine forrygende fantasier ind i tilforladelighedsblå catwalk-variationer over den foragtede uniform.

Da den fasttømrede hyklerverden efter pausen opløses til en abstrakt angsttilstand, sker det herligt fysisk. Korset i Dannebrogsvinduet flås ud, så Jesus-vikarer kan vandre på kanten af en overdimensioneret sofa. Og væggene skrider til side i lyskegler af Guds øje - og Brian Njies lysdesign - mens personerne bevæger sig rundt i trancebøn i Vicky Leanders koreografi, så panikken ved afgrunden også mærkes i øjnene. Gudskelov!

Hellemanns velsignelse

Musikalsk er teaterkoncerten helt oppe at ringe. Sjældent har jeg hørt så raffinerede arrangementer - transformerede til en anden lyd, og så alligevel loyale over for originalerne. Brødrene Hellemann har svælget i en sværm af instrumenter, og de har bevidst søgt de mørke klange og den dybe bund. Theremin ingen hindring! Rock bliver til jazz og til blues og til hvad som helst i et rytmeorgie af sjælemusik. Musikerne er bragende gode: Michel Svane, Henrik Møller, René Damsbak, Benjamin Trærup, Søren Graversen og Jens Hellemann selv. Anbragt i Frelsens Hær-uniformer overalt mellem stueorgel og vindueskarm. Stjerner hver især - og samtidig et ubrydeligt ensemble.

Stemmerne skaber ganske rigtigt lyd, ikke rollesang. Men når Ole Thestrup står med sin brede, præcise stemme og sin bramfri livsappetit, så er han altså Dylan Plus. Fordi han netop lever sig ind i rollen - her som den alkoholiserede frelser, der nydeligt skænker sprut op i alle kaffekopperne. Tak, Herre.

Når Jakob Madsen Kvols folder sin lange krop ud og lader stemmen få fuld højde, så bliver han det unge håb, der netop har mærket tvivlen i sin aftenbøn. Og når Ashok Peter Pramanik støtter omkvædene med sine sortmalede læber, så glider hans krop forsvarsløst ind i disciplens længsel.

Fjæstads syndsforladelse

Mest dæmonisk er Claus Hempler, hvis tynde skikkelse bliver syndens indhvisker. Hans stemme har alle nuancer af livsspot og lykkehån, og hans smil er som den hvide klovns: overbærende og udleverende. Hemplers konsonanter sidder, hvor de skal, og hans klang borer dybt. Gudsketak!

Det kan man ikke sige om Liv Lykkes pladestemme. Hun åbner knap munden, og det virker, som om hun sier konsonanterne fra, mens hun gurgler vokaler i et sexet stemmeunivers. Hendes godteblondine er fanget i søndagsskolen, hvor hun bogstaveligt talt har fået mast sit velbevogtede underliv ned i en bibel. Men hun er også hejst op i kransnore med LED-lamper under skørterne som lysende madonna i det høje. Alligevel bliver Bjørn Fjæstad den samlende skikkelse. Hans frelserøjne borer sig gennem håb og synd og liderlighed, mens han tager sin pligt på sig og voldforfører små piger, der ikke vil høre efter... Fjæstads stemme klinger af både magt og afmagt, så ensomheden dundrer efter ham.

Henningsens kors

Teaterkoncerten Bob Dylaner æstetisk kompromisløs og raffineret på højeste, internationale niveau. Og en teaterkoncert med rigere adgang til følelserne end Beatles-teaterkoncerten
Come Togetherpå Gasværket. Kun nummeret
Baby Bluegav mig længsler efter Steffen Brandt og Trine Dyrholm på Betty Nansen Teatret ...

Alligevel blev den sidste scene den væsentligste for en teaterkvinde som mig. Altså dér, hvor Ulla Henningsen lige akkurat fik lov til at løsne kysesløjfen for den indestængte passion, som hun åbenbart havde båret på altid - og som Cederholm ellers ikke lod udfolde sig frit.

Lad musikfreaks opleve denne Dylan-eksplosion med lukkede øjne! Lad teaterkoncertfanatikere opleve denne Dylan-fabuleren med ørerne først! Og giv så teaterelskerne lov til at opleve forestillingen uden at skille kunstarterne ad! Amen.

Teaterkoncert Bob Dylan. Idé og iscenesættelse: Nikolaj Cederholm. Musikalsk arrangement: Jens og Peter Hellemann. Scenografi: Kim Witzel. Kostumer: Anja Vang Kragh. Koreografi: Vicky Leander. Lys: Brian Njie. Flyveinstruktion: Brendan Shelper. Kapelmester: Jens Hellemann. Til 19. juni samt 20. august - 11. september. www.aarhusteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Mortensen

Jeg kunne ikke være mere enig med denne ekstremt velformulerede anmeldelse. Det er ikke en lettilgængelig forestilling, og det er lige før, at Aarhus Teater burde vedlægge anmeldelsen i programmaterialet. Uden at afsløre for meget, vil den lette fortolkningsarbejdet for mange.