Læsetid: 5 min.

Eksistentialisme, tju bang og zombier

Tegneserier. Mens canadiske Seth har begået noget så ambitiøst som en grafisk roman om at finde mening i tilværelsen, er der smæk for skillingen i de nye albumtegneserier, der arbejder inden for den klassiske tegneserietradition
14. maj 2010

Allerede omslaget til Livet er godt, hvis man kan holde det ud fortæller en historie. Forsiden prydes af en række snapshots fra en arketypisk, nordamerikansk smalltown. Her er det gamle hus på bakken, broen over jernbanen, vandtårnet, Frank's Deli. Fastfrosne øjeblikke af verden af i går. På bogens inderflapper er det et sepia-tonet fotoalbum med gamle familiebilleder, der træder frem, og selv bogens papir har en gulnet nuance.

Intet af dette er tilfældigt, for formen er også indholdet, når kunstneren som her er æstetiker og nostalgiker. Det er canadiske Seth, som er ophavsmand til den grafiske roman Livet er godt, hvis man kan holde det ud, der nu endelig præsenterer danske læsere for en af de mest spændende og særegne repræsentanter for 1990'ernes nybrud indenfor de nordamerikanske tegneserier. Historien er lagt an som en dokumentarisk fortælling, men selv om Seth har sine rødder i den selvbiografiske bølge af tegneserierieskabere, og der er mange referencer til virkeligheden, er der grundlæggende tale om fiktion.

Historiens Seth samler på memorabilia fra det 20. århundredes populærkultur. I en tid med teknologiske landvindinger som en del af hverdagen står han for en længsel tilbage til en udefinerbar, men dog håndgribelig fortid. Han er en romantiker med hang til gamle dage, der iført jakkesæt, vest og blød hat, nægter at tage den moderne verdens velsignelser til sig og skaber sig på den måde et mentalt rum fyldt med velkendte ting, en verden uden forandring.

Seth er særligt optaget af gamle vittighedstegnere fra det sofistikerede blad The New Yorker, hvis stil har inspireret til bogens retrostreg. En af disse tegnere er den fiktive Kalo, og historiens overordnede handling er jagten på viden om denne obskure tegner. Rejsen fører Seth tilbage til sin barndomsby og dermed både symbolsk og konkret på sporet af sig selv. Han reflekterer over et af de få lykkelige minder fra sin barndom, hvor han krøb ned i en papkasse og lukkede flapperne efter sig. En form for tryghed, som han genfinder i sit voksenlivs samlermani og nostalgi, hvor han har konstrueret en sikker verden for sig selv.

Livet er godt, hvis man kan holde det ud er ikke bare velgørende smukt tegnet og designet, men også noget så ambitiøst som en grafisk roman om at finde mening i tilværelsen.

Plot og handling for alle pengene

Der er helt anderledes smæk for skillingen, når man kaster blikket på de nye albumtegneserier, der arbejder inden for den klassiske, europæiske tegneserietradition. Her er ingen lavmælte, eksistentielle fortællinger, men til gengæld plot og handling for alle pengene.

I de fransktalende lande har en vis fornyelse af formen fundet sted fra 1990'erne og frem, men herhjemme er det i høj grad de foregående årtiers mestre, der dominerer - enten med deres nye udgivelser eller som inspirationskilder. En af dem er belgiske Bernard Hislaire, der under navnet Yslaire i midten af 1980'erne slog igennem med den stærkt romantiske historie Sambre, som stadig fortsætter i bedste velgående. Han er aktuel med såvel femte bind som spin off-serien Sambres krig, hvor han bevæger sig bagud i tid i forhold til hovedserien.

Sambre er nået til året 1856 og historien om Julie Saintagne, der har født en søn midt på barrikaderne under revolutionen otte år før. Nu skal hun afskibes til tvangsarbejde i Cayenne, mens hendes søn Bernard-Marie er bortadopteret og på barsk vis lærer sandheden om sine forældre at kende. Det svulstige føljeton-drama holdes konsekvent i blodrød og melankolske jordfarver, og der er på godt og ondt mere end en snert Victor Hugo over serien.

Inspirationen fra den fransk-belgiske tradition har altid været dominerende i Danmark, og det er også tilfældet i de to aktuelle serier Solas og Dimensionsdetektiven. Begge trækker på science fiction-genren og forsøger sig med vekslende held med actionfyldt spænding.

Solas af Anders Walter lykkes bedst på den visuelle side, hvor den sikre streg er på højde med forbillederne. Det kniber straks mere med historien om drengen Solas, der både er opsat på personlig hævn og på at styrte diktatoren Niloc. »Jeg har altid været af den overbevisning, at en smule utilregnelig ondskab skaber et godt diktatur,« proklamerer Niloc, og kampen mod diktatoren bevæger sig aldrig ud over, hvad man har set alt for mange gange før. Der er flotte scenerier og masser af action, men det ender i tomgang, fordi man ikke kan engagere sig i personerne eller deres eventyr, selv om såvel den øretæveindbydende healer Mandorla som historiens mere rolige passager viser, at tegneren mestrer mere end den oppumpede spænding

Det er til gengæld historien, der er Ole Comoll Christensens og Niels Søndergaards force i serien om 'dimensionsdetektiven' Clemens Skunk-Petersen. Her har de foræret sig selv en guldgrube af muligheder for gode historier, som de helt tydeligt elsker at boltre sig i. Hovedpersonen kan rejse mellem kontrafaktiske varianter af dagens Danmark, og seneste bind bringer ham således fra en populistisk dimension - hvor Dansk Folkeparti har været ved magten de seneste ti år, og 'den grædende sigøjnerpige' er hovedattraktion på Statens Museum for Kunst - og til den kommunistiske dimension - hvor Danmark er en folkerepublik, og Stauning ligger mumificeret i sit eget mausolæum på Rådhuspladsen.

Desværre taber historien for meget energi på hele tiden at skulle forholde sig til seriens foregående tre bind (hvoraf det første kom for næsten 20 år siden), samtidig med at meget af satiren er dagsaktuel. Det gør det ikke ligefrem nemmere for nye læsere at hoppe på vognen.

Er science fiction den nye trend?

Måske er science fiction den nye trend, for genren er også den åbenlyse inspirationskilde for Jacob Rask Nielsens zombie-fortælling Exodus, der nu udkommer i en samlet udgave. Han forsøger til gengæld ikke at lægge sig efter den polerede fransk-belgiske variant, men arbejder med en stiliseret og skødesløs streg, der lægger sig et sted mellem amerikansk underground og 1970'ernes linoleumstryk.

Jacob Rask Nielsens historie om en dæmon fra en anden dimension, der dukker op på Rigshospitalet i København, hvorfra zombier begynder at spredes ud over hovedstaden og hurtigt medfører undtagelsestilstand, er højst en bagatel. »Jeg ved ikke, hvorfra de kommer, men jeg har tænkt mig at komme ud af byen i en allerhelvedes fart,« siger historiens overraskende ressourcefulde receptionist Hassan. »Jeg har set masser af film med zombier. De ender aldrig godt.«

Det viser han sig overraskende nok kun at have delvist ret i, og Exodus er åbenlyst en hyldest til klassiske zombiefilm. Der er ikke meget andet at komme efter end en halv times splatter og sjove optrin, men det er fortalt med en veloplagt replikbehandling og befriende fortælleglæde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu