Læsetid: 4 min.

Fuck, hvor er Eliza nice!

Cecilie Stenspils Chok-Eliza forfører både publikum og Søren Pilmarks Charme-Higgins på Det Kgl. Teater i Kasper Hoffs sprælske nyoversættelse af 'My Fair Lady'
Cecilie Stenspil er rystende smuk og stædig som Eliza over for Søren Pilmarks drevne Higgins i en meganice 'My Fair Lady' på Det Kgl. Teater. Selvom Stig Hoffmeyer som Mr. Pickering måske godt kunne have tilført sin rolle lidt mere personlighed.

Cecilie Stenspil er rystende smuk og stædig som Eliza over for Søren Pilmarks drevne Higgins i en meganice 'My Fair Lady' på Det Kgl. Teater. Selvom Stig Hoffmeyer som Mr. Pickering måske godt kunne have tilført sin rolle lidt mere personlighed.

Miklos Szabo

3. maj 2010

'En snagl på vaj'n er tagn på ragn...'. Vokalerne vrænger, og tilskuerne smiler. For Cecilie Stenspil er så indlysende som Eliza i My Fair Lady, at man får kuldegysninger. Hun er så smuk og så fysisk ubesværet, at det næsten er for meget. Og hun er gudsbenådet med en powerstemme, der kan rydde far Alfreds tvivlsomme venner ud af drukbulen - men også med en englestemme, der kan synge stjernerne stille i den blideste hvisken. Direkte fra Mirakel-Bess i Breaking the Waves på Odense Teater til Chok-Eliza på Gamle Scene.

Man bliver bevæget af at se hende i den urimelige kamp mod den chauvinistiske professor Higgins. Og man tænker, at hun alene kvinde vil kunne redde Det Kgl. Teaters billetsalg. Spørgsmålet er så, om nationalscenen har præsteret en original musicaltolkning, her første gang siden Ester i 1989? Eller om teatret bare har gaflet sig en lækker Eliza?

Seriøst, mand!

Nuvel, historien er den samme som i Lerner og Loewes musical fra 1956 - og som i Bernard Shaws skuespil Pygmalion fra 1913: En blomsterpige uden for operaen møder en sprogprofessor, der vædder med en ven om, at han kan få pigen til at tale som en hertuginde på et halvt år. Top!

Men forestillingen er ny, fordi Kasper Holtens opsætning byder på en radikal modernisering af sproget. Dramatikeren Kasper Hoff har nemlig oversat musicalens cockney-engelsk til vesterbro-dansk. Så pludselig vrimler det med 'seriøst, mand' og 'special price for you, my friend'. Her udtales 'ugeblad' som 'u-u-blad' - og 'til' udtales konsekvent 'tse'. Sådan!

'Du skal ikke true hunden på hårene,' siger Eliza og tilføjer overlegent: 'Så fik pigen lige en anden lyd!'. Det er en præcis og kærlig social-satire.

Kærlig kan man ellers ikke just kalde Holtens iscenesættelse. Eller lun. Holten er bedre til persontyper end til personer i udvikling, og det folkelige og komiske kører ikke så let for Holten, fulde-bøvser eller ej.

Heldigvis har han bedt Marie í Dali om at stå for scenografien. Både for indvandrerkiosk og for palætrapper - og endda med en drømmekarrusel som en skønhedshilsen til Mary Poppins, belyst af stjerneskudsglitren af Jesper Kongshaug. Men í Dalis største bedrift ligger i de overdådige kostumer og de mest eventyrlige Alice i Eventyrland-hatte. Elizas kjole til hofballet er scenografiens scoop: en 'meganice' drømmekjole med bitte-små dioder, der får hende til at lyse som en flyvende fe - hen over alle de overfladiske nyrige, der vælter rundt i liderligt afterparty, efter de har nejet for en Daisy-lignende majestæt med smøg i hånden...

Du' så stram!

My Fair Lady sejrer, fordi Cecilie Stenspil og Søren Pilmark bliver så forrygende jævnbyrdige på scenen. Pilmark spiller henover Higgins-rollens ulidelighed, så han både bliver hvalpet og uimodståelig. Han synger, så sangene bliver en naturlig fortsættelse af hans replikker; i Pilmarks ubesværede diktion bliver ordet 'liv' til 'livfvvv', ikke noget med 'liuw'. 'Du' så stram, mand!' siger Eliza til ham. Og det er han.

