Jeg kan godt lide præmissen i The Joneses: Fire supersælgere agerer familie og bliver embedded i et overklassekvarter, hvor de skal sælge den livsstil, de selv lever - og de produkter, altid state of the art, de selv betjener sig af i det daglige ved at tale om, hvor fantastiske de er.
Desværre er præmissen også det eneste, der for alvor er interessant ved The Joneses; det, der kunne være blevet et stykke bidsk satire over forbrugersamfund og endda product placement i film, er i stedet blevet et lidt forudsigeligt, romantisk komediedrama. Det er formentlig, hvad The Joneses' debuterende instruktør og manuskriptforfatter, Derrick Borte, har villet lave, men hvor ville det dog have været forfriskende, hvis han og Hollywood, der har produceret filmen, havde givet den hele armen og taget pis på sig selv.
Den amerikanske drøm
David Duchovny og Demi Moore spiller 'far' og 'mor' Jones i den falske familie, der er hendes første opgave som såkaldt 'teamleder' i en 'unit'. Salget går strygende - alle medlemmer af familien Jones er fødte sælgere, og beboerne i kvarteret, hvor de slår sig ned, falder hurtigt og gerne for den blankpolerede variation over den amerikanske drøm, familien Jones repræsenterer.
Og hr. Jones (Duchovny), en tidligere skørtejæger og bilsælger, der manglede indhold i tilværelsen, forelsker sig i fru Jones, og så har vi balladen. Samtidig gemmer de to store børn i Jones-familien på hver sin for idyllen - og bundlinjen - potentielt eksplosive hemmelighed, og fru Jones får mere end svært ved at styre sin 'unit'.
Og så er det også, at The Joneses bevæger sig fra komedie med en vis kant til drama uden tænder. Duchovny har en afslappet charme og en melankoli, som gør hans figur interessant, og man forstår godt, hvorfor han falder for skønne Demi Moore.
Men meget mere er der heller ikke at komme efter i Derrick Bortes film, som ofte synes at vælge de nemme udveje i stedet for at turde at satse bare lidt af butikken.
