Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Erotik for voksne

Dansemusikken er ikke længere kun distraktion for brunstige teenagere og uregerlige ynglinge, men også et nuanceret, modent alternativ til at gå i frø foran fladskærm - og det beviser LCD Soundsystem bedre end nogen
James Murphys, frontfiguren i LCD Soundsystem, spinkle stemme rummer både alderens resignation og modenhedens sikkerhed og nuancering. Han beviser, at 40'erne er de nye 30'ere osv.

James Murphys, frontfiguren i LCD Soundsystem, spinkle stemme rummer både alderens resignation og modenhedens sikkerhed og nuancering. Han beviser, at 40'erne er de nye 30'ere osv.

MARTEN VAN DIJL

Kultur
17. maj 2010

Vi har vidst det længe: 40 er de nye 30. Og gennem de sidste år er der så også opstået en klasse af aldrende ungdom, som formår at lave festsoundtracks, som både vårharer og voksne mennesker kan hoppe rundt til. Hot Chip, Caribou, Ellen Alien og hofleverandøren over dem alle: James Murphy, der huserer i front for LCD Soundsystem, som derudover dækker over en flok tro væbnere, der spiller på alt fra koklokke til synthesizer. Alt imens James Murphy filosoferer over venskaber, identitet, hedonismens snart overskredne holdbarhedsdato og rockmusikkens umulighed - og samtidig sætter fut i fodtøj og liv i lænder med stramt tøjlet, frækt affyret discorock.

Hr. Murphy er netop fyldt 40 år, og han bærer sin alder lige så ulasteligt, som de jakkesæt og slips, der efterhånden er blevet hans varemærke - sammen med en 80'er-klingende syntetisk rock med en del udenomsknalderi i discoens og housens rytmiske regioner.

Men musikken stopper her og nu med LCD Soundsystems nye og tredje album This Is Happening, som er blevet annonceret som outfittets sidste. »Everybody's getting younger« bemærker Murphy på åbningssangen 'Dance Yrself Clean', som altså handler om hans stadig fjernere fødselsår og hans publikums stagnerende gennemsnitsalder - og dermed genoptager diskussionen fra det foregående album om hvor længe festens forbudne frugt kan plukkes, før den er overmoden, hvis ikke rådden.

Strålende hit

Jeg skal hilse og sige, at den kan plukkes en times spilletid yderligere - på et album som udvider formlen fra forgængeren Sound of Silver med en elegant snittet spartansk møbleret discorock, der giver sig god tid til at folde sig ud. Med to undtagelser varer numrene over seks minutter, ja, vi når endda over ni minutter med 'You Wanted A Hit', der selvfølgelig er alt for lang til at blive et hit i traditionel forstand. Men et hit, det er den alligevel, og oven i hatten et strålende eksempel på den tilbageholdenhed, som pryder Murphys sangskrivning og produktion: En benmager rytmegruppe, nogle enkle håndklap, en dæmpet elguitar og lidt nulren på synthesizere til fem et halvt minut inde, hvor sangen 'kulminerer' i minimalistisk guitarvrængen. Det er tørt, stramt og meget meget frækt. Erotisk kunne man næsten hævde, og i hvert fald ikke ude i den ureflekterede pornografi, som discorocken og andre dansegenrer så tit ender i.

Tør, spinkel lyd

Men det er også tilbageholdenheden, som nydelsen af LCD Soundsystem står og falder med. Det er en hedonisme i meget stram dressur, og der er masser af bånd, der binder This Is Happening. Enkelheden. Den tørre, spinkle lyd. De få instrumenter. Det minimale udtryk. Murphys indeklemte vokal. Kendetegn, der gør LCD Soundsystem stærkt opstemmende for dem, der vil kalde det en vellykket less is more-strategi. Og utilfredsstillende for andre, som vil kalde lyden fersk og blegnæbbet og beatet tyndbenet og hulbrystet. Jeg hælder i begge retninger, nummer for nummer, men føler mig til gengæld altid i godt selskab med James Murphy som forsanger. Hans spinkle stemme rummer både alderens resignation og modenhedens sikkerhed og nuancering. Han er ikke en stor sanger, men han er en bemærkelsesværdig kortlægger af sine egne begrænsninger. Ingen hybris, masser af selverkendelse - af og til på kanten af selvhad. Og det er altid underholdende at høre ham diskutere klubbens fiktion og hjemmets realiteter.

Så vokalt og tekstligt løfter This Is Happening sig fremragende. Murphy skriver sig op af faldgruber og ud af klicheer (og pladekontrakt med multinationale EMI): »Yeah, you wanted a hit/But tell me where's the point in it?« Eller hvad med den her: »Oh, we both know it's an awful line/But it doesn't make it wrong

Hypnotisk

Musikalske ripoffs er der en del af på This Is Happening. Guitaren på 'All I Want' er planket fra Bowies 'Heroes' og der er masser af syntetisk elegantier-rock løftet fra Roxy Music/Eno. Og Velvet Undergrounds krautrockens metronomiske forløb sitrer overalt. Men det indsættes alt sammen i en referencesikker ramme, som er umiskendeligt selvstændigt snedkereret af LCD Soundsystem, og som her på This Is Happening rammer hypnosen i repetitionen sikrere end nogensinde før.

Angiveligt er This Is Happening indspillet i en villa i L.A., hvor alle musikere blev påbudt kun at bære hvidt. En barnlig udfordring til et band, der forsøger at spille op til fest for voksne - og lykkes fordi de ikke går i panik, men i stedet går til stålet fattet funky.

LCD Soundsystem: 'This Is Happening' (DFA/EMI). Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her