Mellem dem sidder så Stig Hoffmeyer som Mr. Pickering. Hoffmeyer holder sig til rollens sikre væddemåls-tolkning i sofaen, også selv om han undervejs afslører glimt af betagelse, der kunne have gjort rollen mere interessant.

For iscenesættelsen giver ikke rigtig birollerne lov til at udvikle sig. Mette Horn får først et fast greb om husbestyrerinden, da hun opfinder nogle herlige ansigtstics i 2. akt. Den jordnære Mar-grethe Koytu lader sin Alfred-skal-giftes-nu-til-morgen-kæreste gemme sig i brudesløret. Og Zlatko Buric spiller bare jasket sig selv som Elizas far med ølmave og pissetrang - og det står ikke mål med mindet om Osvald Helmuths Alfred på Falkonerteatret i 1960, skulle jeg hilse fra min erfarne ledsagerske og sige.

Glem den regn!

Magnus Vigilius spiller skønt forelsket som Elizas beundrer, men fordi han hænger fast i sine operavokaler, stikker hans tagdansenummer ud, nærmest som en direktørhilsen til skorstensfejerne i Mary Poppins. Og at Malene Schwartz får bygget så rabiat en kvindeforkæmper op som Higgins' mor, skyldes vist hovedsagelig hendes blændende sans for sortier. Bifaldet ruller - og skøn er hun.

My Fair Lady-orkestret spiller forrygende veloplagt - med nænsom satiredvælen i de kendte sange. Dirigenten David Firman får afviklet forestillingen lige så glidende som Signe Fabricius' dynamiske koreografi, der både dyrker ekse-knæ og parcour-stunts. Og danserne udgør et skægt ensemble med gode ansigter og stærke ben; lige fra den heftige danser Louise Dyun Dahl til den sprudlende skuespiller Marie Dalsgaard, der kaster sig ud i rollen Eliza sammen med Tom Jensens Higgins fra den 15. maj.

Så jo, denne Fair Lady er både nice og new. Selv sangteksterne er fiffigt nyoversat af Karen Hoffmann. Som Søren Pilmark synger om skrækken for at blive gift: 'Jeg vil heller' bli' berøvet / mine tænder ubedøvet...'

Den frygt glemte han heldigvis, da han så Cecilie Stenspil dybt i de brune øjne.

My Fair Lady. Musical af Alan Jay Lerner og Frederick Loewe. Oversættelse af dialog: Kasper Hoff. Oversættelse af sangtekster: Karen Hoffmann - pånær 'En snegl på vej'n' af Holger Bech. Iscenesættelse: Kasper Holten. Scenografi: Marie í Dali. Koreografi: Signe Fabricius. Lys: Jesper Kongshaug. Dramaturgi: Anita Klein. Gamle Scene. 3 t 15 min. Kr. 695-110. Til 5. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Aaen

Er det ikke et problem, at Kasper B. Holten stort set vil ny-tolke alle de ting, han laver? Uden at have noget tekst-forlæg at gøre det ud fra, dvs. belæg for det i teksten.

I et interview til en avis (kan ikke lige huske hvilken) påstår han minsandten, at Eliza 'leger med sproget'. Nej, hun gør ej - hun taler cockney, en engelsk arbejderklasse dialekt fra Østlondon (tror jeg). Hun aner altså ikke, hvorfor hun taler som hun gør; såfremt hun legede med sproget, ville hun gøre dette - vide, hvorfor hun taler cockney og siger som hun gør.

Det gør Professor Higgins derimod; hans væddemål med Mr. Pickering er jo netop at han kan få en underklasse-pige til at tale 'pænt' dvs. Oxford English, High English.

Og mht. Eliza's replikker lyder de præcist som en eller anden nok så berømt/berygtet deltager i Paradise Hotel, hvis navn starter med A, kunne have sagt. Det er, for mig at se, en udstilling af de lavere klassers sprog, ikke den varme solidaritet med de lavere klassers sprog, der trods alt er i originalen, uanset om det er sproget, der tales i skue-spiller eller i filmen, vi taler om. Jeg har svært ved at se det som social satire, har jeg...

