Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Forløst Strauss og behersket Bruckner

Den tyske sopran Angela Denoke fik en håndsrækning og forløste orkestersangene, mens Bruckners '7. symfoni' var en behersket succes i Tivolis sære koncertsal i lørdags
Kultur
1. juni 2010

Tivolis koncertsal er ikke en nem scene at indtage. For det første er der ikke meget plads en aften som i lørdags med stor besætning.

Dirigent og solist måtte kante sig ind mellem stolene. Og på scenekanten er man som solist meget tæt på dem på første række og meget langt væk fra dem bagest i salen.

Også de mere garvede stjerner står gerne lidt og væver i starten og kan ikke helt lytte sig ind på akustikken, der har ændret sig siden prøven, fordi salen nu er fyldt med mennesker.

Al magt til musikken

Således også den tyske, modne sopran Angela Denoke, der sang Richard Strauss' Vier letzte Liedermed Tivolis Symfoniorkester og chefdirigenten Lan Shui. Denoke virkede anstrengt i begyndelsen og manglede overtoner og intonerede lavt, så man blev helt urolig for, hvordan det skulle gå.

Symfoniorkestret til gengæld formede musikken umådeligt smukt fra starten af, enkelt og fint og med overblik, mens Denoke kæmpede. I stemmen hørtes kvaliteter, der ringede af fortids stjerner som Sena Jurinac og Irmgard Seefried fra dengang, man endnu sang med hjertet, men intet ville rigtigt bryde igennem. Sådan gik forår og sensommer i de to første sange.

Først i den tredje sang,
Beim Schlafengehen, skete der noget helt iørefaldende. Frederik Øland spillede violinsoloen, så Denoke fik en håndsrækning ind i øjeblikket. Den modne, rutinerede Wagner-sopran lyttede med hele kroppen til den unge musiker og sang videre i en gylden tråd herfra. Og nu samlede alt sig.

Lan Shuis sikre og følsomme direktion af det disciplinerede, samspillede, musikalske og respektfulde orkester og Denokes umådeligt lange, men naturligt fraserede linier, hendes stærke, men umiddelbare formidling af musikken, der trods sin sværhed fik lov at fremstå som et anliggende og ikke bare en præstation, fordi Denoke holdt igen med alt, hvad der hedder manierethed eller overartikulation og kun ventede på musikkens egen magt.

Hvor er det lige meget med en dårlig begyndelse, der bare demonstrerer udfordringen i musikken, når det hele ender så overvældende som denne aften. Og hvor er det dog aldrig til at forudsige, om eller hvor skønheden har tænkt sig at indfinde sig. Ligegyldigt, hvor professionelt, der blev arbejdet fra start, var det først anledningen, der forløste de smukke orkestersange, der rørte så meget dybere af samme grund.

Angela Denoke fremstod som en sanger af den sjældne type, som lader traditionen og musikken lede og styre sine kunstneriske valg, hvor stemmen ikke er hovedattraktionen, men den kvalitet, hun arbejder med.

Omstændeligt

Det er ingen nyhed længere, at der er sket og sker noget med Tivolis Symfoniorkester. De spiller bedre og bedre for hver gang, man oplever dem og kan efterhånden virkelig trække på nogle kapaciteter inden for det danske musikliv. Fortroligheden mellem chefdirigenten Lan Shui og orkestret er mærkbar og svævede over musikken i Strauss' orkestersange. Bruckners
7. symfoniefter pausen ville til gengæld ikke rigtig tage vinger.

Bruckners symfonier er som bekendt meget lange, men også så smukke, at tiden går hurtigt alligevel. Medmindre man er så omstændelig med alt det smukke, at det alligevel begynder at trække i langdrag, som det var tilfældet i Lan Shuis udgave. Lan Shui virker så korrekt og udførlig og som en sand tjener for musikken. De bløde hænder tager sig af alle detaljer og alt foregår sikkert og med tid til at lytte. Men nogle gange også lidt for god tid, når præcisionen begynder at blive stavende. Førstesatsens melodik blev aldrig stor og favnende, men mere fin og velnusset, og skønt adagiosatsen står som symfoniens absolutte højdepunkt, kunne jeg ikke lade være med at have en lille smule travlt med at komme hen til scherzoens befriende dans, og følte mig rastløs i al den skønhedsudmaling. Til gengæld har Lan Shui en sikker hånd med de lange opbygninger, så intet klimaks udeblev, men indfandt sig som aftalt.

Tivolis Koncertsal Solist: Angela Denoke Dirigent : Lan Shui Tivolis Symfoniorkester Richard Strauss: 'Vier letzte Lieder'. Anton Bruckner: 'Symfoni nr. 7', E-dur Lørdag den 29. Maj 2010 kl. 19.30

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her