Sven Karlsen

Nu har Information jo både tillæg der hedder bøger, Billeder, osv., så kunne vi ikke også få et der hedder Kitch, hvor man kan smide denne slags papirspild hen, - så er der jo også taget højde for at have et sted at placere anmeldelser af mobiltelefoner, computerspil, osv., for det bliver vel det næste?!

Peter Hansen

Karsten Aaen, jeg synes da godt nok, du har et nedladende forhold til folk og deres dagligsprog. Det er jo præcis det, Eliza har, et ukompliceret forhold til det sprog, man taler i hendes omgangskreds.
Den revolution, Shaw - og efter ham Lerner og Loewe - præsterer, er jo netop at påvise sprogets relativitet og dermed usikre parameter i bedømmelsen af folk, hvad det engelske klassesamfund jo ellers var (og er) berygtet for. Higgins introducerer en teknisk tilgang til sproget, som ophæver dets værdi som klassemarkør.

Sven Karlsen

stykket stiller - i sin oprindelige udgave og samtid - spørgsmålet: hvorfor behandler borgerskabet underklassen så nedladende, når de eneste skel ligger i gestik, påklædning og sprog?

Skulle det være bragt op fra Shaws samtid til DK anno 2010, så burde det have været en imam fra Blågårds Plads, som skolede og konverterede en ung frøken fra Rungsted Kyst ;-)

Peter Hansen

Det var sikkert sjovt at skrive, Sven Karlsen, men det gør det jo ikke på nogen måde korrekt.
Men jeg har endnu ikke set KTs udgave, og jeg er heller ikke sikker på, jeg vil være lige så begejstret som Anne Middelboe, jeg holder alt for meget af originalen.

Karsten Aaen

Jeg er skam godt klar over, at Eliza har et ukompliceret forhold til det sprog, hun anvender.
Spørgsmålet er om hun ved, at hun har det eller ej.

Jeg har intet imod Elizas sprog; Kasper B. Holtens udlægning af dette sprog har jeg meget imod. En påstand om at hun bevidst leger med sproget passer jo ikke. Hun taler som hun gør, fordi hun kommer fra underklassen, altså arbejderklassen i East End.

Og hvad er der galt med anmeldelser af computerspil; jeg kan da sagtens komme på et eller flere glimrende adventure/puzzle-spil som Information burde anmelde. Faktisk så kan computer-spil fortælle en lige så gribende historie som f.eks. historien om Eliza og Higgins.

En af klassikerne er f.eks. The Longest Journey, skabt af en norske Funcom, eller rettere Ragnar Törnquist, som rent narrativt kan måle sig med med de bedste romaner og film. Det samme kan adventurespillet Heavy Rain vel også?

Mht. Higgins og Eliza taler de jo netop det sprog, de begge har lært, er blevet socialiseret til. Og jeg har aldrig helt fattet at stykket handler om det som Sven Karlsen siger, det handler om. For mig handler det om en ung pige fra arbejderklassen, som bliver dannet til at overtage borgerskabets normer, påklædning og gestik. Og så om at denne pige fra arbejderklassen tør den gamle frostnakkede stivstikker af en sprog-professor en smule op...

Sven Karlsen

jamen så lad mig da lige udpensle min personlige tolkning af historien:

Prof. Higgins møder en smuk, ung kvinde, men i situationen er det kun hendes fremtoning (sprog, gestik, påklædning, etc.) som han bemærker og vurderer hende ud fra. Da han har "forvandlet" hende, forelsker han sig i hende, og spørgsmålet er så: forelskede han sig i hende ved første øjekast, eller kunne han først forelske sig i hende, da hun kulturelt havde antaget hans normer (heraf mit oplæg til en alternativ historie, kære Peter Hansen ;-).

Spørgsmålet, som stykket stiller, er; kan vore følelser overstige enhver barriere, eller kan vore fordomme afblænde dem, som skyklapper?

Stykket giver ikke noget klart svar ...;-)